William Axelsen hentede sølv ved Høstregattaen over 1000 meter. Foto: Facebook.
Høstregattaen i weekenden blev årets største regatta i Sverige, bl.a. takket være de 70 danske deltagere og landsholdsroere som deltog. Også flere norske roere var med.
I herrernes enerkajak over 1000 meter havde Anders Gustafsson hjemmebanefordel på Rocksjön i Jönköping, men det forhindrede ikke de danske roere i H22 at blande sig i medaljestriden på 1000 meter distancen.
Det blev til en ventet sejr til Anders Gustafsson, men danske William Axelsen og Jesper Beer sikrede sig sølv og bronze efter en flot indsats.
Også René Poulsen var med til stævnet i Jönköping, men primært som holdleder for Maribo, så han var ikke til start på distancen.
Resultater:
H22 1000 m
1 Anders Gustafsson, Jönköping 03:42,49
2 William Axelsen, Danmark 03:47,31
3 Jesper Beer, Danmark 03:48,27
Hør et radiointerview på svensk om selve Høstregattaen 2011 her
Martin Larsen og William Axelsen hentede dansk guld i K2. Foto: Jens Thybo.
Det blev til en god start lørdag for de danske U21-roere ved NUM på Rocksjön i Jönköping. De danske roere hentede således medaljer i samtlige af lørdagens U21-løb.
I enerkajak hos herrerne var det Orion Pilo, Niklas Berg og Jesper Beer, der satte sig godt og grundigt på de nordiske medaljer.Orion Pilo vandt således både K1 500 meter og K1 200 meter, mens Niklas Berg vandt sølv på 500 meter distancen. I det lange 5000 meter løb sikrede Jesper Beer sig derudover en bronzemedalje.
Hos kvinderne kunne Annemia Pretzman ro en flot sølvmedalje hjem i kvindernes K1 1000 meter.
I mandskabsbådene var der også en række flotte danske resultater for U21-roerne.
På 1000 meter distancen var der i toerkajak dobbelt dansk sejr, da Martin Larsen og William Axelsen vandt foran den anden danske båd med Mads Kerrn ogJesper Beer. På den halve distance var der ligeledes dansk guld ved NUM, da Martin Larsen og William Axelsen atter roede en sejr i hus over 500 meter.
I kvindernes toerkajak fik den danske båd med Annemia Pretzmann og Lisa Rørhauge nordisk guld på 5000 meter distancen og sølv på 1000 meter distancen. På den lange 5000 meter distancen var der også en dansk bronzemedalje til Anne Nielsen og Zofia Loft Nielsen.
Endelig blev det også en dansk medalje i K4, da Orion Pilo, Jesper Beer, Mads Kerrn og Niklas Berg her roede sig til en sølvmedalje i U21 K4 1000 meter.
162 roere er med, når der i weekenden afholdes nordiske mesterskaber på sprintdistancerne i Jönköping i Sverige. Værtsnationen stiller med 51 roere, mens Danmark og Norge hver har 44 roere med. Finland møder med 23 roere.
Ved sidste års NUM i Norge vandt Danmark 70 guldmedaljer og blev bedste nation, og i år skal et nyt hold forsøge at gøre sig gældende i U16, U18 og U21-klasserne på Rocksjön i Jönköping.
I U16-klassen er der af landstræner Finn Pape udtaget 20 roere, hvor lidt over halvdelen kommer fra Silkeborg og Maribo. Tre roere kommer i år fra de københavnske klubber i U-16-klassen og resten fra forskellige andre klubber.
Der er samtidig efterfølgende foretaget ændringer på det danske U21 hold.
Andreas Stig Henriksen og Sofie Aa. Jørgensen som oprindeligt var udtaget på det danske NUM hold, har valgt at prioritere anderledes og er derfor ikke længere en del af holdet. Andreas er droslet ned i træningen og i fælles overensstemmelse er vi blevet enige, om at han ikke deltager, skriver DKF i en pressemeddelelse.
Sofie Aa. Jørgensen har efter hendes flotte U23 EM maraton guld valgt, at prioritere maraton frem mod VM i Singapore. og deltager derfor i Dalsland Maraton samme weekend som NUM.
William Axelsen, Gladsaxe, samt Martin Larsen, Sorø supplerer U21 holdet på K2 1000m og K2 5000m. I K1 erstatter William Axelsen, Andreas S. Henriksen på 1000 meter distancen, og Martin Larsen erstatter Andreas på K1 5000m.
At William og Martin er kommet på holdet efter den oprindelige udtagelse, skyldes at der på udtagelsestidspunktet var forventninger til at de 2, gennem senior K4'eren ville kvalificere sig til senior VM. Dette lykkedes ikke, og derfor er de taget ind for at supplere holdet, hvor andre ikke er udtaget og for ligeledes at erstatte Andreas's K1 distancer, lyder det fra forbundet.
Det danske K4-mandskab (til venstre) fik sølv i Spanien.
I det traditionsrige K4 løb CASTILLA Y LEÓN K4 INTERNATIONAL GRAND PRIX i Spanien gik sejren i år til et engelsk mandskab. En dansk båd med Nils Boe, William Axelsen, Martin Larsen og Torben Thomsen vandt dog en fornem sølvmedalje, mens værtsnationen Spanien sikrede sig bronze.
