31. oktober 2011

Ny udbryderklub i Vejle dannet


Der er for nylig dannet en ny kajakklub ”Kano og Kajakklubben Vejle Å”, fremgår det af Vejle Kajakklubs hjemmeside og de lokale aviser i denne uge. Den nye klub i Vejle vil bl.a. satse på elitetræning for unge.

Klubben har allerede fået egen hjemmeside, der kan ses her.

Formanden for den nye klub er Jorge Raul Alvarez, næstformand Christian Lyngsø Alvarez, kasserer Anders Krintel, og så er der to menige bestyrelsesmedlemmer Søren Manscher og Michael Fjeldvig.

Den nye Vejle Å Kajakklub har haft stiftende generalforsamling og er godkendt af folkeoplysningsudvalget, men klubben har pt. ingen lokaler og håber på en snarlig løsning.

Af Vejle Kajakklubs hjemmeside fremgår det, at bestyrelsen som sådan ikke er bange for konkurrence, men betegner dog den nye klub som en udbryderklub og føler sig dolket.

Med i den nye klub er Anders Krintel, der er kendt som skribent på DKF´s blad Magasinet Kano & Kajak og Michael Fjeldvig, der de seneste 3 år har været ungdomslandstræner.

Vejle Kajakklub er en af forbundets kraftcenterklubber. Stifterne af den nye klub mener, at der rigeligt er plads til to klubber i Vejle.

Læs mere om striden og den nye klub her:

http://www.vejlekajakklub.dk/downloads/282.pdf

http://www.wix.com/kkvaa0/kkvaa#!nyheder/stackercoverflowalbum2=1

http://www.wix.com/kkvaa0/kkvaa#!nyheder/stackercoverflowalbum2=2





Video: Træning med Nicolaj Blach



Følg med på et træningspas sammen med den danske mester i K2 marathon - Nikolaj Blach fra Skanderborg. Her er træningen dog i K1.

Michael Fjeldvig stopper som ungdomslandstræner

Michael Fjeldvig har af familiemæssige hensyn i dag valgt at opsige sin stilling som ungdomslandstræner i Dansk Kano og Kajak Forbund. Michael vil have sidste arbejdsdag 30. november 2011.

Sportschef Mikkel von Seelen synes, at det er rigtig ærgeligt, at Fjeldvig stopper som forbundstræner, idet Michael i løbet af de tre år, han har fungeret som ungdomslandstræner har fået hævet niveauet for DKF´s ungdomsarbejde. Der er i dag en hel anden kontinuitet og sammenhæng i ungdomsarbejdet end tidligere, lyder det fra sportschefen.

Michael har ydermere været en dygtig organisator for alle aktiviteter omkring aktiviteterne på ungdomssiden.

Dansk Kano og Kajak Forbund vil gå i gang med en rekrutteringsproces med henblik på at genbesætte stillingen i løbet af kort tid.

Micael Fjeldvig fortsætter inden for kajaksporten som med-initiativtager til den helt nye kajakklub i Vejle - Kano- og kajakklubben Vejle Å.

23. oktober 2011

VM marathon: Femteplads i kvindernes toerkajak til Pontoppidan og Jørgensen

Sofie Aastrand Jørgensen vandt VM-sølv i U23-klassen
i enerkajak, og lykønskes her af Jørn Cronberg fra ICF.
I toerkajak blev det idag sammen med Birgit Pontoppidan
til en fornem 5. plads i seniorklassen.
Det danske marathonlandshold fik en god afslutning på VM Marathon i Singapore. Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe og Maribo-makkeren Sofie Aastrand Jørgensen blev nummer fem i kvindernes toerkajak efter et velgennemført løb, hvor de til sidst sprintede med svenskerne og vandt en lille skandinavisk duel.

- Vi er tilfredse med femtepladsen, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen efter VM-løbet. Vi havde dog et sammenstød med et andet mandskab allerede efter 200 meter, der gjorde, at vi aldrig nåede op i førergruppen.

- Men i vores forfølgergruppe gik tingene fint, og vi vandt så denne gruppe i kamp mod Sverige og Australien, fortæller hun.

Med i første gruppe var to ungarnske både, Spanien og England, og det var også blandt disse nationer, at medaljedysten kom til at foregå.

