30. december 2011

Årets U16-præstation 2011: Nicolai Mørcke kåret


Afstemningen om årets danske U16-præstation i 2011 er nu slut, og rigtig mange læsere af "Kajaksporten i fokus" har afgivet deres stemme. Hele 148 personer har stemt med.

Rigtig mange U16-roere har ydet fornemme præstationer i 2011, hvilket ikke mindst kom til udtryk ved de nordiske mesterskaber i Sverige og Olympic Hopes regattaen i Polen.

Resultatmæssigt var det det bedste danske U16 NM i mange år. I alt vandt U16-landsholdet: 16 guld, 14 sølv-, og 5 bronzemedaljer i de i alt 18 discipliner. Ved Olympic Hopes regattaen var der desuden meget flotte resultater til bl.a. Emma Aastrand Jørgensen og Emilie Ahmt Petersen, begge Maribo i et særdeles skrapt internationalt selskab.

Så det har været en vanskelig opgave for læserne af "Kajaksporten i fokus" at vælge mellem de mange kvalificerede kandidater til prisen for årets U16-præstation 2011.

Efter optællingen af alle stemmerne blev det Vejles Nicolai Mørcke, der vandt med 39% af alle de afgivne stemmer. Emma Aastrand Jørgensen sikrede sig næstflest stemmer i afstemningen.

Vi bringer her et lille miniportræt af  Nicolai Mørcke.

Nicolai startede med at ro kajak som 12-13 årig, og kom på Vejle Kajakklubs kraftcenter tilbage i oktober 2009.

- Nicolai kender vi som den hurtige roer, men samtidig er Nicolai også kulturbærer, fortæller hans træner Christian Nielsen.

- Han er en af de roere som klarer sig godt i skolen, som får fritid, familie, sport og skole til at gå op i en højere enhed samtidig med en kæmpe træningsiver.

- Selvfølgelig er træningsmængden høj, men Nicolais talent ligger ikke nødvendigvis i hvad og hvor meget træning han laver, men nærmere i hvordan han udfører træningen. På alle træningspas er fokus sat på målet med træningen og ikke blot at udføre den, fortæller Christian Nielsen.

Nicolais fremgang har hele tiden været markant, dog er det først det sidste år, at han har gjort sig rigtig bemærket nationalt.

- Jeg tror, at Nicolai fortsætter med at træffe de rigtige valg for ham selv og udvider sin erfaring - og derved bliver ved med at rette de små detaljer, der gør den store forskel.

Nicolai  blev bl.a. en stor medaljesluger bl.a. ved dette års NUM i Sverige, hvor høsten i U16-klassen bestod af ikke mindre end 6 medaljer:

Guld K4 500 meter
Guld K2 2500 meter
Guld K2 500 meter
Guld K1 4 x 200 meter stafet
Sølv K1 500 meter
Sølv K1 2500 meter

Landstræner René Olsen har også Nicolai Mørcke med i den nye U18-landsholdsbruttotrup for 2012, så mon ikke der følger flere flotte præstationer og resultater i den kommende sæson!


29. december 2011

Ny U16-bruttolandsholdstrup 2011/2012

U16-landstræner Finn Pape har i oktober udtaget en U16-bruttolandsholdstrup for vinteren 2011/2012

Pernille Hansen (i blåt) og Anne-Sofie Winter (bane 5)
er også med i truppen.
Følgende piger er udtaget til truppen:

Emma Jørgensen, Maribo Kajakklub
Katrine G. Christensen, Silkeborg Kajakklub
Nanna Aagaard, Silkeborg Kajakklub
Katja Holm, Maribo Kajakklub
Marie Ingemann, Silkeborg Kajakklub
Christina Winther, Horsens Kajakklub
Natasja Justesen, Maribo Kajakklub
Anne-Sofie Winther, Silkeborg Kajakklub
Pernille Hansen, Gladsaxe Kano og Kajakklub

Mikkel Thybo, Silkeborg er med i truppen hos drengene.
Drenge:

William Hansen, Sorø Kajakklub
Mikkel Thybo, Silkeborg Kajakklub
Morten Graversen, Silkeborg Kajakklub
Tobias Møller, Vejle Kajakklub
Thomas Raben, Hellerup Kajakklub
Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub
Frederik V. Rasmussen, Kano og Kajakklubben 361
Søren Maretti, Silkeborg Kajakklub
Stas Magdych, Maribo Kajakklub
Mikkel Ibsen, Maribo Kajakklub

Emil Skovgaard, Caroline Mogensen og Catrine Rask har via præstationer i 2011 sandsynliggjort at de kan blive udtaget til U16 NM i 2012, og er dermed kvalificeret til U16 Bruttolandsholdet fra foråret 2012, lyder udmeldingen fra U16-landstræneren.

Ved Copenhagen Springregatta vil der være ny kvalifikation til U16 Bruttolandsholdet, og ved Bagsværd Regatta, som afvikles første weekend i juni måned, vil der være endelig udtagelse til U16 NM Landsholdet, som vil bestå af 8-10 drenge og 8-10 piger.


Stortalentet Emma Jørgensen fra Maribo har selvsagt sat sig sikkert på en af landsholdspladserne i truppen.



28. december 2011

Nye bruttotrupper til U18- og U23-landsholdene på plads


William Axelsen og Martin Larsen er blandt de roere,
der er med i U23-bruttotruppen.

Dansk Kano og Kajak Forbunds nye U18 og U23 Landstræner René Olsen har udtaget et nyt U23 bruttolandshold efter sin tiltrædelse den 16. december 2011.

Det nye U23 Bruttolandshold er udvidet med en række aktive, og René Olsen har valgt at satse på at stille med det stærkest mulige U23 Landshold til U23 EM i 2012.

Kun de U23-roere der skal deltage i OL holdes ude af U23 Landsholdet i 2012.

I alt 10 kajakroere og 2 kanoroere er udtaget til det nye U23 Bruttolandshold.  Der er ikke blevet udtaget nogen U23-kvinder.

Det nye U18 Bruttolandshold er udvidet med 5 aktive, så det nu består af i alt 20 aktive. Blandt de nytilkomne på landsholdet er Morten Graversen og Jeppe Jensby fra Silkeborg.

Se de to bruttolandsholds sammensætning herunder:





23. december 2011

Årets master præstation 2011: René Olsen kåret


Foto: René Olsen ved EM i Frankrig - http://www.kajakinfo.dk/
Afstemningen om årets masters præstation er nu afsluttet, og der blev her givet flest stemmer til René Olsen fra Maribo, der ved EM i Frankrig i juli vandt EM guld i aldersklassen 35-39 år. Det er læserne af "Kajaksporten i fokus", der har indstillet kandidater og efterfølgende har kunnet stemme.

