30. december 2010

Kraftcenter Gladsaxe markerer sig med flotte resultater

Sæsonen 2010 har været et fantastisk år for sammenslutningen af Gladsaxeklubberne 361, Nybro-Furå og Gladsaxe Kano- Kajakklub (Skovshoved), fremgår det af Kraftcenter Gladsaxes seneste årsberetning.

Fremgangen kan noteres både på resultatsiden men også i den daglige organisering og udviklingen af roere og klubber.

For tre år siden startede en ny generation af kajakroere på KCG, og det er stammen af disse roere, som i dag ligger og kæmper om medaljer til de store internationale stævner.

Med en seriøs og veluddannet trænerstab, folk på sidelinjen der ofrer mange frivillige timer samt økonomisk fundering fra Gladsaxe Kommune udgør KCG idag et semiprofessionelt tilbud til de seriøse kajakroere.

Et tilbageblik på 2010-sæsonen rummer mange flotte resultater både nationalt og internationalt. Det flotteste juniorresultat på sprintdistancerne var Mads Kerns EM bronze til U18 EM i Moskva, fremgår det af årsberetningen.

Her opnåede Mads Kern sammen med sin toermakker en sensationel bronzemedalje på 1.000 meter toerkajak med Rasmus Jørgensen fra Silkeborg.

Ved samme EM formåede Kåre Holm Thomsen at vise sit internationale niveau ved at erobre 7. pladsen i 200 meter enerkajak.

Endvidere lykkedes det William Axelsen at blive udtaget til U23 EM sammen med sin toermakker på 1000 meter og 500 meter distancen.

Mandskabet blev desværre ramt af sygdom i perioden op til EM, men formåede alligevel at placere sig som den 11. bedste båd i Europa, hvilket er imponerende Williams Axelsens unge alder på 19 år taget in mente.

Ida Willumsen opnåede på flotteste vis at blive udtaget til Ungdoms OL i Singapore. Her fik Ida sig en oplevelse for livet, og en flot placering som nr. 12 i to forskellige discipliner.

De nordiske mesterskaber for U16, U18 og U21 var en stor succes for KCG. Med 11 udtagede roere, udgjorde KCG en stor andel af det danske landshold.

I U21 klassen opnåede KCG disse flotte resultater:

William Axelsen 3 x Guld og 3 x Sølv
Johannes Pehrson 2 x Bronze
Martin Kaufmanas 2 x Bronze

I U18 klassen blev det til følgende medaljer:

Mads Kern 5 x Guld
Thomas Skyum 1 x Guld og 1 x Sølv
Kåre Holm Thomsen 3 x Sølv

I U16 klassen sikrede KCG sig yderligere medaljer:

Emilie Rosenkilde 2 x Sølv og 2 x Bronze
Louise Madsen 1 x Sølv
Thomas Mogensen 1 x Sølv
Morten Ebbesen 1 x Bronze

Udover de ovennævnte resultater formåede kanoroeren Alexsander Papadopoulos at imponere landstræneren så meget, at han blev udtaget til et stort internationalt stævne i Italien, hvor han han formåede at padle sig til to bronzemedaljer på 1000 meter i enerkano.

Til samme stævne tog William Axelsen, Kåre Holm Thomsen og Mads Kern sig af guldet på deres respektive distancer.

Foruden de mangle flotte resultater på sprintsiden, kunne KCG notere flotte resultater på marathondistancerne.

Birgit Pontoppidan formåede endnu engang at vise omverdenen, hvilket format hun var gjort af og imponerede alt og alle ved, sammen med hendes K2-makker, at vinde VM sølv i Spanien sammen med Silkeborg Jeanette Løvborg. I sæsonens løb blev det desuden yderligere til to World Cup sejre til mandskabet.

Lasse Foged formåede ligeledes at vise, at han høre til blandt verdens eliten i marathon kanoroning. Efter de 33 km roning i seniorklassen kom Lasse ind som nr. 6.

Til VM marathon var Thomas Skyum ligeledes udtaget i juniorklassen. Sammen med hans makker opnåede mandskabet en 12. plads.

Vi har nu fået en elitegruppe på 5-6 roere, der gerne skulle blive så gode, at de kan blive optaget på elitecenteret, og derved få daglig supervisering af landstræneren, inden for 2-3 år, vurderer KCG afslutningsvis i årsberetningen.