Ungarn trak det længste strå og tog sig af både guld og sølv hos kvinderne, mens bronzen gik til Spanien.

Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen brugte 2.01.49 for de 25,8 km. og var dermed lige under halvandet minut efter de ungarnske vindere, hvor Renata Csay vandt hendes 10. VM-guldmedalje denne gang sammen med Ramona Farkasdi.

I U23-klassen blev det i forgårs til sølv til Maribo-roeren, efter at italienske Susanna Cicali blev diskvalificeret for at ro ind i den spanske vinder. Meget bedre gik det ikke for italieneren i dagens løb i toerkajak, hvor hun måtte udgå sammen med tre andre både.

Det var første gang, at den nye danske toerkajak med Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen deltog ved VM, og de fulgte dermed flot op på den mangeårige danske tradition med topresultater ved VM i kvindernes toerkajak.

Næste år ligger VM marathon i Rom i Italien. I 2013 får de danske kajakroere så  hjemmebane, når VM marathon afvikles på Bagsværd sø.


22. oktober 2011

Ingen topresultater til Pontoppidan og Olsen ved VM

Seniorernes enerkajakløb ved VM i marathon i Singapore blev ikke nogen dansk succeshistorie, selv om forventningerne på forhånd gav forhåbninger om danske medaljer.

Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe sluttede som 14 på en dag, hvor hun bare ikke ramte den. Gladsaxe-roeren brugte 2.16.01 for de 25,8 km. og var dermed knap 8 minutter fra en medalje.

Hos kvinderne vandt favoritten Renata Csay fra Ungarn i tiden 2.05.55 foran Anna Alberti fra Italien og Anna Adamova fra Tjekkiet.

Bedre gik det ikke hos herrerne set med danske øjne.

René Olsen, Maribo røg i vandet lige efter starten under positionskampene. Han fik dog roet sig op gennem feltet, men i dette selskab kommer man ikke helt frem med den slags uheld.

- Efter en fornuftig start, røg jeg efter kun 200m i vandet, og lå et godt stykke tid og ventede på hjælp, fortæller René Olsen på sin hjemmeside.

- Med alt den støtte og opbakning jeg har fået frem mod dette VM, følte jeg ikke bare jeg kunne udgå - så jeg startede en 30 km enkeltstart i et forsøg på at hente så mange som muligt, siger han.

Maribo-roeren sluttede i alt som nr. 13 i tiden 2.23.05 lige efter den forsvarende verdensmester Ben Brown fra England.

Hank McGregor fra Sydafrika vandt hos herrerne i tiden 2.16.11, foran Tjekkiet og Ungarn.

Meget tyder på, at det varme og fugtige klima generelt har spillet en stor rolle for årets verdensmesterskaber, hvor en lang række favoritter døjede med store problemer. Også de mange store både i havnen gav store bølger for flere deltagere.

Se kvindernes resultatliste her

Se herrernes resultatliste her

Sofie Aastrand Jørgensen: Sådan vandt jeg VM-sølv



Verdensmesterskaberne på marathondistancen i U23-klassen blev en sand triumf for Sofie Aastrand Jørgensen fra Maribo. Og resultatet i Singapore overgik langt de forventninger, hun på forhånd havde opstillet.
Efter en del dramatik både til lands og til vands kunne den talentfulde Maribo-pige efter VM-løbet kalde sig verdens næstbedste i sin aldersklasse.
- Jeg startede med at komme i smørhullet lige fra start og frem til 2 kilometer. Så skiftede vi plads, og jeg trak lidt. Så kom jeg på første hænger af italieneren, som klemte mig på næsten samtlige bøjer op til overbæringen, så jeg lod mig falde tilbage på de sidste to bøjer, fortæller hun.
Og overbæringerne føltes flere gange hårde for den danske U23-pige.
- Da vi løb, følte jeg, at jeg var i sindssyg dårlig form, Spanien og Italien nærmest fløj af sted, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen.
Så efter første runde lå jeg sammen med den ungarnske pige. Vi endte så med at gøre stort set det samme runde efter runde resten af løbet.
- Jeg trak ud af overbæringen, hun ind til, og vi skiftedes de samme steder på ruten. Vi havde hele tiden Sverige liggende bagved, og et par gange prøvede hun at hente os, men heldigvis lykkedes det ikke.
- Så da vi kom til sidste overbæring, var jeg overbevist om en medalje. Jeg var sikker på, at jeg kunne løbe fra Ungarn, fortæller Maribo-pigen. 
Men også vejret var en stor udfordring, for klimaet i Singapore byder ofte på enorme skift i vejret med kraftige regnskyl.
- Uvejret under selve løbet var meget ubehageligt, og jeg var faktisk ret bange. Da vi skulle ind til tredje overbæring håbede jeg, at vores holdleder Adam Spliid ville sige, at de havde valgt, at vi kun skulle have den korte runde, og så skulle løbet være afgjort, fortæller hun.
- Men samtidig er jeg da glad for, at de ikke stoppede løbet, for hvis man ikke gjorde en runde færdig på en eller anden måde, ville det ikke kunne afgøres. Det eneste gode der var ved alt det regn, var at temperaturen faldt en del så, siger hun.
Og de mange anstrengelser undervejs gav til sidst pote for Maribo-pigen.
- Jeg var så glad, da jeg krydsede målstregen. Jeg syntes, at  det var dejligt at kunne sige, at jeg var blevet nummer tre i verden, og jeg havde et godt løb, fortæller hun.