I afstemningen om årets masters præstation 2011 vandt han knebent foran søstrene Helle og Ulla Stuart, der ved samme EM også vandt guld i K2 i aldersklassen 50+.

Senere på sæsonen var René Olsen til start ved VM marathon i Singapore i seniorklassen, hvor han opnåede en 13. plads efter en uheldig kæntring i starten af løbet. 

I december blev René Olsen ansat som ny landstræner for U18- og U23-landsholdet, men vil fortsætte sin aktive karriere på marathonsiden.

Resultatlisten fra EM marathon i herre 35-39 år kan du se her:



Ved samme EM i Frankrig var der i øvrigt en række andre flotte danske masters resultater og danske medaljer:

Lise Gram Eriksen - 1. plads K1 35+
Ebbe Møller - 3. plads i K1 60+
Lise Gram Eriksen / Monica Duc (FRA) - 1. plads K2 35+
Helle Stuart / Ulla Stuart - 1. plads i K2 50+

Hjemmesiden http://www.kajakinfo.dk/ omtaler udførligt mange danske masters aktiviteter indenfor kajaksporten.

21. december 2011

Årets kano præstation 2011: Anders Thygesen hædret

Efter indstilling af læserne af Kajaksporten i fokus kan vi nu også kåre årets kanopræstation 2011.

Kanosporten har i en del år været koncentreret i få klubber, men en af de klubber, der senest har taget kapkano-disciplinen op er Vallensbæk.

Ved DM sprint hentede Anders Thygesen i år bl.a, guld i U16 C2 200 meter med klubkammeraten Christoffer B. Hansen og han gjorde samtidig en god figur i C1.

Søren Hyttel indstillede derfor Anders Thygesen, Vallensbæk til årets kanopræstation med følgende begrundelse: Det er fedt at se, han kæmper og spændende at se hans udvikling i C1.

Anders Thygesen begyndte i Vallensbæk Kano og Kajak Club for 3 år siden, men skiftede i år over til kapkano, og det skifte er lykkedes. Han træner 10-12 gange om ugen og er nu også kommet med på klubbens kraftcenter.

I næste sæson er Anders Thygesen også at finde i U16-klassen.

Et stort skulderklap skal følge herfra!

Årets marathon præstationer 2011: Sofie Aastrand Jørgensen og Birgit Pontoppidan kåret

I afstemningen om årets marathonpræstationer 2011 var det kvinderne der løb med stemmerne.

Maribos Sofie Aastrand Jørgensen var nomineret i både marathon K1, marathon K2 og i U23 klassen, og Gladsaxes Birgit Pontoppidan var nomineret i marathon K2 sammen med sin makker Sofie Aastrand Jørgensen.

Og de to kvinder løb også med sejren i de 3 afstemninger. Sofie Aastrand fik således flest stemmer i både marathon K1 og U23-kategorien, mens Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen sammen vandt marathon K2-afstemningen.

De to kvinder har gennem hele 2011-sæsonen både været K2-makkere, men også konkurrenter i K1, og det udgangspunkt har kastet masser af flotte præstationer af sig

Sofie Aastrand Jørgensens imponerende sæson gav fornemt udbytte i form af bl.a. U23 EM K1 guld og U23 VM K1 sølv. Derudover vandt hun også Dalsland Kanot marathon 2011.

Birgit Pontoppidan vandt bl.a. World Cup sølv i K1, EM sølv i K1, Amager Strandpark Rundt 2011 og DM marathon i K1.

Og både for Sofie og Birgit var VM i Singapore afslutningen på en særdeles succesrig sæson.

Verdensmesterskaberne i U23-klassen blev en sand triumf for Sofie Aastrand Jørgensen. Efter en del dramatik både til lands og til vands kunne den talentfulde Maribo-pige efter VM-løbet kalde sig verdens næstbedste i K1 i sin aldersklasse.

Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen blev samtidig nummer fem i kvindernes toerkajak efter et velgennemført løb lige under halvandet minut efter de ungarnske vindere i seniorklassen.

Det var første gang, at den nye danske toerkajak med Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen deltog ved VM, og de fulgte dermed flot op på den mangeårige danske tradition med topresultater ved VM i kvindernes toerkajak.

- Sofie og jeg havde et rigtig godt K2-løb i Singapore, hvor vi begge var meget tilfredse med både resultatet og måden, vi roede løbet på, fortæller Birgit Pontoppidan efter kåringen af årets marathonpræstationer 2011.

- Vi greb alle de chancer vi fik undervejs, og fik det optimale ud af dem. Et sammenstød af flere både efter de første 200 meter isolerede førerfeltet meget tidligt, hvor vi desværre røg ned i andengruppen.

- Men med de fire både, der var stukket af ved begyndelsen, var den derudfra bedste placering, vi kunne opnå en femteplads. Så ud fra de omstændigheder vi var givet, var det en succes at blive nummer fem og at ro de franske piger af hængeren undervejs, samt at vinde slutspurten over svenskerne.

- Med lidt held og mere rutine, kan vi måske træde ind i medaljerækken en anden gang, vurderer Birgit Pontoppidan.

Og de to kvinder er da også i fuld sving med vintertræningen, hvor bl.a. et World Cup stævne på Bagsværd sø og VM i Italien venter næste år.



20. december 2011

Årets senior præstation 2011: Jimmy Bøjesen løb med prisen


I går kunne Jimmy Bøjesen fejre sin 21 års fødselsdag og efter afstemningen om årets præstation i dansk kajaksport, er der dukket en ekstra gave op.

Struer-roeren kan nemlig nu glæde sig over, at læserne af "Kajaksporten i fokus"  har kåret ham som vinder af kategorien årets seniorpræstation 2011 med 58% af stemmerne i kategorien.

I 2005 startede Jimmy Bøjesen  med at ro kajak i Struer, da han var stoppet med fodbold efter en knæskade. Allerede året efter vandt han sin første DM-medalje. Siden er det gået slag i slag og i begyndelsen af 2011 blev han optaget på DKF´s elitecenter i Bagsværd.

Jimmy Bøjesen fik en kanon start på sæsonen ved World Cup 2 i Tjekkiet, og ikke mindst i sin første internationale seniorsæson i enerkajak. Det blev nemlig til finaledeltagelse i både K1 200 meter og K1 500 meter, og dermed overgik Struer-roeren sine egne forventninger.

Ved World Cup 3 i Duisburg roede han sig videre ind i verdenseliten på 200 meter distancen med en fornem 4. plads.  

