30. januar 2013

Team Danmark-elever klarer både skolegang og elitesport


Emilie Petersen, Maribo Kajakklub
MARIBO: Gymnasiet er hårdt knokleri, men også fester, kærester og ungdommelig ubekymrethed. For nogle. 

For Emilie Petersen, Stas Magdych og Jens Visbech er hverdagen skruet lidt anderledes sammen. De er Team Danmark-elever på Maribo Gymnasium, og tager ungdomsuddannelsen på fire år i stedet for tre.
De unge skal dyrke deres sport kajakroning  på eliteplan.

-Vores klassekammerater siger, at vi har det nemt, fordi vi gør dét på fire år, som de skal gøre på tre. Men vores hverdag er rimelig presset alligevel, siger Jens Visbech.

Hver morgen starter de med træningen i Maribo Kajakklub klokken 7.30. De er færdige 9.15, når skolen starter. Om eftermiddagen er der igen træning i et par timer. Aftenen bruges på at lave lektier.
Derudover er der træningslejre udenlands flere gange årligt.

-Gymnasiet er rigtig flink til at give os fri til at rejse på træningslejr. De ved, at vi nok skal få lavet vores ting, siger Jens Visbech.

-Hvis man vil være god til at ro kajak, så må man prioritere fester og andet fra. Vi får læst de vigtige lektier, og prioriterer at få lavet vores afleveringer, supplerer Emilie Petersen.
Fester og kæresterier bliver der altså ikke tid til.

-Jeg har vist været til én Gimle, siden jeg startede i gymnasiet, siger Stas Magdych, der går i 1. g.
-Gallafesten i 2. g. skal man jo med til. Men i sæsonen fra 1. januar til 1. oktober drikker vi slet ikke alkohol.
Og resten af året er det ikke sådan, at vi bare slår os løs, smiler Emilie.

Lidt socialt liv har de unge dog i kajakklubben.

- Kærester og venner finder vi naturligt i kajakkens verden. Vi er rigtig meget sammen, siger Stas.
Det koncentrerede samvær kan blive for meget.
-Det kan godt tage overhånd.

Når vi er af sted på træningslejr, og er sammen 24 timer i døgnet i flere uger. Så kan vi godt skændes lidt, griner Emilie.

Hun drømmer om at nå til VM til sommer. Stas vil gerne til Nordiske Mesterskaber og vinde Olympic Hopes turneringen. Jens håber, at Danmark stiller et drengehold til VM, så han kan tage medaljer.

Men på den lange bane ved de alle tre, at det bliver svært at få en fuldtidskarriere inden for sporten. Så gymnasiet er vigtigt. 

Stas vil gerne være økonom, Jens vil gerne være noget med kroppen, eksempelvis fysioterapeut. Emilie drømmer om at blive diætist.

-Faktisk er det også rart at have andet at gå op i end kajakken, siger Stas. 

26. januar 2013

Rene H. Poulsen fik sølv hos baglænsroerne med sportschef Bo Vestergaard

Rene H. Poulsen kan også ro baglæns viste han ved baglænsroernes
DM i indendørsroning i  Gladsaxe. Foto: Facebook.

Ved Dansk Forening for Rosports DM i indendørsroning i Gladsaxe Sportshal var René Holten Poulsen idag til start.

Det gik godt, og var rigtig sjovt fortæller DKF´s sportschef Bo Vestergaard. Vi stillede op for den olympiske klub, og sportschefen havde på sit hold bl.a. René H. Poulsen.

Mandskabet stillede op i "firmastafetklassen" 4 x 500 meter stafet, hvor det lykkedes at opnå en andenplads. Klassen var ikke en DM-klasse.

Selv om det normalt er i kajakken og kajakergometret at Maribo-roeren dyster, så viste René H. Poulsen idag, at han også kan ro stærkt i "baglænsergometret".

Vindere af firmastafetklassen blev Brandvæsenets Idrætsforening mens Olympisk Klub 1 tog bronze med bl.a. Eskild Ebbesen og Thomas Ebert (der erstattede Victor Feddersen) på holdet.

Til næste år overvejer Rene H. Poulsen endda at stille op individuelt over 2000 meter, skriver han på Facebook.

