17. marts 2016

OL-målsætning på 10 medaljer

DIF og Team Danmark er nået frem til en foreløbig fælles medaljemålsætning for OL i Rio på 10 medaljer. Ikke siden 1948 har Danmark vundet flere end 9 medaljer.

På samme tidspunkt for fire år siden forud for OL i London lød den danske medaljemålsætning på syv medaljer. Der var altså tale om en markant opgradering, da DIF’s OL-chef de mission Morten Rodtwitt og Team Danmark-direktør Lone Hansen torsdag på et pressemøde offentliggjorde en medaljeambition for Rio-legene på 10 medaljer.

”I et historisk perspektiv vil 10 medaljer være en sensationel præstation, men det er en realistisk målsætning. Der er så stor kvalitet hos atleterne og i forbundene i øjeblikket, og vores forberedelser er så grundige og ambitiøse, at vi kan melde denne målsætning ud,” siger Morten Rodtwitt, der er DIF’s chef de mission for det danske OL-hold.

Umiddelbart inden legene i London blev medaljemålsætningen opjusteret fra syv til otte medaljer. Medaljehøsten blev ni medaljer - den bedste danske præstation ved et Sommer-OL siden 1948.

Nu er der basis for at gøre det endnu bedre. Det på trods af, at der den seneste tid også har været nogle tilbageslag. Bryderen Mark O. Madsen lider i øjeblikket under følgerne af en hjernerystelse, badmintonspilleren Carsten Mogensen har været gennem en hjerneoperation, og 49er-sejler Jonas Warrer og Anders Thomsen, der havde kvalificeret sig til OL, er gået hver til sit.

Baggrunden for medaljemålsætningen er en analyse af atleters præstationer ved VM i 2013, 2014 og 2015, Infostradas matematiske analyse for februar og marts 2016 og 16 individuelle møder med sportscheferne fra de olympiske forbund på en studietur i Rio i sidste uge.

”Det har været meget opløftende at mærke den seriøsitet og optimisme, som sportscheferne har videreformidlet. Jeg glæder mig til at se resultaterne af arbejdet i Rio,” siger Morten Rodtwitt.

Vigtig opbakning fra partnere
Ifølge Lone Hansen, direktør i Team Danmark, er der grund til at hæfte sig ved, at der er medaljepotentiale i mange forskellige discipliner. Det er unikt for et lille land som Danmark.

”Jeg synes, Danmark kan være stolt af, at vi har atleter på højeste niveau i så bred en vifte af sportsgrene. Det viser, at mange forbund er dygtige til at udvikle talenter og gøre dem klar til at kæmpe om medaljer,” siger hun.

Team Danmarks eksperter har siden OL i London arbejdet tæt sammen med sportschefer, landstrænere og atleter om at stå bedst muligt forberedt til OL. Olympiske partnerskaber og især en stor donation på hele 55 millioner kroner fra Netto, føtex og Bilka via en donation fra Salling Fondene har været afgørende for at sikre endnu bedre forberedelser for de danske atleter og dermed bedre mulighed for at hente medaljer hjem til Danmark.

”Vi ved, at medaljerne bliver dyrere og dyrere at vinde, og samtidig stiger konkurrenceniveauet i takt med, at langt de fleste lande investerer voldsomt i eliteidræt. Derfor er det afgørende, at vi har mulighed for at give de bedst mulige vilkår for de atleter, der skal repræsentere Danmark ved OL i Rio til august, og opbakningen fra vores olympiske partnere er uvurderlig,” siger Lone Hansen.

Medaljemålsætningen er et udtryk for et øjebliksbillede, og mange faktorer som eksempelvis skader blandt atleterne i den kommende tid kan ændre billedet. Den endelige medaljemålsætning forventes udmeldt den 5. juli – en måned før OL starter.

Den øjeblikkelige status er, at medaljerne forventes at komme i følgende sportsgrene:

Badminton
Brydning
Cykling
Håndbold
Kajak
Roning
Sejlsport
Svømning

Team Danmark tror på OL-medalje til René H. Poulsen ved OL i Rio.

26. januar 2016

René Holten Poulsen udtaget til OL

Kajakroeren René Holten Poulsen er som den 10. danske atlet blevet udtaget til OL i Rio. Han er verdensmester, blev tidligere på året kåret til Årets Sportsnavn og drager til OL som et af de største danske medaljehåb.