Senere ved VM i Ungarn hentede han så sin første senior VM-medalje, da det blev til bronze i 4x200 meter stafet sammen med Lasse Nielsen, Casper Nielsen og Kasper Bleibach.  I enerkajakken over 200 meter opnåede han desuden en 9. plads, og det udløste en dansk nationsplads ved OL på distancen.

Om Struer-roeren også selv kan veksle nationspladsen til en OL-billet afgøres i løbet af foråret.

DKF vil i sine bestræbelser på at stille med den hurtigste ved OL båd åbne muligheden for at andre roere kan udfordre Jimmy Bøjesen i K1 200 meter, har forbundet meldt ud. Dog er Jimmy Bøjesen sikret den ene K1 plads til de to World Cups i henholdsvis Poznan og Duisburg.

Den hurtigste dansker ved Copenhagen Spring Regatta ud over Jimmy Bøjesen vil blive tilbudt den anden World Cup plads. Derved møder Jimmy Bøjesen og udfordreren hinanden ved 3 stævner (CSR og to World Cups).

OL-indstillingen til DIF sker herefter på baggrund af ”bedst ud af tre", lyder det fra DKF.

Så mens vintertræningen kører på fuldt tryk i bestræbelserne på at komme med til OL i London, så kan Jimmy Bøjesen glæde sig over skulderklappet og den nye hæder for årets seniorpræstation 2011.

DKF offentliggør kriterier for OL-indstillingerne

Udtagelserne til OL er specielle i forhold til andre udtagelser. Der er større bevågenhed og der er flere interessenter, end vi normalt oplever indenfor kano og kajak, skriver forbundet idag på kano-kajak.dk

I DKF mærkes det tydeligt på roere, ledere og medier, at udtagelserne er noget som optager folk både personligt og sportsligt. Da udtagelserne ydermere er kompliceret af nogle internationale udtagelsesregler, vurderer DKF, at der er et behov for nogle forklarende kriterier for, hvem vi indstiller til udtagelse.

Hensigten med kriterierne er at gøre indstillingen så gennemskuelig som mulig, skriver forbundet. DKF´s rolle er at indstille Ol-deltagerne, mens DIF (Danmarks nationale olympiske komite) foretager udtagelserne.

Hele udtagelsesproceduren og kriterierne bygger på en overordnet og absolut målsætning om, at Danmark skal stille med stærkeste hold til OL.

Danmark har på nuværende tidspunkt kvalificeret tre både. K1 200 herre, K1 500 damer samt K4 1000 herre. Det er suverænt de kvalificerede både som har topprioritet. Dette er eksplicit formuleret af DIF (Danmarks nationale olympiske komite) i udtagelsesaftalen med DKF.

Dog er der mulighed for at stille op i andre discipliner, såfremt det sportsligt set giver mening. Det vil sige, hvis det optimerer mulighederne for topplaceringer, skriver DKF.

I forhold til kontinental stævnet i Poznan, er det væsentligt at holde sig for øje, at atleter, der allerede har været med til at sikre Danmark en atlet-kvote-plads ikke personligt kan sikre endnu en. Dette er naturligvis afgørende for, hvem der stiller til start der, oplyser forbundet.

Det er de nationale Olympiske komiteer, der råder over atlet-kvote-pladserne. I Danmark vil det sige Danmarks Idræts Forbund. Det er dem, der i sidste ende udtager og tilmelder til OL efter indstilling fra DKF. Sportschefen i DKF vil aflevere denne indstilling til DIF efter World Cuppen i Duisburg senest den 29. maj 2012.

Kvinder: I forhold til kvinder vil DKF ikke på nuværende tidspunkt garantere nogen opstilling til kontinentalstævnet. Såfremt der er konstellationer eller K1´ere, der er yderst overbevisende til Copenhagen Spring Regatta (CSR), så kan der laves om på det.

Der skal dog præsteres på et niveau som giver begrundet forventning om at kunne kæmpe med om OL-kvalificeringen til kontinentalstævnet.

På K1 500 vurderer DKF ikke, at der er en reel udfordrer til Henriette Engel Hansen (KKK 361). For Henriettes forberedelser er det mest optimale, at få så meget ro på som muligt, så hun indstilles til udtagelse ved næstkommende bestyrelsesmøde i DIF.

K1 200 herre: Danmark er kvalificeret i K1 200 meter. Jimmy Bøjesen (Struer) har sikret
Danmark en nationsplads. DKF vil i sine bestræbelser på at stille med den hurtigste båd åbne muligheden for at udfordre Jimmy.

Dog er Jimmy sikret den ene K1 plads til de to World Cups i henholdsvis Poznan og Duisburg. Den hurtigste dansker ved CSR ud over Jimmy Bøjesen vil blive tilbudt den anden World Cup plads. Derved møder Jimmy Bøjesen og udfordreren hinanden ved 3 stævner (CSR og to World Cups).

Indstillingen til DIF sker dermed på baggrund af ”bedst ud af tre”, skriver forbundet.

I tilfældet, hvor en roer kvalificerer sig til finalen i en World Cup og den anden ikke gør, så er det finaledeltageren, som betragtes som vinder af det indbyrdes opgør uanset tid. I tilfældet af, at begge roere ikke kvalificerer sig til finalen ved et World Cup er det bedste tid i semifinalen, som er afgørende for hvem, der vinder det indbyrdes opgør.

K4 1000:
DKF ser som udgangspunkt det kvalificerede mandskab fra VM 2011 som stammen omkring OL K4’eren. Dog under den samme forudsætning som for resten af udtagelserne at det er den hurtigste konstellation. En ændring af mandskabet vil kræve at en roer fra Potentiale K4’eren, viser at han kan forstærke OL K4’eren betragteligt.

DKF formoder at stille med en fast konstellation gennem hele 2012 sæsonen, men præsterer den ikke som forventet, er der mulighed for at udskifte mandskab til Ultimo maj efter sidste World Cup.

Udtagelsen til Copenhagen Spring Regatta og første World Cup vil ske efter et opstillet testbatteri i Florida, hvor de fire roere som kvalificerede K4´eren samt de fire unge fra “potentiale K4´eren” er til stede.

Grundlæggende skal testene klarlægge om K4´eren kan optimeres ved at skifte ud på 1 eller flere pladser.

K1 1000 herre: Den bedste mandlige K1 1000 meter roer vil med overvejende sandsynlighed sidde i OL K4’eren. Beslutningen om at en af disse fire roere skal indstilles i K1 1000 vil blive truffet på baggrund af om resultaterne ved World Cup sandsynliggører en Top 6-8 ved OL. Ligeledes skal det fremgå tydeligt at en eventuel deltagelse ved OL i K1 ikke vil påvirke fokus på K4´eren, som er den udtagne båd og derved topprioriteten.