Resultater:


18. januar 2013

Martin Hunter ny landstræner i Sverige

Foto: @martyhsweden (Twitter)

Siden begyndelsen af 2011 har Martin Hunter været en af de to danske landstrænere i kajak. Nu er han netop blevet landstræner i Sverige, erfarer Kajaksporten i fokus idag.

Hunter startede i sit nye svenske landstrænerjob i mandags og skal med på den nært forestående svenske 8 ugers træningslejr i Florida.

Dansk Kano og Kajak Forbund har endnu ikke kommenteret på trænerskiftet.

Læs mere om Hunters nye job her






Ny kraftcenterstruktur på vej - Silkeborg og Maribo bliver superkraftcentre

Foto: Jens Thybo


Dansk Kano og Kajak Forbund udsendte i september 2012 et oplæg til en ny kraftcenterstruktur. Kajaksporten i fokus erfarer, at planerne nu er blevet konkretiseret.

DKF's bestyrelse har på sit møde den 13. januar vedtaget principperne for den fremtidige kraftcenterstruktur og går nu i dialog med Team Danmark om disse.

På baggrund af input fra de nuværende kraftcentre, har DKFs eliteansvarlige afholdt møder med kraftcentrenes ledelser for at drøfte deres potentialer samt lytte til hvordan ledelserne ellers så på oplægget og situationen i al almindelighed.

På den baggrund indstillede DKF´s eliteansvarlige Jan Darfelt til DKFs bestyrelse, at Maribo Kajakklub og Silkeborg Kajak Klub indstilles til ”Super kraftcentre” pr. 1/1 2013 og at der i forlængelse heraf forhandles et individuelt tilskud til de to superkraftcentre.

De øvrige kraftcentre ønskede enten en længere periode til at drøfte indholdet og perspektiverne i oplægget eller de ønskede en længere fase før end de var klar til at opfylde betingelserne i oplægget. Enkelte meldte ud at de ikke ville kunne leve op til vilkårene i oplægget.

Med baggrund i dette indstillede Jan Darfelt, at der nu forhandles et individuelt tilskud med de øvrige kraftcentre for 2013, således at disse kraftcentre fortsætter uændret, idet der dog i drøftelserne med Vallensbæk og Gladsaxe indgår drøftelser om start af superkraftcenter fra 1/1 2014.

Med baggrund i ovennævnte foreslår Jan Darfelt, at DKF arbejder mod en kraftcenterstruktur pr. 1/1 2014,
der har i alt 4 superkraftcentre – Maribo, Silkeborg, Vallensbæk og Gladsaxe.

Disse superkraftcentre skal således som udgangspunkt have en fuldtidsansat træner, samt på forskellig måde leve op til de yderligere opgaver som er omtalt i oplægget omkring superkraftcentre.

Yderligere indstilles Vejle Kajakklub og Kraftcenter Vest (Pagaj Holstebro og Struer Kajakklub) til at fortsætte uændret som kraftcentre, idet det forudsættes at Kraftcenter Vest har et tæt koordineret samarbejde med Silkeborg. Indholdet af aftalerne med disse to kraftcentre aftales individuelt.

Det indstilles tillige, at tilskud til Kraftcenter København ophører og at det samtidig foreslås, at
Skovshoved Roklub, Hellerup Kajakklub og Holte Roklub søger samarbejde med Kraftcenter
Gladsaxe og at Sundby Kajakklub, Kajakklubben Neptun og Hvidovre Kajakklub m.fl. søger
samarbejde med Vallensbæk.

Det anbefales at dette samarbejde styrkes gennem disse klubbers deltagelse i styregruppearbejdet, samt
at de indgår i en økonomisk fordeling, så de to superkraftcentre styrkes såvel via arbejdskraft/frivillige,
samt gennem styrkelse af den samlede økonomi i centrene.

Hvis der kan opnås enighed om en sådan fremtidig struktur vil DKF kunne bruge kræfterne på at
styrke og udvikle disse centre/organisationer, samt derudover styrke indsatsen omkring ATK-klubber
og dermed klubbernes interesse for at arbejde med børn, unge og konkurrenceidræt, lyder det fra Jan Darfelt.