På baggrund af en indstilling fra Dansk Kano og Kajak Forbund har DIF’s bestyrelse udtaget René Holten Poulsen til OL i Rio. Der er tale om en af de helt store profiler i dansk idræt, og han bliver udtaget på baggrund af sine præstationer ved VM sidste år, hvor han vandt guld i enerkajak på både 500 og 1000 meter-distancen. Præstationer, der var stærkt medvirkende til, at han ved DIF, Team Danmark og DR’s store galla, Sport 2015, blev hædret med de to største priser, Årets Sportsnavn og BT Guld.
Han mødte op til OL i London i 2012 med medaljeambitioner, men måtte nøjes med en fjerdeplads. Dengang lagde han ikke skjul på, at resultatet var en stor skuffelse for ham. Han lægger heller ikke skjul på, at han vil opnå et bedre resultat i Rio.

”Mentalt er jeg i dag et helt andet sted, end jeg var for fire år siden, hvor jeg slæbte jeg mig selv til OL i sidste øjeblik. Denne gang er der langt bedre styr på alt det praktiske og træningen på grund af min træner, og det betyder meget. Det hele er bygget op om mig,” siger René Holten Poulsen.

Globale forberedelser

Mens isen har lagt sig på Bagsværd Sø, har René Holten Poulsen opholdt sig i udlandet. Dog ikke sydpå, men mod nord i Norge, hvor han den seneste måned har trænet langrend op til fem timer om dagen for at forbedre sin styrke og udholdenhed.

”Jeg træner på ski sammen med nogle rigtig gode folk. Det er fedt, at vi har disse afbræk, hvor vi træner på en anden måde. Så glæder vi os endnu mere til at skulle på vandet igen,” siger han.

I disse dage er han hjemme i Danmark på et kort ’pit stop’, inden turen går til det behagelige og kajak-venlige klima i Florida, hvor han træner frem til midten af april, inden turen igen går til Danmark. Herefter venter en træningslejr i Ungarn, og alt sammen skal føre til et topresultat i Rio.

”Den der vinder OL, er den, der ikke er bange for at ro. I London roede jeg lidt for forsigtigt. Ved VM roede jeg til fra start, og det bliver også min indgangsvinkel i Rio - at gå 100 procent efter det,” siger René Holten Poulsen.

Største danske medaljehåb

DIF’s OL-chef de mission, Morten Rodtwitt, lægger ikke skjul på, at det er en af de helt store profiler, der nu er blevet udtaget, og at René Holten Poulsen er en meget central brik på det danske hold.

”Han er vores største medaljehåb i Rio, og jeg tror ikke, at René ser anderledes på det. Desuden er han en foregangsperson, som sætter nye standarder i forhold til vilje og ambitioner. I forhold til London-legene er han mere voksen nu og hviler i sig selv, uden at det er gået ud over hans vildskab. Du må aldrig pille egoet ud af ham, for så forsvinder hans helt specielle drive,” siger Morten Rodtwitt.

Team Danmark-direktør Lone Hansen har også de store roser fremme til kajakroeren, der tilbage i 2008 vandt OL-sølv i toerkajak sammen med Kim Wraae.

”Han har efterhånden været en del af verdenstoppen i flere år, og det kræver ud over talent og stenhårdt arbejde, at man sammen med sit trænerteam hver eneste dag er villig til at kæmpe for at blive endnu bedre. Atleter, der går målrettet efter deres drømmemål, er inspirerende og fascinerende for os alle at følge, og her er René absolut et af de gode forbilleder," siger Lone Hansen.

Ved OL i Rio skal René Holtens konkurrere i 1.000 meter enerkajak (500 meter-distancen er ikke en olympisk disciplin).

Fakta om René Holten Poulsen

Alder: 27 år

Disciplin: K-1 1000 meter

Tidligere OL-deltagelser: Beijing 2008 (sølv K-2 1.000), London 2012 (nummer 4 K-1 1.000)

Udvalgte resultater:

2015: VM-guld (K-1 1.000, K-1 500), EM-guld (K-1 500, K1 5.000), EM-sølv (K-1 1.000), European Games-bronze (K1 1.000)

2014: VM-guld (K-1 500), VM-bronze (K-1 1.000), EM-sølv (K-1 500, K-1 1.000, K-1 5.000)

2013: VM-sølv (K-1 500), EM-guld (K-1 1.000, K-1 500), EM-bronze (K-1 5000)

2012: EM-guld (K-4 1.000), EM-sølv (K-1 1.000)

2011: EM-bronze (K-1 5.000)

2010: EM-bronze (K-1 1.000)

2009: EM-bronze (K-1 1.000)

2008: OL-sølv (K-2 1.000), EM-guld (K2 1.000)



Fakta om OL i Rio:

5.-21. august 2016

DIF og Team Danmark forventer at kunne stille med et endeligt hold på cirka 135 atleter. Det er de enkelte specialforbund, der indstiller atleter til udtagelse, og det er bestyrelsen i DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, som står for udtagelsen.