Udover denne elitegruppe har KCG 10-15 roere, der er fast inventar på de respektive landshold samt en udviklingsgruppe på 5-7 roere, der er ved at udvikle sig til at kunne opnå udtagelse til landsholdet.

24. december 2010

Træningssamling for det danske firerkajakprojekt i Silkeborg

Denne gang samles K4-holdet under træner Martin Halds ledelse i Silkeborg Kajakklub d. 17. - 19. december 2010.

Fredag eftermiddag startede holdet med at få lavet laktat-test på kajak-ergometer. Lørdag og søndag stod den så på hård træning på vandet i firerkajak og toerkajak.

Følg roernes vintertræningsindsats i denne video fra samlingen:

23. december 2010

Maribo Kajakklub snupper mange bruttolandsholdspladser

Maribo Kajakklub har mange roere med i de bruttolandsholdstrupper, som Dansk Kano og Kajak Forbund netop har offentliggjort til den kommende sæson på sprinterdistancerne.

Kasper Bleibach får nu følgeskab af endnu flere Maribo-roere
på Dansk Kano og Kajak Forbunds landshold. Foto: Jens Thybo.
Særligt på pigesiden har Maribo sat sig på næsten halvdelen af pladserne med klubbens kraftcenterroere.

Tre Maribo-roere er helt nye i U16-klassen. Det er Katja Holm, Rikke Jørgensen og Natasja Justesen, der alle tre er blevet udtaget til U16- bruttotruppen.

Her kommer de i selskab med andre Maribo-roere, nemlig Emma Jørgensen, Mikkel Hansen og Emilie Petersen.

Hovedmålet for de unge U16 roere i 2011 er NM sprint i Jönköping til august.

Maribo er også repræsenteret i U23 med Sofie Jørgensen og Orion Pilo. Her gælder det primært EM og VM for U23-roere i henholdsvis Kroatien og Litauen.

På seniorsiden har Maribo ikke overraskende Kasper Bleibach og René Poulsen med på elitecentret. Deres store mål er VM i Ungarn i august, hvor der også kæmpes om mulige pladser til OL i London.

Forude for de fleste af Maribo-roerne venter nu DM i ergometerroning i Vejle midt i januar og første træningslejr over 14 dage, som holdes i Sevilla i Spanien midt i februar.

21. december 2010

Flot medaljeår for kano- og kajaksporten

Danmarks Idræts-Forbund har netop gjort sportsåret 2010 op og talt alle vundne EM- og VM-medaljer sammen. Kano- og kajaksporten er igen i år godt repræsenteret i statistikken med en VM-sølvmedalje i toerkajak, som Birgit Pontoppidan og Jeanette Løvborg sikrede på marathondistancen.  Derudover vandt René Poulsen EM-bronze i 2010 i enerkajak over 1000 meter.

De danske medaljer i 2010 er omtalt i medierne bl.a. her:

EM-bronze:
http://www.dr.dk/Sporten/Oevrig_sport/2010/07/03/114733.htm

VM sølv:
http://www.dr.dk/Sporten/Oevrig_sport/2010/09/26/153143.htm

I alt har de danske kano- og kajakroere siden 1984 vundet følgende medaljer:

EM guld: 4 medaljer
EM sølv: 2 medaljer
EM-bronze: 6 medaljer

VM guld: 21 medaljer
VM sølv: 14 medaljer
VM bronze: 13 medaljer

OL guld: 0 medaljer
OL sølv: 3 medaljer
OL bronze: 1 medalje

15 ud af de 64 medaljer er vundet de sidste 5 år, og årene 1990, 1994 og 2009 var de år, der gav den største danske medaljehøst med seks medaljer hvert af disse år.

Kigger man på hvad de danske kano- og kajakroere har præsteret opdelt både bådtyper m.v. kommer følgende billede:

38 medaljer er vundet på marathondistancerne
26 medaljer er vundet på sprinterdistancerne

Heraf er:

9 medaljer vundet i C1
11 medaljer vundet i C2
14 medaljer vundet i K1
26 medaljer vundet i K2
2 medaljer vundet i K4
1 medalje vundet i stafet

Man kan se hele medaljestatistikken for de danske kano- og kajakroere og alle vindernavne i DIF´s opgørelse her:

16. december 2010

Kulturministeren hilste på VM-sølvvindere

 
Kulturministeren hilste på de danske VM-sølvvindere
Birgit Pontoppidan (tv) og Jeanette Løvborg.

