30. maj 2011

NM sølv til Mie Ringsted

Mie Ringsted (til venstre) vandt NM sølv i weekenden i Finland.
Weekendens nordiske mesterskaber på marathondistancen resulterede også i en flot sølv medalje hos kvinderne til Mie Ringsted fra Neptun.

Mie fortæller om turen til NM, at hun aldrig havde været i Finland før, så hun havde glædet sig rigtig meget til hvad hun troede ville blive en kæmpe naturoplevelse.

- Jeg fandt dog hurtigt ud af at Finland ligger tættere på Rusland end resten af norden, for den storslåede nordiske natur, jeg havde forestillet mig, var ikke til at se for bare træer. Men selv om intet var som forventet ,var stævnet og banen ikke til at klage over, fortæller hun.

Dame Senior roede 6 runder med 5 overbæringer ialt 26 km, og Mie Ringsted kom ind på en flot 2. plads og hjemtog dermed NM-sølvet.

- Løbet var faktisk ikke mit bedste, men jeg er meget glad for at kunne slutte min sæson af med en nordisk medalje!

- Jeg afslutter min uddannelse her til sommer og har brug for at kunne fokusere på skolen, og det liv der kommer efter uddannelsen, fortæller hun.