Den italienske deltager blev efterfølgende diskvalificeret for undervejs at have roet ind i den senere vinder fra Spanien.
- Jeg syntes, at det er i orden, at italieneren bliver disket, når hun ror sådan overfor flere af os. Det er i orden, at officials viser, at de ikke tolererer det, lyder det fra Maribo-pigen, der dermed kunne overtage 2. pladsen.
- Lige da jeg fik det at vide syntes jeg, at det var lidt underligt, fordi det var ikke sådan, vi kom over stregen. 

- Men man skal helt sikkert ro fair på banen, siger en nybagt og stolt dansk VM-sølvvinder, der kan rejse hjem fra Singapore med sit bedste resultat i karrieren nogensinde.

Gode muligheder for en topplacering til Birgit Pontoppidan ved VM marathon

Når VM marathon i kvindernes enerkajak idag afvikles i Singapore, synes der gode muligheder for en dansk topplacering og medalje til Birgit Pontoppidan.

Ruten er på 25,8 km. med 6 overbæringer. På forhånd ser det fra denne sæsons resultater ud til at medfavoritterne bl.a. er Anna Alberti fra Italien, Renata Csay fra Ungarn og Nina Itkonen fra Finland.

Men både de ekstreme vejrforhold i Singapore og naturligvis selve dagsformen hos alle roere kan præge løbsafviklingen.



21. oktober 2011

39 roere til start ved VM marathon i herrernes K1

René Olsen under træningen i Singapore. Foto: Facebook.

René Olsen fra Maribo er til start ved VM-marathon i herrernes enerkajak sammen med 38 andre roere. Distancen ved mesterskaberne er 30,1 km. med 7 overbæringer. Løbet der afvikles lørdag har følgende deltagere:



Sidste års verdensmester Ben Brown er også blandt favoritterne i år og et interview med ham kan ses herunder.



VM marathon: 14 både til start i kvindernes toerkajakløb

Når Sofie Aastrand Jørgensen fra Maribo og makkeren Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe på søndag er med ved VM marathon i kvindernes toerkajak skal de dyste mod 13 mandskaber på den 25,8 km. lange rute i Singapore.

Du kan se startlisten herunder:


Du kan se startlisterne for samtlige VM-løb her

VM-sølvmedalje til Sofie Aastrand Jørgensen


Ved VM marathon i Singapore sikrede Maribos Sofie Aastrand Jørgensen sig sin første VM-medalje i U23-klassen hos kvinderne i enerkajak.

Løbet begyndte i solskin og temperaturer over 30 grader, men fra tredje runde begyndte en voldsom tropisk storm, som varede indtil slutningen af ​​løbet.

- Sofie roede et superflot løb. Hun lå i førergruppen på første omgang, men Italien og Spanien fik slået et hul ud på anden omgang, og det blev også disse to nationer, som kom først over målstregen, fortæller holdleder Adam Spliid.

Efterfølgende blev den italienske deltager Susanne Cicali diskvalificeret, og det betyder, at sølvet istedet går til Danmark.

Sidst i løbet roede Susanna Civali nemlig ind i den senere vinder Eva Barrios fra Spanien i en vending. Den forseelse udløste en diskvalifikation.