Dette års konkurrence blev afviklet i en lidt reduceret udgave, da kraftige vindstød og bølger tvang arrangørerne til at indstille anden løbsetape i Zamora. Men den danske sølvmedalje kom sikkert i hus efter første runde af løbet i Valladolid over 5.000 meter, der således også blev til slutresultatet.
I båden hos de engelske vindere sad Edward Rutherford, Thomas Skjul, Andrew og Jonathan Daniels Boston, mens den spanske båd bestod af Jorge Alonso Gonzalez, Albert Corominas Bertran, Pedro Alvarez og Luis Amado Gutierrez Perez Blanco.
Bronze til Kasper Bleibach fra Maribo Kajakklub blev det bedste danske resultat. 500meter distancen er også den distance Kasper i 2008 tog EM guld på og senere konkurrerede i ved OL. Det er derfor lidt af et comeback for Kasper, som forståeligt nok er glad for resultatet.
Samlet set er det et godkendt EM med 6 A-finaler heraf 4 finaler på Olympiske distancer. (mænd 200m og 1000m kvinder 200m og 500m).
"Vi er meget fortrøstningsfulde, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds Sportschef Mikkel von Seelen og fortsætter: Sæsonens store mål er OL kvalifikation, som skal opnås ved VM til august. Alt vores træning er rettet mod det mål. I det perspektiv er de 2 World cups og dette EM godkendte delmål.
Vi får bådene i finalen, og så er OL kvalifikationen tæt på. Vi er ikke helt skarpe nok i finalerne, men det har vi sommeren og en forestående træningslejr til at arbejde med, og så skal vi nok være der, når det tæller."
Kasper Bleibach (Maribo Kajakklub) K1 500
Bronze til Kasper Bleibach. På en tredjeplads efter Ruslands Postrygay og Svenske Anders Gustafsson. Tidsforskellen mellem Anders’ 1:39.532 og Kaspers 1:39.550 har ikke fyldt mange millimeter på målfotoet. Et pænt disponeret løb hvor Kasper måtte acceptere at blive slået af to roere, som på dagen var bedre.
Henriette Engel Hansen (Kano og Kajakklubben 361) K1 200 + 500
Det blev til EM's næstbedste danske resultat med en fjerde plads til Henriette på 500m. Henriette kom ind bag ved Ungarn, Ukraine og Polen. Resultat var på niveau med forventningerne, og finalefeltet vil nok have nogenlunde samme udseende ved VM. Det er således et stabilt resultat, som kan bane vejen til London.
200 meter K1 Henriette bliver #5 i B finalen og er således samlet #14 i Europa. 200m er ikke Henriettes primære disciplin , så 14. pladsen er bestemt tilfredsstillende.
René Holten Poulsen (Maribo Kajakklub) K1 1000 K1 5000
,
En skuffet René Holten Poulsen må tage til takke med en (for denne sæson) uvant 6. plads. René får ellers hentet en skæv start og han er først ved 750m - men så er der udsolgt. Det er skuffende både fordi de seneste to år bød på medaljer og fordi dette års Wold Cups skabte forventninger om gode resultater. Det var som altid et stærkt felt og tyske Max Hoff tog det det tredje EM guld i træk samtidig med, at han slog den uofficielle verdensrekord med 2 sekunder!! Hoff bliver igen manden, der skal holdes øje med når Ungarn i august ligger vand til VM.
Jimmy Bøjesen (Struer Kajakklub) K1 200
Dette var den 4. finaleplads Jimmy opnåede efter at han har gjort sin entre på landsholdet. Jimmy blev #8 og de tre første pladser går til Polen, Ungarn og England. Resultatet er meget fint og kan Jimmy bare fortsætte sin udvikling henover sommeren, er der god grund til at have forventninger til ham i august.
Emil Stær (Silkeborg Kajakklub) og Kim Wraae (Amager Ro- og Kajakklub) K2 1000
En anden plads i indledende heat sender K2’en direkte i finalen. Her ender Emil Stær & Kim Wraae som #8 i Europa på K2 1000. Tyskland, Rusland Ungarn tager de 3 første pladser. OL kravet er en 6 plads ved VM, så der skal kravles op igennem feltet, hvis kvalifikationen skal i hus allerede i år.
Lasse Nielsen (Gladsaxe Kano og Kajakklub) og Casper Nielsen (Gladsaxe Kano og Kajakklub) K2 200
Semifinalen blev endestation. 1/10 af et sekund står der på resultatlisten som forskel mellem den danske og den serbiske kajak. Desværre talte målfotoet sit klare sprog og brødrene Nielsen ender på en fjerdeplads på K2 200m. og er derfor akkurat ikke med i finalen. At denne båd ikke når finalen er overraskende - selv om 200 meter er marginalernes løb. Nu skal marginalerne over på brødrenes side gennem mere farttræning henover sommeren.
Martin Larsen (Sorø Kajakklub), Esben Trabjerg (Skanderborg Kajakklub), Nikolaj Dagnæs (Silkeborg Kajakklub) og William Axelsen (Gladsaxe Kano og Kajakklub) K4 1000
K4´eren opnår en 7. plads i indledende og en 8 plads i semifinalen. Dermed blev det ikke til en A finale i denne omgang, og der skal ske justeringer inden august for at der skal være håb om OL kvalifikation af denne båd.