Dette skal naturligvis ske velvidende, at programmet til World Cup ikke er identisk med programmet til OL.

K2 200 herre: Grundet 7 internationale finaler i løbet af de to seneste sæsoner, har DKF besluttet, at det er Casper Nielsen (Gladsaxe) og Lasse Nielsen (Gladsaxe), som repræsenterer Danmark til kontinentalstævnet på K2 200 under forudsætning af, der ikke er skader eller større formdyk.

Det er de to som er det bedste bud på at sikre Danmark kvalifikation på denne distance.

K2 1000 herre: Hvis den bedste K2 1000 meterer udtaget i K4 1000 meter, vil de samme kriterier gælde for K2 1000 som for K1 1000. Beslutningen om to af disse fire roere skal indstilles i K2 1000 vil blive truffet på baggrund af om resultaterne ved World Cup sandsynliggøre en Top 6-8 ved OL. Ligeledes skal det fremgå tydeligt, at en eventuel deltagelse ved OL i K2 ikke vil påvirke fokus på K4´eren, som er den udtagne båd og derved topprioriteten.

Dette skal naturligvis ske velvidende, at programmet til World Cup ikke er identisk med programmet til OL.

Såfremt en K2 konstellation i løbet af forårets træning og til Spring Regatta giver begrundet håb for at den kan kvalificere sig til OL ved kontinentalstævnet, vil den blive udtaget til dette stævne. Dog skal den slå den bedste K2 konstellation fra K4´eren.

Læs hele teksten med DKF´s OL-kriterier her

Det Europæiske kontinental-kvalifikationsstævne finder sted 16.-17. maj 2012 i polske Poznan.

Årets U18 præstation 2011: Lasse Bro Madsen blev stemmesluger

Lasse Bro Madsen fra Vallensbæk Kano og Kajak Club er Danmarks bedste U18-roer på drengesiden. Han er ud af en aktiv kajakfamilie, og har roet lige siden han som 9-årig  kunne hoppe ned i en børnekajak.

- Vallensbæk-roeren har stort set været suveræn på vandet lige siden han var U12 roer, og har siden vundet et hav af medaljer nationalt og internationalt

I sidste uge modtog han en fornem pris og et rart kontant beløb fra Vallensbæk Kommune nemlig Hockerups Mindepris 2011, og nu kan han også glæde sig over hæderen for årets U18-præstation i 2011.

62% af stemmerne fra læserne af Kajaksporten i fokus gik nemlig til 17-årige Lasse Bro Madsen i afstemningen om årets bedste U18-præstation i 2011.

Og det blev et ganske udbytterigt år for den unge Vallensbæk-roer med mange flotte præstationer.

Lasse Bro Madsen sikrede sig bl.a. i august en flot 8. plads ved junior VM i Tyskland i enerkajak over 200 meter, hvor han blot var 1 sekund fra en bronzemedalje. Derudover hentede han et fint resultat hjem ved VM med en 3. plads i B-finalen i K1 1000 meter.

Ved EM for juniorer og U23 i Kroatien i juli blev han desuden nr. 9 i både K1 1000 meter og K1 200 meter.

Et stort antal DM- og NM-medaljer blev nærmest traditionen tro ligeledes hevet hjem i årets løb.

Og fremtiden giver forhåbninger om mere metal.

Fornylig har han fået mulighed for at være med i træningen på DKF´s elitecenter i Bagsværd sammen med seniorroerne, og forbundet håber da osse på kajaktalentet fremover.

- Lasse har behov for en skærpet sparing for at videreudvikle sig yderligere. Hans fokus vil i første omgang være EM for juniorer 2012.

Samtidig er Lasse et talent som landsholdsledelsen har forhåbninger til og gerne vil se i både konkurrence og træningssituationer, siger sportschef Mikkel von Seelen fra Dansk Kano og Kajak Forbund, der derfor har inviteret stortalentet med til elitecentertræningen.

Lasse Bro Madsen har været fast på landsholdet, siden han som andenårs U14-roer, blev udtaget første gang til de Nordiske Mesterskaber i U16-klassen.

16. december 2011

Årets kajakvideo 2011: Kraftcenter Silkeborg i Italien

Så er stemmerne talt op, og Niklas M. Hansens video fra KCS træningslejr i Italien blev en klar vinder med 56% af stemmerne i kampen om at blive åretrs kajakvideo 2011.

Resultaterne af videoafstemningen blev:

Video nr. 6 (56% af stemmerne) filmet og redigeret af Niklas M. Hansen m.fl.
Video nr. 4 (11% af stemmerne)
Video nr. 1 (10% af stemmerne)

I alt stemte 160 personer.

Niklas M. Hansen fra Silkeborg fortæller, at vinderfilmen fra Italien er filmet af ham selv og af Finn Pape. Der er brugt et Sony Handycam kamera, og der er lagt cirka 3-4 timer i selve redigeringen.

- Jeg stræber efter at blive bedre til at redigere og laver film som folk syntes er sjove, nye eller bare pæne at se på. Og jeg syntes da selv, at man kan se udvikling i mine film fra nogle at de første til nogle at de nyeste, jeg har redigeret. Nu er jeg bedre til selve sammenklipningen, lysændringer og forskellige special effects, siger han.

"Kajaksporten i fokus" glæder sig til også i 2012 at kunne vise en masse danske kajakfilm på bloggen og håber, at der fortsat bliver filmet løs fra træning, stævner og ture.

Du kan herunder se de 3 mest populære kajakvideoer fra 2011, som afstemningen på Kajaksporten i fokus har resulteret i:

Video nr. 6: Niklas M. Hansen, KCS i Italien



Du kan se en lang række andre kajakvideoer fra Niklas M. Hansen her

Video nr. 4: René Poulsen, Florida Spring 2011



Video nr. 1 : René Olsen, VM i Singapore




15. december 2011

Video: EM Marathon 2009



Ida Villumsen modtager fornem idrætspris på 10.000 kr.

På billedet ses den glade prismodtager Ida Villumsen, Anne-Marie Nielsen og lige bag ved formand Per Arentoft



Nordea Danmark Fondens såkaldte udendørs idrætspris i Gladsaxe blev i går uddelt til Ida Villumsen fra 361 Kano- og Kajakklub.

Anne-Marie Nielsen fra Nordea overrakte checken på 10.000 kr., der er øremærket til brug for Idas træning og træningslejre.