DKF er pt. i en forhandlingsfase med Team Danmark omkring økonomien til elitearbejdet og den 28. januar 2013 afholdes møde med Team Danmarks direktør om midlerne til dette arbejde.
'

13. januar 2013

Emma Jørgensen og Amalie Thomsen får hjælp fra Team Danmarks talentprogram

Amalie Thomsen og Emma Jørgensen (i midten) er nu kommet med i Team Danmarks talentprogram.


28 danske supertalenter får nu endnu bedre muligheder for at nå deres sportslige drømmemål. Blandt disse er kajakroerne Emma Jørgensen og Amalie Thomsen.

De 28 talenter får særlig adgang til Team Danmarks eksperter, så de i en tidligere fase af deres udvikling kan få den bedste rådgivning og vejledning. For hvert af talenterne – der er mellem 14 og 20 år – bliver der udarbejdet helhedsplaner, som fokuserer på deres sportslige, uddannelsesmæssige og personlige udvikling.

Målet er også at udvikle en stærk talentkultur, som kan styrke talenterne og deres trænere på tværs af sportsgrenene. Videndeling og læring fra de andre talenter i lignende situationer er centralt. Ligesom regelmæssige træningssamlinger og skræddersyede forløb for hele talentgruppen og deres trænere er væsentlige elementer.

Team Danmark direktør, Michael Andersen, forventer sig meget af det nye talentprogram, som bryder med den traditionelle talentstrategi, hvor talenterne udelukkende udvikler sig i deres egen sportsgren:

”Det er en ny og anderledes måde at angribe talentarbejdet på. Vores talentprogram fokuserer på videndeling på tværs af sportsgrenene og tilfører dermed en ny dimension til dansk talentudvikling. Derudover styrker programmet talenternes mulighed for at kombinere sport og uddannelse, så vi bliver endnu bedre til at udvikle hele mennesker. Jeg er overbevist om, at den nye tilgang kommer til at gøre en markant forskel på den lange bane,” siger Michael Andersen.

Det er midler fra Dansk Supermarked, som har doneret 10 mio. kr. til at udvikle de bedste danske talenter frem mod Rio 2016, der gør det muligt for Team Danmark at etablere det nye talentprogram.

Mål for programmet:

• I 2016 skal mindst 50 % af talenterne fra programmet være Verdensklasseatleter eller Eliteatleter.

• Minimum 75 % af talenterne fra programmet skal opnå top-otte resultater ved VM på seniorniveau i den efterfølgende periode 2017-2020.

 Ved EM sprint for juniorer i Portugal 2012 vandt Amalie Thomsen, Limfjorden og Emma Jørgensen, Maribo guld i K2 500 meter og sølv i K4 500 meter.

12. januar 2013

Medaljebilleder fra DM ergometer 2013 - seniorklasserne

Dame senior 500 m - fra venstre Anne Nielsen, Emma Broberg og Ida Willumsen.
Foto: Thomas Storch.

Herre senior 1000 meter. Fra venstre: Kasper Bleibach, René Holten Poulsen og Lars Damgaard. Foto: Thomas Storch.

Dame senior 200 meter. Fra ventre Ida Willumsen, Maja Rosenkrands og Anne Nielsen. Foto: René Michelsen

Herre senior 200 meter fra venstre Troels Lund, Kasper Bleibach og Jimmy Bøjesen. Foto: Thomas Storch.
Resultaterne fra DM 2013 findes her

173 deltagere var med.

9. januar 2013

Individuelle trænere til René Poulsen og Henriette E. Hansen på vej

René Poulsen. PR-foto fra Red Bull.

Dansk Kano og Kajak Forbund arbejder på at skabe individuelle trænerløsninger i 2013 for både René  Holten Poulsen og Henriette E. Hansen, erfarer Kajaksporten i fokus. 

Sportschef Bo Vestergaard har møder med de to roere de næste dage, og først herefter kan han fortælle,  hvordan trænerbemandingen bliver.

Så vidt Kajaksporten i fokus fra anden kilde erfarer, skulle der dog være tale om den samme personlige træner til både Rene Holten Poulsen og Henriette Engel Hansen.

