1. december 2015

Team Danmark vil ikke gøre Dansk Kano og Kajak Forbund til verdensklasseforbund i 2016


Rene H. Poulsens resultater i 2015 er ikke
nok til at gøre DKF til verdensklasseforbund.
Foto: Team Danmark
Dansk Kano og Kajak Forbud har i 2015 efter Team Danmarks vurdering opfyldt hovedparten af de opstillede sportslige resultatmål.

Alligevel foreslås, at samarbejdet mellem DKF og Team Danmark fortsætter på et uændret støtteniveau.

Der er skabt et godt samarbejde mellem trænere og atleter og sportschefen er forankringsperson på det overordnede samarbejde. Der er derfor en god base for atleterne til at præstere på højt niveau, lyder det i Team Danmarks vurdering af DKF´s støtteansøgning for 2016, som drøftes på TD´s bestyrelsesmøde 2. december 2015.

DKF har overfor Team Danmark udtrykt ønske om støttemæssigt at blive rykket op som  ”Verdensklasseforbund” i det sidste år af den aktuelle samarbejdsaftale.

Men det ønske ser ikke ud til at blive opfyldt i denne omgang.

Da det kun er én atlet, som har opnået medaljer ved EM og VM (OL discipliner) i samarbejdsperioden, opfylder DKF ikke kravene til at blive verdensklasseforbund i det sidste år af samarbejdsaftalen, lyder udmeldingen fra Team Danmark.

Dansk Kano og Kajak Forbund (sprint) skal derfor fortsat indplaceres i næsthøjeste kategori som Internationalt eliteforbund i Team Danmarks støttekoncept for den resterende del af perioden 2013 – 2016.

DKF ansøger i 2016 om 3.8 mio. i samlet økonomisk TD-støtte, hvilket er uændret niveau i forhold til 2015. Også i 2014 udgjorde TD-støtten 3,8 mio. kr.

Der er af DKF opstillet følgende sportslige resultatmål for næste støtteperiode:

* OL 2016 (herre K1 – 1000m) - Målsætning: Guld – Acceptabelt: Medalje
* OL 2016 (dame K2 – 500m) - Målsætning: Top 6 – Acceptabelt: Top 9 (finale)
* OL 2016 (dame K4 – 500m) - Målsætning: Top 6-placering – Acceptabelt: Top 9 (finale)
* EM 2016 (sprint) - Målsætning: 2 medaljer og 4 finaler – Acceptabelt: 2 top 5 og 4 finaler

 Der er opstillet følgende målsætninger for at opnå bedre sportslige resultater:

* I 2016 vil der hovedsagligt være fokus på at opnå sportslige resultater via udviklingsmål fra de forgående tre år i samarbejdsaftalen.

* Ansættelse af assisterende landstræner til hovedsagligt U/23 roerne.

* Optimere de fysiologiske testprotokoller i laboratorie og på vandet, herunder at udvikle en test af rotationsbevægelsen hos kajakroere og implementere brugen af wattpagajer.

* Optimere kvaliteten i den daglige træning via integration af dataopsamling fra værktøjer som wattmålere og accelerometre i en webbaseret træningsdagbog.

Der er opstillet følgende målsætninger for at skabe bedre rammer og vilkår for den enkelte atlet, både i træning, konkurrence og hverdag:

* I forbindelse med opgraderingen af Bagsværd sø og bygningerne, vil DKF have fokus på, at skabe de bedst mulige forhold for atleter og trænere i fremtiden.

* Der gennemføres personlige sæsonevalueringssamtaler med atleterne for at optimere deres individuelle vilkår bl.a. mht. bolig, job, uddannelse og økonomi for at sandsynliggøre et optimalt udbytte af træningen.

Der er opstillet følgende målsætninger for at styrke talentudviklingen:

* Det faglige niveau i kraftcentrene skal hæves ved at tilbyde uddannelse med fokus på bl.a. pædagogik og træningsplanlægning i tråd med forbundets aldersrelaterede træningskoncept.

* DKF vil styrke erfaringsudvekslingen mellem Elite- og kraftcentrene for at opnå et kompetenceløft.

* DKF vil færdigbeskrive en talentudviklingsstrategi for at ensrette talentudviklingen på landsplan.

* DKF vil fortsat have fokus på at styrke samarbejdet med elitekommunerne Vejle, Holstebro, Gentofte og København og ligeledes bringe Silkeborg og Århus i spil.

DKF’s andel af det fælles elitebudget udgør 2.673.746 (41 %) og Team Danmarks andel udgør 3.817.500 kr. (59 %). Af det fælles elitebudget anvendes 1.815.220 kr. (29 %) på talentarbejdet, oplyser Team Danmark.

- Efter DKF’s opfattelse har vi i den seneste tid konsolideret og udviklet vores samarbejde med Team Danmark. Vi er meget tilfredse med den udvikling der har været på facilitets-siden i Bagsværd og med udviklingen i samarbejdet på ekspert siden, anfører DKFs direktør Christian Jacobsen i oplægget til Team Danmarks bestyrelsesmøde.

- Vi anerkender den meget svære økonomiske situation som TD har udsigt til i 2016. Det er en fælles udfordring, idet DKF er klemt af samme udvikling. DKF har leveret en rigtig god sæson 2015, der viser stort potentiale både på kort og langt sigt, noterer  Christian Jacobsen

- DKF er på den baggrund skuffede over stilstanden i den økonomiske udvikling, men accepterer Team Danmarks indstilling. Der er dog store udfordringer i den nære fremtid. Det fælles stærke fundament af U18 og U23 atleter skal der fortsat afsættes øgede ressourcer til, hvis frugten af det gode TD-støttede ungdomsarbejde skal høstes i 2020 og 2024, nævner Christian Jacobsen

- Overordnet er vi således tilfredse med samarbejdet, og med den tillid TD viser DKF. Vi tror 100% på at vi kan opfylde de mål, der er sat for vores fælles arbejde, siger direktøren.

Emma Aastrand Jørgensen (th) og Henriette Engel Hansen er begge af Team Danmark nu blevet indplaceret som verdensklasseatleter, hvilket er et TD-niveau højere end i sidste sæson.