I begrundelsen for prisen til 361-pigen hedder det:

- Ida er en af de nye stjerner indenfor kajaksporten.
- Ida har gennem de sidste 3 sæsoner haft en markant fremgang inden for sin sport.
- I 2010 blev hun udtaget til ungdoms OL i kajak, som den eneste dansker, og fik en fin 12. plads.
- I år har Ida været fast pige på det danske U18 landshold, og har deltaget til både EM, VM, Nordiske mesterskaber, samt Olympic Hopes stævnet i Polen.
- Til Nordiske mesterskaber fik Ida 3 guldmedaljer på distancerne 500 m, 1000 m og 5000m alle sammen i K2 med Maja Rosenkrands.

Men sæsonens højdepunkt er nok de to bronzemedaljer til Olympic Hopes regattaen i Polen, hvor hele den europæiske ungdomselite deltog. Den ene medalje blev her vundet på 1000 meter i K2 og den anden medalje i K1 på 200 meter distancen.

Måske har Ida potentialet til at træde i Henriettes Engels fodspor, og derved blive endnu en Olympisk deltager for Danmark, 361 Kano- og Kajakklubben og Gladsaxe kommune, lyder det i indstillingen til prisen.

Resultaterne fra Olympic Hopes regattaen 2011 kan du se her:

Afstemning: Årets U14-, U16- og U18-kometer 2011


Mange unge roere har gjort sig fornemt bemærket i årets løb, og gjort store fremskridt. Disse roere vil vi gerne give et stort skulderklap med denne særskilte afstemning for U14, U16 og U18.

Hvem har gjort de største fremskridt i 2011? Hvem har leveret de mest imponerende  præstationer ?

Det vil vi gerne høre din mening om.

I hver aldersklasse er 3-5 kandidater nomineret. For at komme med i afstemningen som komet-kandidat må man ikke tidligere have være nomineret individuelt i vores andre afstemninger om årets præstationer 2011.

Du kan stemme med om årets kometer 2011 frem til d. 22. december 2011. God fornøjelse!

Linket til denne afstemning er:

http://kajakresultater.blogspot.com/2011/12/afstemning-arets-u14-u16-og-u18-kometer.html



14. december 2011

Maribo Kajakklub drøfter ny trænerløsning

Finn Larsen er nu på udkig efter en ny trænerløsning i Maribo Kajakklub efter at René Olsen
er sprunget fra og er blevet ny U18- og U23-landstræner.
En af landets mest markante kajakklubber Maribo Kajakklub må nu kigge sig om efter en ny træner til klubbens drengeroere.

Siden midt på sommeren var planen ellers at klubbens egen René Olsen skulle overtage træningen af Maribo Kajakklubs drengeroere, mens Finn Larsen så skulle stå for træningen af pigerne. 

Dermed skulle Finn Larsen, der tidligere på året fyldte 60 år, aflastes på trænerposten ved siden af formandshvervet.

Men de lollandske planer må nu laves om.

- Vi har nu en drøftelse af, hvordan vi får løst vores træning i 2012, idet René Olsen indgik i vores træning her, fortæller klubformand Finn Larsen.

Maribo Kajakklub har udsendt en pressemeddelelse efter René Olsens tiltrædelse som ny landstræner for U18- og U23 landsholdet og ønsker ham her held og lykke med det nye job.

Samtidig lover Finn Larsen, at give ham noget at arbejde med som ny landstræner.

- Vi skal i Maribo gøre vores bedste for, at der bliver mange roere, René Olsen kan arbejde med, lyder meldingen fra formanden.

René Olsen var med til Kraftcenter Lollands seneste træningssamling  i Maribo d. 10. - 11. december, men efterfølgende har DKF tilbudt ham landstrænerjobbet for U18- og U23-landsholdet.

René Olsen tiltræder som ny U18- og U23-landstræner d. 15. december.

13. december 2011

René Olsen bliver ny landstræner og kan fortsætte på marathonlandsholdet


René Olsen fra Silkeborg bliver ny U18- og U23-landstræner, skriver Dansk Kano og Kajak Forbund idag i en pressemeddelelse. Han afløser dermed Michael Fjeldvig, der har haft posten de sidste 3 år.

Der har været en flok ansøgere og også flere kvalificerede, fortæller sportschef Mikkel von Seelen. Det helt konkrete ansøgertal vil han dog ikke ud med.

Valget er faldet på René Olsen, da han både har den teoretiske og den praktiske erfaring til at føre vores U18- og U23-satsning skridtet videre, fortæller sportschefen.

- Udgangspunktet for det nye landstrænerjob er, at René Olsen skal være i Bagsværd-området 2-3 gange om ugen, og han får også en slags base i Idrættens Hus, fortæller Mikkel von Seelen.

Planen var ellers indtil for nylig, at René Olsen skulle være klubtræner i Maribo Kajakklub for klubbens drengeroere. Også en række roere fra Marselisborg og Skanderborg har hidtil haft ham som personlig træner.

Den 35-årige marathonroer får mulighed for at fortsætte sin egen karriere på marathonlandsholdet, idet sportschef Mikkel von Seelen med den nye ansættelse ikke samtidig har forlangt, at han stopper sin egen aktive karriere. Som aktiv roer repræsenterer René Olsen Maribo Kajakklub.

- Prioriteringen ligger naturligvis helt klart på landstrænerjobbet, men hvad han selv har lyst til at træne i fritiden, det blander vi os ikke i, siger Mikkel von Seelen. I Silkeborg har René Olsen længe haft sin daglige træning, og han har i lang tid trænet med på meget af Kraftcenter Silkeborgs træning.

Heller ikke landstræner Martin Hald ser problemer i René Olsens aktive marathonkarriere.

- Jeg er sikker på, at René meget velovervejet har planlagt, hvad der skal til for, at han kan give de unge roere de bedste forberedelser, samtidig med han fortsætter sin egen målrettede træning i fritiden, siger Martin Hald.

- Derimod vil der ikke længere være mulighed for, at René Olsen kan være personlig træner for nogen roere, fortæller sportschef Mikkel von Seelen.

Landstræner Martin Hald ser frem til at få en ny trænerkollega på U18- og U23-landsholdene.

- Jeg glæder mig til at samarbejde med René Olsen. Jeg kender René som en yderst kompetent og fagligt dygtig person indenfor træningsfysiologien og træningsplanlægning, siger Martin Hald.

- Jeg er sikker på René vil kunne tilføre vores meget talentfulde unge roere en ambitiøs og hårdt arbejdende indstilling som ham selv, siger han.

René Olsen uddanner sig for tiden på Aarhus Universitet, hvor han læser idræt og er ved at færdiggøre sin bachelor. Samtidig er han også i gang med Idrættens trænerakademi, fortæller sportschef Mikkel von Seelen.

Hidtil har René Olsen erhvervsmæssigt arbejdet som livredder og arbejdet i Fitness World.

