22. juni 2011

Sportschef Mikkel von Seelen: Samlet set er det et godkendt EM


Bronze til Kasper Bleibach fra Maribo Kajakklub blev det bedste danske resultat. 500meter distancen er også den distance Kasper i 2008 tog EM guld på og senere konkurrerede i ved OL. Det er derfor lidt af et comeback for Kasper, som forståeligt nok er glad for resultatet.




Samlet set er det et godkendt EM med 6 A-finaler heraf 4 finaler på Olympiske distancer. (mænd 200m og 1000m kvinder 200m og 500m).

"Vi er meget fortrøstningsfulde, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds Sportschef Mikkel von Seelen og fortsætter: Sæsonens store mål er OL kvalifikation, som skal opnås ved VM til august. Alt vores træning er rettet mod det mål. I det perspektiv er de 2 World cups og dette EM godkendte delmål.

Vi får bådene i finalen, og så er OL kvalifikationen tæt på. Vi er ikke helt skarpe nok i finalerne, men det har vi sommeren og en forestående træningslejr til at arbejde med, og så skal vi nok være der, når det tæller."

Kasper Bleibach (Maribo Kajakklub) K1 500

Bronze til Kasper Bleibach. På en tredjeplads efter Ruslands Postrygay og Svenske Anders Gustafsson. Tidsforskellen mellem Anders’ 1:39.532 og Kaspers 1:39.550 har ikke fyldt mange millimeter på målfotoet. Et pænt disponeret løb hvor Kasper måtte acceptere at blive slået af to roere, som på dagen var bedre.



Henriette Engel Hansen (Kano og Kajakklubben 361) K1 200 + 500

Det blev til EM's næstbedste danske resultat med en fjerde plads til Henriette på 500m. Henriette kom ind bag ved Ungarn, Ukraine og Polen. Resultat var på niveau med forventningerne, og finalefeltet vil nok have nogenlunde samme udseende ved VM. Det er således et stabilt resultat, som kan bane vejen til London.

200 meter K1 Henriette bliver #5 i B finalen og er således samlet #14 i Europa. 200m er ikke Henriettes primære disciplin , så 14. pladsen er bestemt tilfredsstillende.

René Holten Poulsen (Maribo Kajakklub) K1 1000 K1 5000
,
En skuffet René Holten Poulsen må tage til takke med en (for denne sæson) uvant 6. plads. René får ellers hentet en skæv start og han er først ved 750m - men så er der udsolgt. Det er skuffende både fordi de seneste to år bød på medaljer og fordi dette års Wold Cups skabte forventninger om gode resultater. Det var som altid et stærkt felt og tyske Max Hoff tog det det tredje EM guld i træk samtidig med, at han slog den uofficielle verdensrekord med 2 sekunder!! Hoff bliver igen manden, der skal holdes øje med når Ungarn i august ligger vand til VM.

Jimmy Bøjesen (Struer Kajakklub) K1 200

Dette var den 4. finaleplads Jimmy opnåede efter at han har gjort sin entre på landsholdet. Jimmy blev #8 og de tre første pladser går til Polen, Ungarn og England. Resultatet er meget fint og kan  Jimmy bare fortsætte sin udvikling henover sommeren, er der god grund til at have forventninger til ham i august.

Emil Stær (Silkeborg Kajakklub) og Kim Wraae (Amager Ro- og Kajakklub) K2 1000

En anden plads i indledende heat sender K2’en direkte i finalen. Her ender Emil Stær & Kim Wraae som #8 i Europa på K2 1000. Tyskland, Rusland Ungarn tager de 3 første pladser. OL kravet er en 6 plads ved VM, så der skal kravles op igennem feltet, hvis kvalifikationen skal i hus allerede i år.

Lasse Nielsen (Gladsaxe Kano og Kajakklub) og Casper Nielsen (Gladsaxe Kano og Kajakklub) K2 200

Semifinalen blev endestation. 1/10 af et sekund står der på resultatlisten som forskel mellem den danske og den serbiske kajak. Desværre talte målfotoet sit klare sprog og brødrene Nielsen ender på en fjerdeplads på K2 200m. og er derfor akkurat ikke med i finalen. At denne båd ikke når finalen er overraskende - selv om 200 meter er marginalernes løb. Nu skal marginalerne over på brødrenes side gennem mere farttræning henover sommeren.

Martin Larsen (Sorø Kajakklub), Esben Trabjerg (Skanderborg Kajakklub), Nikolaj Dagnæs (Silkeborg Kajakklub) og William Axelsen (Gladsaxe Kano og Kajakklub) K4 1000

K4´eren opnår en 7. plads i indledende og en 8 plads i semifinalen. Dermed blev det ikke til en A finale i denne omgang, og der skal ske justeringer inden august for at der skal være håb om OL kvalifikation af denne båd.

De samlede resultater kan ses på arrangørernes hjemmeside: http://ec2011.sportline.hu/en/timetable/