Med sølvmedaljen kan Sofie Aastrand Jørgensen notere karrierens hidtidige bedste resultat.

Eva Barrios vandt i øvrigt VM-løbet i tiden 1:48:42, mens Sofie roede i tiden 1.49.56 for de 21,5 km.




Søndag deltager den unge Maribo-pige i toerkajak i seniorklassen sammen med Gladsaxes Birgit Pontoppidan.

Se en video herunder om vejret som U23-roerne måtte kæmpe med.






20. oktober 2011

VM marathon: Uvejr og refleksbølger giver udfordringer for de danske kajakroere

Sofie og René er klar til at kæmpe for danske medaljer VM i Singapore.  Foto: René Olsen.

I morgen går det løs ved verdensmesterskaberne på marathondistancen i Singapore.

I damernes U23-klasse skal Sofie A. Jørgensen fra Maribo vise, at sommerens overraskende europamesterskab ikke var en tilfældighed, mens Birgit Pontoppidan, der tidligere på året vandt sølv ved europamesterskaberne i enerkajak, lørdag skal følge op på forårets fine resultater.

Også René Olsen, der er til start i herrernes enerkajak lørdag, har imponeret med en 4. plads ved europamesterskaberne i år. I damernes toerkajak skal Birgit Pontoppidan, der sidste år vandt sølv ved VM i disciplinen, forsøge at følge op på tidligere topresultater sammen med Sofie A. Jørgensen i den danske paradedisciplin hos kvinderne.

Forberedelserne til VM i Singapore har været meget omfattende og derudover skulle mere end 2 måneders bådtransport  klappe. Og det lykkedes næsten.

- Personligt var jeg meget spændt på at se, hvordan min båd havde klaret den lange rejse fra Bagsværd, hvor jeg pakkede 4. august, og hele vejen til Singapore. Heldigvis var alle danskernes både i ét stykke som desværre ikke kunne siges for alle nationer efter fragten hertil, fortæller Birgit Pontoppidan i sin blog.

Alligevel har René Olsens båd givet lidt problemer, Ved en fejl er der fra producenten blevet afsendt en forkert båd, som René Olsen er 10 kg. for let til.

Han og holdleder Adam Spliid har derfor de sidste par dage forsøgt at trimme båden bedst muligt.

- Jeg er stadig ikke venner med den del af runden, der er helt inde i havnen på den del af ruten, hvor der bare er bølger, men jeg har efterhånden rimelig styr på båden, skriver René Olsen på sin hjemmeside.

Også vejret har været en stor udfordring for de danske roere under træningen. Og også under selve løbene kan det blive en ukendt faktor for roerne.

- Jeg blev smidt ind fra træning, lidt før vi egentlig var færdige på grund af lyn og torden vejr, fortæller René Olsen.

Birgit Pontoppidan har tilsvarende oplevet det voldsomme uvejr.

- Træningen på banen er en klimatisk omvæltning fra Danmark, der kræver et par dages tilpasning. Stort set altid over 30 grader og oftest en nådesløs bagende sol, siger Birgit Pontoppidan.

I pauserne mellem solskinnet, forekommer af og til et tropisk regnvejr med tilhørende lyn og torden, som gør, at alle bådene som regel kaldes op af vandet.

Både i går og i dag, blev vores træningspas afbrudt af et sådant uvejr, og vi er stadig spændte på, hvad arrangørerne vil gøre, hvis dette hænder under konkurrence, siger hun.

Men optimismen hos danskerne er stor.

- Vi forventer at kunne blande os i medaljekampen i alle de fire discipliner, vi er repræsenteret i, melder holdleder Adam Spliid ud på forhånd inden VM-starten i Singapore.

BAGGRUND


Sofie A. Jørgensen Maribo K1 WOMEN U23 Fredag kl. 10.15. Bedste resultat: EM guld (2011), World Cup nr. 4 (2011)

Birgit H. Pontoppidan Gladsaxe K1 WOMEN SENIOR Lørdag kl. 10.15. Bedste resultat: EM sølv (2011), EM guld (2010 i K2), VM sølv (2010 i K2

René C. Olsen Maribo K1 MEN SENIOR Lørdag kl. 15.00. Bedste resultat: EM nr. 4 (2011) World Cup bronze, (2010), VM nr. 6 (2002)

Birgit H. Pontoppidan & Sofie A. Jørgensen
Gladsaxe / Maribo

K2 WOMEN SENIOR Søndag kl. 07.45 Første fælles konkurrence. Danmark har
siden 2000 vundet adskillige verdensmesterskaber i dame K2.