René udtaler selv i en pressemeddelelse fra forbundet: Jeg er utrolig glad for, at DKF har givet mig chancen i mit drømmejob.

- Danmark har i mange år været en skandinavisk magtfaktor i ungdomsklasserne og jeg glæder mig til udfordringen med at motivere denne store talentmasse til at tage skridtet op i verdenseliten, siger han i pressemeddelelsen.

Med ansættelsen af René Olsen vil både U16-, U18- og U23-landstrænerne være bosiddende i Silkeborg, idet Silkeborg Kajakklubs cheftræner Finn Pape samtidig også er U16-landstræner.

10. december 2011

OL-deltagere holdes i kort snor med Facebook, Twitter og blogging

Den danske kajakroer René Poulsen er med på noderne,
når det gælder brugen af sociale medier, men IOC mener, at
udøverne under selve OL skal følge særlige regler.
Den internationale olympiske komité (IOC) offentliggjorde i denne uge, at brugen af de sociale medier, blogs og internet under det kommende OL i London vil være underlagt stramme regler.

Udøverne må f.eks. kun lave beretninger i en dagsbogsform samt skrive i ’jeg-person’. Det er samtidig ikke tilladt at udtale sig om andre udøvere eller andre konkurrencer.

Udøverne må heller ikke uploade egne videoer fra de olympiske arenaer eller fra den olympiske by. Fotos må dog gerne postes på de sociale medier men kun, hvis det er af udøverne selv eller med samtykke fra andre på billedet.

Begrundelsen er, at det kun er de akkrediterede mediefolk, som skal vise de levende billeder fra OL og samtidig at OL-byen, hvor atleterne bor, skal være en mediefri zone.

Men mediefolkene vil aldrig kunne fortælle den samme historie, som en udøver ville kunne gennem en personlig video.

Samtidig kan reglerne medføre, at atleterne vil blive så bange for en udvisning fra OL, at de slet ikke tør tweete eller poste til sociale medier. Ikke engang de olympiske ringe må udøverne anvende på deres hjemmesider, fremgår det af mediereglerne.

Du kan læse IOC´s regler for brugen af de sociale medier, blogs og internet under det kommende OL i London her.


8. december 2011

Talentudvikling og kraftcenterstruktur til ny debat

Dansk Kano og Kajak Forbund skal i løbet af 2012 have udarbejdet en elitestrategi for perioden 2013 til 2016, og her inviterer forbundet nu alle interesserede til at give deres besyv med.

Bag indbydelsen til mødet står forbundets eliteansvarlige Jan Darfelt og sportschef Mikkel von Seelen. Se mere på www.kano-kajak.dk

Mødet skal munde ud i, at forbundet får et godt indtryk af, hvordan man optimerer talentudviklingen i DKF og sikrer, at forbundet kan gøre sig gældende fremover. Udgangspunktet er, at vi “vasker tavlen ren” og ikke er bundet af konventionelle måder at tænke talentudvikling på, fremgår det af forbundets indbydelse.

Nogle af de emner DKF vil lægge op til diskussion om er:

- Skal kraftcentrene bibeholdes?
- Hvilken grad af professionalisme, skal der være på kraftcentrene?
- Hvordan passer Aldersrelateret TræningsKoncept ind?
- Hvilken rolle har landsholdene?

Har du synspunkter eller idéer, du gerne vil bidrage med, så kan du tilmelde dig DKF-arrangementet d. 21/1 2012 her.


Video: Se Anne Lolk uddele slag og spark i stor stil

Den tidligere mangedobbelte verdensmester i toerkajak på marathondistancen Anne Lolk er ikke bleg for at prøve nye idrætsgrene.

Efter de mange flotte resultater i kajakken skiftede hun til roningen, og for nylig blev en imponerende nationsplads til OL i London sikret i letvægtsdobbeltsculleren.

Men udover talenterne til vands har Anne Lolk også givet sig selv nye udfordringer til lands. I denne video kan du se, hvordan hun i sin første taekwondolektion uddeler slag og spark i stor stil.

Det kan godt være, at hun kun stiller op i letvægtsklassen, men mon ikke konkurrenterne alligevel skal passe lidt på!







Afstemning: Årets kanopræstation og årets master præstation 2011

Kajaksporten i fokus har nu samlet kandidater fra læserne af bloggen til afstemningen om årets bedste kanopræstation og masters præstation 2011. Dermed er vi nu igennem alle kategorier, der kan stemmes på i årets afstemning.

De nominerede roere i kategorierne er:

Anders Thygensen, Vallensbæk (kano)
René Olsen, Maribo (Masters)
Helle Stuart, Hvidovre og Ulla Stuart, Sundby (Masters)

Du kan stemme i afstemningen her frem til d. 18. december 2011 nederst på siden, hvorefter vinderen offentliggøres.

Læs indstillingerne her:

Søren Hyttel indstiller Anders Thygesen, Vallensbæk til årets kanopræstation med følgende begrundelse:

Det er fedt at se, han kæmper i C1, og spændende at se hans udvilking i C1.

Lise Gram Eriksen indstiller René Olsen, Maribo med denne begrundelse:

Rene Olsen - vinder EM for masters 36+ som opvarmning til det rigtige EM.

Søren Hyttel indstiller Helle Stuart, Hvidovre og Ulla Stuart, Sundby med denne begrundelse:

De fik metal igen igen til EM. Fedt at de gør det igen og igen..







Video: Vinterroning i Silkeborg

Tag med på vandet sammen med Niklas M. Hansen i denne lille film:



5. december 2011

Afstemning: Årets marathon K1 og K2 præstation 2011

Kajaksporten i fokus har nu samlet kandidater fra læserne af bloggen til afstemningen om årets bedste marathon-præstationer 2011.

De nominerede roere er:

Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo (K1)
Jeppe Glesner / Peter Jensen, Kolding (K2)
Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo / Birgit Pontoppidan, Gladsaxe (K2)

Du kan stemme i afstemningen her frem til d. 18. december 2011 nederst på siden, hvorefter vinderen offentliggøres.

René Poulsen indstiller Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo  (K1) med denne begrundelse:

Sofie Aastrand Jørgensen. EM K1 Guld, VM K1 Sølv, WC K1 4.plads. Vinder af Dalsland Kanot marathon 2011. Første gang hun deltager ved et internationalt mesterskab i K1 tager hun medalje.
Hun tilskammegjorde tilmed en manglende K1 udtagelse fra 2010, hvor det blev vurderet, hun ikke var god nok til at gøre sig dame junior K1 marathon.