Tirsdag den 14. december 2010 var alle idrættens medaljetagere ved EM og VM i årets løb inviteret til reception i København, hvor kulturminister Per Stig Møller holdt en tale for idrætsudøverne, deres trænere og formænd for deres idrætsforbund .

De danske VM-sølvvindere i toerkajak på marathondistancen, Jeanette Løvborg og Birgit Pontoppidan blev således også hyldet.

I sin tale kom kulturministeren ind på det at vinde, hvad en vinder er, og hvad er det, der gør, at man bliver til en vinder.

- Nogle sejre er bedre end andre, men der ligger et stort slid bag enhver sejr, hvor morgenkaffen skiftes ud med en løbetur, gåturen bliver til en times vægtløftning, og vinen skiftes ud med syntetisk læskedrik, som Per Stig Møller underfundigt formulerede det.

Kulturministeren udtrykte samtidig en stor tak til alle idrætsudøverne for at yde en stor indsats for deres klub, by, region og land på den internationale sportsscene.

Medaljereceptionen fandt sted i Dansk Arkitektur Center og de inviterede var elitesportsudøvere, der har vundet medalje ved enten VM eller EM i 2010.

14. december 2010

Dansk Kano og Kajak Forbund får 396.000 kr. til OL-forberedelser

Team Danmark har netop investeret 2,7 mio. kr. i at styrke syv idrætsgrenes OL-forberedelser. De ekstra OL-midler kommer fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.

Team Danmarks direktør Michael Andersen lægger ikke skjul på, at OL-forberedelserne i 2011 går ind i en afgørende fase:

- Det kommende år bliver helt afgørende for, hvordan resultatmulighederne ved OL i London bliver. Det er i det kommende år, at en lang række af atleterne skal sikre sig OL-billetterne, så det er utroligt godt, at vi med Salling-midlerne i hånden kan sætte ekstra skub i OL-forberedelserne, siger Team Danmark direktøren.

I oktober 2009 donerede Købmand Ferdinand Sallings Mindefond – dvs. Bilka, Føtex, Netto og stormagasinet Salling - 10 mio. kr. til Team Danmark. Donationen skal bruges til at optimere de Team Danmark-støttede atleters medaljechancer ved OL i London i 2012.

11 sportsgrene fik allerede i marts 2010 godt 3 mio. kr. som ekstra OL-indsprøjtning. Og bestyrelsen har nu udpeget, hvilke sportsgrene der i 2011 får en ekstraordinær OL-støtte på i alt 2,7 mio. kr fra Salling-midlerne.

Modtagerne er:

Dansk Kano og Kajak Forbund - 396.600 kr.
Danmarks Badminton Forbund - 517.000 kr.
Danmarks Cykle Union - 172.000 kr.
Dansk Forening for Rosport - 400.000 kr.
Dansk Sejlunion - 500.000 kr.
Dansk Svømmeunion - 447.220 kr.
Dansk Skytte Union - 308.000 kr.

OL-midlerne fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond går til tre områder:

• Projekter vedrørende udvikling af materiel, udstyr og teknologi der optimerer resultatperspektiv for atleter og hold frem mod OL 2012.

• Præstationsoptimerende projekter der styrker trænings- og konkurrenceforberedelserne frem mod OL 2012. Det kan være nye træningsmuligheder, flere udenlandske træningslejre og konkurrencer eller supplerende specialtrænere.

• Sociale og økonomiske vilkår for verdensklasse-atleter.

Sportschef Mikkel Von Seelen fra Dansk Kano og Kajak Forbund fortæller, at de endelige planer for bevillingen på de 396.000 kr. vil være klar til forbundets årsmøde til foråret.

Team Copenhagen støtter Kim Wraae

Kim Wraae håber på at kvalificere sig til OL i 2012. Foto: Jens Thybo. 
Eliteidrætsfonden Team Copenhagen har igen uddelt støtte til den københavnske eliteidræt, og her var Kim Wraae fra Amager Ro- og Kajakklub blandt støttemodtagerne.