Video: Kraftcenter Silkeborg har startet vintertræningen



14. oktober 2011

Marathon: Maribo og Silkeborg dominerer DM-medaljestatistikken

René Olsen bidrog med 2 marathon guldmedaljer til Maribos DM-medaljestatisik i år.

Efter de danske mesterskaber på marathondistancen 2011 på Bagsværd sø, er der nu blevet optalt en klubvis medaljefordeling.

Medaljeliste fra DM-marathon 2011:

(Klub, antal guld, sølv og bronze)

Maribo 8-6-4
Silkeborg 7-3-6
Gladsaxe 2-0-0
Vejle 1-1-2
Skanderborg 1-1-0
Limfjorden 1-1-0
Hvidovre 1-1-0
Skovshoved 1-0-0
361 1-0-0
Esrum 0-1-1
Ringsted 0-1-1
Hellerup 0-1-1
Vallensbæk 0-1-0
Sundby 0-1-0
Sorø 0-1-0
Kolding 0-0-2

Det første man her kan udlede er, at det primært er forbundets kraftcenterklubber, der ligger øverst i statistikken med Maribo og Silkeborg som de mest vindende klubber. Herefter følger endnu to DKF-støttede kraftcenterklubber nemlig Gladsaxe og Vejle.

Blandt de to mest vindende klubber er der en anden klar tendens som ud fra statistikken springer i øjnene i klasserne under seniorniveauet.

Silkeborg Kajakklub vinder stort set alt på drengesiden, mens Maribo Kajakklub vinder næsten alt på pigesiden. De to klubbers arbejde med talentudvikling og træningsmiljø i de seneste år ser dermed nu ud i sig selv til at påvirke denne udvikling.

Demografisk viser der sig i disse områder ikke nogen umiddelbar årsag til, hvorfor de to klubber har skabt sådanne kønsrelaterede resultater. Svaret skal derimod formentlig findes i selve træningsmiljøet i de to klubber.

Indbyggertal:
KommuneLollandSilkeborg
MændFolketalFolketal
8 år231618
9 år212596
10 år229620
11 år247658
12 år262579
13 år276645
14 år251587
15 år318622
16 år278700
17 år313640
18 år306626
19 år294616
20 år248596
I alt
3465
8103
KommuneLollandSilkeborg
KvinderFolketalFolketal
8 år206602
9 år223562
10 år219586
11 år255585
12 år264601
13 år248607
14 år257591
15 år267614
16 år296614
17 år284617
18 år264572
19 år244604
20 år222561
I alt
3249
7716
Kilde: www.statistikbanken.dk
I begge de mest vindende marathonklubber Maribo og Silkeborg er der som udgangspunkt en langvarig kaproningstradition og veletablerede træningsmiljøer for både drenge og piger.

I Silkeborg har man tilknyttet Finn Pape som lønnet fuldtidstræner, mens Maribo har valgt at køre med to frivillige trænere, hvor Finn Larsen fra dette efterår tager sig af pigeroerne, mens René Olsen sideløbende med sin egen marathonkarriere skal være med og tage sig af drengene i den lollandske kraftcenterklub.

Andre af DKF´s kraftcenterklubber synes helt bevidst at prioritere DM marathon lavere end sprint mesterskaberne. F.eks. skulle kraftcenterklubber som Vallensbæk og 361 på papiret formodentlig kunne hente mere end en enkelt medalje ved et DM marathon, som statistikken viser.

Blandt helt nye klubber på ranglisten for 2011 er Ringsted, der ligger som en delt 7. bedste klub på medaljestatistikken. Næste år skal de danske mesterskaber på marathondistancen afvikles netop i Ringsted af den midtsjællandske klub.


12. oktober 2011

Video: René Poulsens tilbageblik på 2011-sæsonen

Se videoen her:



5. oktober 2011

Sofie Aastrand Jørgensen: Jeg giver den fuld skrue til VM

Sofie Aastrand Jørgensen (forrest) glæder sig til VM marathon i Singapore og er klar til at give den fuld skrue.