René Poulsen indstiller Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo / Birgit Pontoppidan, Gladsaxe (K2) med denne begrundelse:

Sofie Aastrand Jørgensen / Birgit Pontoppidan. 5. plads ved VM i Singapore, uden videre sammenroning. Førte og dominerede K2 ved World Cuppen indtil de måtte udgå p.g.a. af skadet skulder.

Søren Hyttel indstiller Jeppe Glesner og Peter Jensen, Kolding med denne begrundelse:

Synes det er fedt at høre, at de blev nr. 4 til en Wold Cup, og havde håbet, at de fik chancen til EM og VM, men desværre. Synes det er synd, at man ikke støtter marathonroerne lidt mere.

Richardt Madsen indstiller Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub (K1) med denne begrundelse:

VM sølv U23.

Lise Gram Eriksen indstiller Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub (K1) med denne begrundelse:

Guld til EM, sølv til VM, guld til Dalsland Kanot Marathon og sølv til DM senior - mm. En meget jævn og overbevisende indsats over året.










2. december 2011

Afstemning: Årets senior-præstation i dansk kajaksport 2011

Kajaksporten i fokus har nu samlet kandidater fra læserne af bloggen til afstemningen om årets bedste senior-præstation 2011.

Du kan stemme i afstemningen her frem til d. 18. december 2011 nederst på siden, hvorefter vinderen offentliggøres. Afstemningerne i de øvrige kategorier og klasser følger løbende.

OBS! Stemmer du på flere kandidater eller flere gange i hver afstemning er din stemme ugyldig.

De nominerede roere er:

Jimmy Bøjesen, Struer Kajakklub (indstillet af Cecilie Færch, Anne Nielsen og Søren Frandsen)

Henriette Engel-Hansen, Kano- og kajakklubben 361 (indstillet af Lise Gram Eriksen)

Kim Wraa, ARK, Emil Stær, Silkeborg, René Poulsen, Maribo, Kasper Bleibach, Maribo. (K4 1000 meter). Indstillet af Richardt Madsen og Søren Hyttel.

  
Det danske K4 1000 meter mandskab

Henriette Engel Hansen


Jimmy Bøjesen (th)
Læs begrundelserne for indstillingerne her:

Jimmy Bøjesen, Struer Kajakklub er indstillet af Cecilie Færch med denne begrundelse:

Han har udviklet sig meget i løbet af året og har opnået super gode præstationer. Hans præstationer ved VM skal især nævnes, med en VM bronze og 9. plads i K1 200 m, og han har dermed også vundet en nationsplads ved OL 2012!

Kim Wraa, ARK, Emil Stær, Silkeborg, Rene Poulsen, Maribo, Kasper Bleiebach, Maribo er indstillet af Richardt Madsen med denne begrundelse:

Danmarks herrer k4 sprinthold. OL-kvalificering!!!

Jimmy Bøjesen, Struer Kajakklub er indstillet af Søren Frandsen med denne begrundelse:

Jimmy Bøjesen har i sin første seniorsæson i enerkajakken pløjet sig ind i verdenseliten i K1 200 meter. Finaleplaceringer i samtlige internationale løb og ikke mindst en kvalifikation til OL i London taler sit eget tydelige sprog.

Som udenforstående er det fantastisk at se, hvordan Jimmy har udviklet sig i kajakken, siden han begyndte for få år siden. Samtidig er han en god ambassadør for sporten - ikke mindst i Struer, for hvis kajakklub han stadig stiller op. Hvis Jimmy Bøjesen kan holde motivation og fremgangen, er jeg sikker på, at Danmark inden for få år får sin første verdensmester på sprintdistancen... "

Henriette Engel Hansen, Kano- og kajakklubben 361 er indstillet af Lise Gram Eriksen med denne begrundelse:

Henriette Engel-Hansen for hendes kvalificering til OL 2012 i K1.

Kim Wraa, ARK, Emil Stær, Silkeborg, Rene Poulsen, Maribo, Kasper Bleiebach, Maribo er indstillet af Søren Hyttel med denne begrundelse:

Synes klart at vores at vores K4 gjorde det bedst. Man gjorde det Danmark skulle have gjort i mange år, at sætte en god K4, og lad dem få chancen til at vise de kunne det. Tillykke med OL billetterne, vi glæder os til at se jer ro til OL.

Jimmy Bøjesen, Struer Kajakklub er indstillet af Anne Nielsen med følgende begrundelse:

Navnet siger vel sig selv, alle ved hvorfor. Han er bare for sej. Han har vist alle, at alt kan lade sig gøre!





Afstemning: Årets U23-præstation i dansk kajaksport 2011

Kajaksporten i fokus har nu også samlet kandidaterne fra læserne af bloggen til afstemningen om årets bedste U23-præstation 2011.

Du kan stemme i afstemningen her frem til d. 18. december 2011 nederst på siden, hvorefter vinderen offentliggøres. Afstemningerne i de øvrige kategorier og klasser følger løbende.

OBS! Stemmer du på flere kandidater eller flere gange i hver afstemning er din stemme ugyldig.

De indstillede roere til årets U23-præstation 2011 i dansk kajaksport er:

Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo (indstillet af Søren Hyttel)
Mads Kerrn, Skovshoved (indstillet af René Poulsen)


Sofie Aastrand Jørgensen


Mads Kerrn


Søren Hyttel indstiller Sofie Jørgensen med denne begrundelse

Synes Sofie viser, at hun kan være med hvor det sker for U23 roerne på marathon. Hendes andenplads til VM, og førsteplads til EM siger jo alt.


René Poulsen indstiller Mads Kerrn med denne begrundelse

Vandt B-finalen på K1 1000meter til U23 EM i Kroatien. Han er dygtig og kunne godt gå hen og blive rigtig god.




Afstemning: Årets U18-præstation i dansk kajaksport 2011

Kajaksporten i fokus har nu også samlet kandidaterne fra læserne af bloggen til afstemningen om årets bedste U18-præstation 2011.

Du kan stemme i afstemningen her frem til d. 18. december 2011 nederst på siden, hvorefter vinderen offentliggøres. Afstemningerne i de øvrige kategorier og klasser følger løbende.

OBS! Stemmer du på flere kandidater eller flere gange i hver afstemning er din stemme ugyldig.

De indstillede roere til årets U18-præstation 2011 i dansk kajaksport er:

Lasse Bro Madsen, Vallensbæk (indstillet af René Poulsen og Søren Hyttel)
Emilie Ahmt Petersen, Maribo (Indstillet af Heidi Ahmt Hüttmann)
Niklas M. Hansen, Silkeborg (Indstillet af Sebastian Søndergaard)

Lasse Bro Madsen

Emilie Ahmt Petersen (th)

Niklas M. Hansen


Søren Hyttel har indstillet Lasse Bro Madsen med denne begrundelse:

Fordi han gør det godt og har det, der skal til for at blive rigtig god :) Seje LASSE!