Amager Ro- og Kajakklub modtog her 40.000 kr. i individuel støtte til kajakroeren Kim Wraae, som ved OL i 2008 opnåede sølvmedalje. Han var egentlig stoppet som eliteidrætsroer, fordi han ville koncentrere sig om sit studie-og familieliv, men valgte at holde formen ved lige på motionsplan, og pludselig var lysten til topidræt tilbage.

Wraae har trænet målrettet mod at komme tilbage til toppen af den internationale elite, og kursen er nu sat mod OL i 2012.

Bedste resultater hidtil:

Nr. 5 ved VM 2001 i Polen (K2 1000 meter)
Nr. 5 ved VM 2002 i Spanien (K2 1000 meter)
Nr. 2 ved World Cup i Duisburg, Tyskland (K2 1000 meter)
Nr. 1 ved World Cup i Hazewinkel, Belgien (K2 1000 meter)
Guld ved DM på 500-meter i enerkajak i 1999, 2001, 2002, 2004 og 2007.
DM-guld i toerkajak i 2001 (- på både 500 og 1000 meter med Mads Kongsgaard) og i 2007 sammen med Rene Holten Poulsen – på både 500 og 1000 meter).
Nr. 1 ved EM 2008 (K2 1000 meter)
Sølv ved OL 2008 i 1000 meter toerkajak sammen med René Holten Poulsen.

Team Copenhagen uddelte i alt 1.235.000 kr. i støtte til Københavns eliteidræt ved sin 20. uddeling i begyndelsen af december.

8. december 2010

Silkeborg Kajakklub havde en formidabel sæson i 2010

Silkeborg Kajakklub har på klubbens hjemmeside gjort status over 2010-sæsonens resultater, og på listen finder man en lang række internationale topresultater.

Træner Finn Pape og øvrige trænere i Silkeborg kan dermed se tilbage på en sæson, hvor man udover de flotte resultater har markeret klubben som talentfabrik i den helt store målestok.

Resultaterne for 2010 er som følger:

Marathon

VM sølv til Jeanette Løvborg i Dame senior K2 marathon sammen med Birgit Pontoppidan, Gladsaxe.
World Cup 2 x Guld til Jeanette Løvborg i Dame senior K2 marathon med Birgit Pontoppidan, Gladsaxe.

Sprint

VM nr. 6 til Emil Stær i Herre senior K2 500m.
EM bronze til Rasmus M. Jørgensen i Herre U18 K2 1.000m.
NM 5 x guld til Rasmus M. Jørgensen, bl.a. i Herre U18 K1 1.000m.
NM 3 x guld til Annemia Pretzmann i Dame U18.
NM 2 x Guld til Jeppe Jensby, bl.a. i Herre U16 K1 3.000m.

Silkeborg Kajakklub havde desuden 12 roere på landsholdene U16, U18, U21, U23  og senior i 2010-sæsonen, og vandt derudover en lang række øvrige nationale og internationale medaljer i 2010.

Landsholdsroere i 2010:

U16: Jeppe Jensby, Jakob Dalsgaard Thøstesen og Casper Pretzmann.
U18: Rasmus M. Jørgensen og Annemia Pretzmann.
U21: Christian Jørgensen.
U23: Lars Damgaard og Nikolaj Dagnæs.
Senior: Jeanette Løvborg, Emil Stær, Lars Damgaard og Nikolaj Dagnæs

Medaljer ved DM marathon:

11 guld
5 sølv
4 bronze

Medaljer ved DM sprint:
21 guld
18 sølv
19 bronze

Træningen frem mod 2011-sæsonen og helt nye mål er samtidig allerede gået i gang.

Man kan få et godt indblik i vintertræningen på Kraftcenter Silkeborg ved at se videoen herunder:



Dansk Kano og Kajak Forbund har i øvrigt for 2011 ansat Silkeborgs træner Finn Pape som U16-landsholdstræner.