Om lidt over en uge rejser Maribos Sofie Aastrand Jørgensen til Singapore for at deltage i VM-marathon. Hun stiller op i både enerkajak i U23-klassen og i toerkajak i seniorklassen sammen med Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe.

Kajakkerne er for længst sendt afsted med containerskib til Singapore, og afsendelsen skete allerede efter VM sprint i Ungarn. Nu er ventetiden til årets VM på marathondistancen snart slut og den lange sæsons store højdepunkt nærmer sig.

- Mine forberedelser har været gode. Jeg har rejst lidt rundt i Danmark for at få nogle forskellige personer at træne med frem mod VM, og de har hjulpet mig meget, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen.

- Nu foregår resten af min træning hjemme på Maribo sø for at holde min træning simpel og uden for meget stress omkring, siger hun.

- Jeg ser frem til at opleve konkurrencen i et ikke-europæisk land. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg ser frem til at ro enerkajak første gang til et VM, og virkelig give den fuld skrue til det sidste stævne i år.

Og hendes forventninger er på forhånd klare.

- Jeg forventer mig et godt løb, hvor jeg har kæmpet hele vejen og er tilfreds med det jeg har opnået, lyder det fra Maribo-pigen, der tidligere på sæsonen vandt U23 EM i enerkajak.

4. oktober 2011

Adam Spliid: Alle VM-roere kan tage medaljer

DKF´s marathonkoordinator Adam Spliid.
Potentielt set kan alle tre roere, der er med til VM, tage medaljer, lyder det fra DKF´s marathon-kordinator Adam Spliid inden VM-marathon i Singapore.  Men de kan også alle risikere at ende uden for top 8, da konkurrencen er hård.

- René Olsen satser alene på enerkajak og for kvindernes vedkommende gælder det også, at enerkajakken har førsteprioritet. Her kommer Birgit Pontoppidan til start i seniorklassen og Sofie Aastrand Jørgensen i U23-klassen.

- Kvinderne viste til EM, at de begge er blandt de bedste i deres klasser. Jeg tror, at det er en vigtig forudsætning for deres udvikling, at de har en base som gode enerkajakroere.

- Ikke desto mindre har vi forventninger om, at toerkajakken hos kvinderne også kommer til at gøre det rigtig godt, og potentielt set rent placeringsmæssigt, kan nå højere end i enerkajak, siger Adam Spliid.

- Vi tager ikke VM-medaljer for givet, men ikke desto mindre mener jeg, at holdet har en sandsynlighed for at tage mindst en medalje.

- Men man kan samtidigt ikke sige på forhånd, at det vil være en skuffelse, hvis vi ikke får nogle, siger Adam Spliid.

Birgit Pontoppidan: Målet er en top 5 placering ved VM

Sidste år vandt Birgit Pontoppidan (th.) VM-sølv i toerkajak. I år er hun i Singapore  til start
med en ny VM-makker, nemlig Maribos Sofie Aastrand Jørgensen.

Om lidt over to uger afvikles VM marathon i Singapore med dansk deltagelse i flere klasser.

Blandt deltagerne er Gladsaxes Birgit Pontoppidan, der sidste år vandt VM-sølv med Jeanette Løvborg, men nu ror med Sofie Aastrand Jørgensen i toerkajakken. Samtidig stiller Gladsaxe-roeren også op i enerkajak i seniorklassen.

- Det er svært at udtale sig om en helt præcis målsætning, før man har set startlisten, siger Birgit Pontoppidan. Og den ser vi nok først dernede, fortæller hun.

- Jeg kan dog godt sige, at min egen målsætning er at lave en top 5 placering i både K2 og K1, som jeg synes er en fornuftig målsætning, taget i betragtning af mine hidtidige resultater, siger hun.

- De sidste to uger er mine VM-forberedelser gået godt. Jeg får trænet en god mængde og føler, at min grundform er ved at være, hvor den næsten ikke kan blive bedre.

- I løbet af en almindelig uge har jeg flere forskellige træningsmakkere, som alle sammen bidrager med noget forskelligt input i min træning, fortæller hun.

- Det fornemme efterårsvejr har gjort det helt væsentlig lettere at holde ud så længe, som denne sæson kommer til at vare, siger hun og glæder sig til VM-afrejsen om ganske kort tid.