René Poulsen har indstillet Lasse Bro Madsen med denne begrundelse:

To finaler til EM som førsteårs junior er rigtig godt. Samme giver forventninger, til at han kan gøre det endnu bedre til næste år. Med god sandsynlighed for en podieplacering.

Sebastian Søndergaard har indstillet Niklas M. Hansen med denne begrundelse:

Ubesejret på maraton distancen!!!!!

Heidi Ahmt Hüttmann har indstillet Emilie Amht Petersen med denne begrundelse:

Emilie Ahmt Petersen K1 1000m -  for 2. andet år i træk som U16-roer at tage guldet hjem i denne disciplin.




Konkurrence: Vind en flot halskæde med pagaj i sølv

 
Læs mere om sølvsmykker til kajakroere
her: http://www.tagehansensguldsmedie.dk/

Kajaksporten i fokus afvikler en lille julekonkurrence, hvor du kan vinde en flot halskæde i læder med en sølv-wingpagaj. Det eneste du skal gøre for at deltage, er at svare på spørgsmålet her på siden.

Konkurrencen løber frem til d. 15. december 2011, og du kan deltage 1 gang.

Præmien er sponseret af Tage Hansens Guldsmedie og har en værdi af 342 kr.

Vindereren af halskæden offentliggøres i Facebook-gruppen "Kajaksporten i Fokus", og får ligeledes direkte besked.




Se flere sølv- og guldsmykker til kano- og kajakroere her:



Afstemning: Se de nominerede kandidater til årets U16-præstation i dansk kajaksport 2011

Kajaksporten i fokus har nu samlet kandidaterne til afstemningen om årets bedste præstation 2011.
Du kan stemme i afstemningen her frem til d. 18. december 2011 nederst på siden, hvorefter vinderen offentliggøres. Afstemningerne i de øvrige kategorier og klasser følger løbende.

OBS! Stemmer du på flere kandidater eller flere gange i hver afstemning er din stemme ugyldig.

De indstillede roere til årets U16-præstation 2011 i dansk kajaksport er:

Emma Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub



Indstillet af René Holten Poulsen med følgende begrundelse:

4x Olympic Hopes Guld
XX antal danske mesterskaber i 2011.
Gode resultater både i K1, K2 og K4.
Afbalanceret pige, der går uimponeret til opgaven og ikke gør det sværere end det er. Hun trækker hele pigegruppen op :)


Emma Jørgensen, Maribo Kajakklub

Indstillet af Richardt Madsen, Maribo Kajakklub med denne begrundelse:

Har vundet ALT hvad hun overhovedet har kunnet vinde fra danske - over Nordiske - til Europæiske mesterskaber og stævner. Ingen over og ingen ved siden af Emma i denne gruppe.


Emilie Ahmt Petersen & Emma Jørgensen, Maribo Kajakklub



Indstillet af Heidi Ahmt Hüttmann med denne begrundelse:

Emilie Ahmt Petersen & Emma Jørgensen for deres helt suveræne præstationer i K2. De har vundet alt hvad de har stillet op i. Det må da være et ""skulderklap"" værdigt.


Det danske U16 landshold 2011





Indstillet af Thomas Winther, Silkeborg Kajakklub med denne begrundelse:

Resultatmæssigt var det det bedste danske U16 NM i mange år. I alt vandt U16 landsholdet: 16 guld, 14 sølv-, og 5 bronzemedaljer i de i alt 18 discipliner. Sammenlignet med 1 guld i 2009 og 5 guld i 2010 var 16 guld, i år, en meget kraftig fremgang. I øvrigt har Danmark ikke kunnet vinde U16-guld i hverken K2 eller K4 i de to seneste år 2009 og 2010. Men i 2011 vandt vi altså 9 guld ud af 10 mulige i K2- og K4 løbene.

De udtagne var: Emma Jørgensen, Emilie A. Petersen, Rikke Jørgensen, Louise W. Madsen, Natasja Justesen, Katrine G. Christensen, Nanna Aagaard, Maria Joost, Lotte Bruun Nielsen, Anne Sofie Winther, Nicolai Mørcke, Andreas Tønnesen, Casper Pretzmann, Mikkel Hansen, Jens Visbech, Thomas Mogensen, Marcus Boesen, William Hansen, Mikkel Thybo og Søren Maretti.


Casper Pretzmann, Silkeborg Kajakklub

Indstillet af Søren Hyttel, Vallensbæk med denne begrundelse:

Synes det jeg har set fra ham viser, at han nok skal blive en stor kajakroer. Glæder mig til at følge hans udvikling.









Emma Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub

Indstillet af Jette Aastrand Jørgensen med denne begrundelse:

Fordi hun har lavet "fuldt hus" i 2011. Emma har gjort hvad hun kunne i år....,
hun har været fokuseret i sin træning igennem året. FLOT!!


Nicolai Mørcke, Vejle Kajakklub


Indstillet af Anne Nielsen, Vejle Kajakklub med denne begrundelse:

Først og fremmest for hans præstation på 1000m til DM sprint. Her stillede han op i U18 klassen og blev nummer 2, umiddelbart efter Lasse Bro Madsen, og dermed roede hurtigere end de resterende U18 roere på distancen.
Desuden blev han nordisk mester, dansk mester på 500m, og udtaget til Olympic Hopes, hvor startboxen desværre var imod Nicolai.




Emma Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub

Indstillet af Sofie Jørgensen, Maribo med denne begrundelse:

Emma er den første U16 pige som har vundet 9 GULD medaljer til Nordiske mesterskaber. En fantastisk præstentation!! Samtidig vandt Emma 4 guldmedaljer til Olympic Hopes, 3 i K1 på tre forskellige distancer, og 1 i K2.






Video: Portræt af Erik Hansen - Sportens Hall of Fame

Her kan du se et tilbageblik på Erik Hansens fantastiske resultater i kajaksporten fra 1960´erne og 1970´erne.

I 1960 blev det bl.a. til guld og bronze ved OL i Rom, og i 1968 sikrede han sig OL-bronze i Mexico. Samtidig blev det til 12 EM- og VM-medaljer i karrieren. På det hjemlige plan blev det til 37 danske mesterskaber i perioden 1958-72.

Kig med i denne video med både historiske klip, men også med en snak med Erik Hansen mere end 40 år efter hans fantastiske karriere, der udsprang fra Vandkraftsøen i Holstebro.

Læs mere i et portræt af Erik Hansen her.