7. december 2010

Lasse og Casper Nielsen modtager OL-legat fra IOC

IOC har netop tildelt brødrene Nielsen et særligt OL-legat.  Foto: Jens Thybo

Den Internationale Olympiske Komité har netop tildelt Lasse og Casper Nielsen fra Gladsaxe Kano og Kajakklub et sekscifret legat som skal bruges til de kommende OL-forberedelser, fortæller Dansk Kano og Kajak Forbund i dag på forbundets hjemmeside.

Legatet skal ses på baggrund af mandskabets flotte resultater i 2010. Efter to medaljer ved World Cup og en fjerdeplads ved EM, er det realistisk, at brødrene kan kvalificere sig til OL og blande sig helt fremme i kampen om medaljerne, vurderer DKF.

OL-kvalifikationen kan komme i hus for brødrene ved VM i august i Ungarn, hvor kravet er en sjetteplads på 200 meter distancen.

Lasse Nielsen deltog i 2004 som blot 20-årig i OL i Athen i toerkajak over 1.000 meter sammen med Mads Kongsgaard.

Det er Dansk Kano og Kajak Forbund og Danmarks Idræts Forbund, der har søgt om OL-legatet til Lasse og Casper Nielsen.

6. december 2010

Birgit Pontoppidan fik idrætspris i Gladsaxe

Gladsaxe Byråd har siden 1973 inviteret til en årlig idrætsmodtagelse på rådhuset, og i år gik de aktives pris endnu en gang til en kajakroer.

Det var VM-sølvvinderen Birgit Pontoppidan, der modtog den flotte hæder og 10.000 kr. samt en bronzestatuette, der er skabt af den kendte kunstner, Bjørn Nørgaard.

Til Gladsaxe Kommunes Idrætspris for de aktive var de tre nominerede for 2010 Lasse Dittmann, Bagsværd Roklub, Birgit Pontoppidan, Gladsaxe Kano- og Kajakklub, og brødrene Casper og Lasse Nielsen, ligeledes fra Gladsaxe Kano- og Kajakklub.

Ved prisoverrækkelsen fremhævede borgmester Karin Søjberg Holst, at hendes unge alder til trods, så er Birgit allerede en rutineret deltager ved idrætsmodtagelsen. Tilbage ved idrætsmodtagelsen i år 2000 var Birgit med, og det var i aldersgruppen 15-18 år. Siden har Birgit været med hvert eneste år, men i år er det så som prismodtager.

I motivationen for prisen blev det nævnt af borgmesteren, at Birgit i år har opnået sit bedste resultat til dato med sølv ved verdensmesterskabet i toerkajak på marathondistancen.  Med hendes stædighed, træningsflid og enorme gå-på-mod har hun vist, at hun kan rykke, når det gælder.

I 2009 blev det til en 7. plads til VM marathon, og i år blev det til den utrolig flotte sølvmedalje ved VM.

Dem, der kender Birgit på tæt hold tror, at dette resultat giver hende endnu mere lyst til at træne frem mod at stå øverst på skamlen, som roere fra Dansk Kano og Kajak Forbund har gjort i de senere år, sagde Karin Søjberg Holst ved prisoverrækkelsen.

Foruden uddelingen af den fornemme idrætspris blev 109 aktive hyldet på Gladsaxe Rådhus for deres præstationer ved VM, EM, NM og DM i 2010.

Gennem tiden har følgende kano- og kajakroere vundet idrætsprisen i Gladsaxe:

2008 Henriette Engel Hansen, Kano- og Kajakklubben 361
2007 Henriette Hansen, Kano- og Kajakklubben 361 og Anne Lolk, Gladsaxe Kano & Kajakklub
2002 Lasse Nielsen, Gladsaxe Kano & Kajakklub
1994 Arne Nielsson og Christian Frederiksen, Nybro-Furå Kano- og Kajakklub
1990 Arne Nielsson og Christian Frederiksen, Nybro-Furå Kano- og Kajakklub
1987 Yvonne Knudsen, Gladsaxe Kano & Kajakklub
1985 Henning Lynge Jacobsen, Nybro - Furå Kano- og Kajakklub
1978 Jørgen Lassen, Nybro-Furå Kano- og Kajakklub

1. december 2010

Landsholdssamling for det danske K4-projekt

Se de danske landsholdsroere træne igennem på samlingen d. 26. - 28. november i Bagsværd.