René Poulsen var for nylig på besøg hos Red Bulls internationale "Diagnostics & Training Center" (DTC), der ligger i Thalgau, Østrig. DTC er skabt specifikt til at teste, undersøge og forbedre Red Bull-atleters præstationer. Her står et team af trænere, fysioterapeuter og psykologer klar til at tilbyde deres viden og ekspertise til internationale topatleter.

Kajaksporten i fokus har uden held forsøgt at få en kommentar fra Red Bulls danske kommunikationsansvarlige om Red Bull´s testcenter og støtte til René Holten Poulsen i forhold til den hjælp Team Danmark yder.

Fotos fra Red Bulls tests i Østrig kan iøvrigt ses her.

Status for Aldersrelateret Trænings Koncept i Dansk Kano og Kajak Forbund


DKF er nu op startet på et nyt træningskoncept
tilpasset forskellige alderstrin.
Foto: Jan Christensen.
Kajaksporten i fokus har set på en status for det såkaldte ATK-projekt i Dansk Kano og Kajak Forbund pr. 1. januar 2013.

DKF har i 2012 afholdt 2 x AldersRelateret Træningskoncepts kurser i Kildeskovshallen, hvor der har været deltagere fra Hellerup og Skovshoved.

På kursus nr. 1 var Helle Stuart underviser og emnerne var kapitel 1 og 5 i ATK-bogen. På kursus nr. 2 var Rene Olsen underviser, stand in for Mads K. Her var emnerne kapitel 2 og 3 i bogen.

Desuden er følgende ”Roadshows” gennemføret i slutningen af 2012.

9/10 -2012
o Kajakklubben Esrum Sø
o Kajakklubben Krogen

10/10-2012
o Vallensbæk Kano og Kajak Club
o Ringsted Kajakklub
o Køge Kajakklub

25/10-2012
o Kajakklubben Neptun
o ARK

29/10-2012
o Nybro Furå
o Gladsaxe
o Lyngby
o Nord
o Sundby
o Hellerup

27/11 -2012
o Odense Kajakklub
o Nyborg
o Troense
o Kerteminde

18/12-2012
o Aarhus Kano og Kajaklub
o Skjold
o Viking
o Silkeborg
o Skanderborg
o Vejle Kajakklub
o Pagaj

Samtidig vises der meget stor interesse for at sende deres medlemmer på det 6 timers, 2 delte ATK modulkursus.

Disse kurser bliver oprettet snarest her i løbet af 2013 i DKF shoppen på nettet.

Status på pilotprojektet i Hellerup og Skovshoved er, at Hellerup har fremsendt en oversigt over, hvordan deres ungdomsafdeling er bygget op, og hvordan de opfylder de certificerings kriterier DKF har opstillet. Hellerup opfylder til fulde alle kriterier, og det eneste der mangler nu, er en officiel dato for overdragelsen af certificeringen  i slutningen af januar.

Skovshoved Roklub opfylder pt. ikke helt alle kriterierne, de er mest bagud med materiel og antal trænere.
Skovshoved har ønsket, at kunne blive certificeret på deres polo afdeling, hvilket kræver, at de kan opfylde kriterierne for både polo og kap/børne afdelingen. Målet er at kunne lave den officielle godkendelse til årsmødet.

I februar 2013 afholdes iøvrigt et ”Roadshow” i Nordjylland og et ATK kursus på Sjælland og i Jylland.

Majbrit Ølgaard ny Team Danmark konsulent for kajak

Majbrit Ølgaard, (Foto: TD)

Dansk Kano og Kajak Forbund har pr. 1. januar 2013 fået en ny Team Danmark konsulent.

Kajak er hos TeamDanmark kategoriseret som en såkaldt "udholdenheds-sportsgren" og får nu konsulenten Majbrit Ølgaard, som også har triatlon og i kategorien Tekniske sportsgrene desuden Ridning og Handicap idræt.

Drøftelsen om DKF´s masterplan 2013 - 2016 færdiggøres dog med DKF´s tidligere TD-konsulent Nicolaj Holmboe.

Majbrit Ølgaards sportslige baggrund har rødder i rosporten, hvor også hendes tre søskende var aktive. Hun tog dog skridtet videre og endte blandt andet med at vinde en sølvmedalje ved VM 2002 i klassen damedobbeltfirer samt deltog ved OL i Athen 2004.