11. april 2012

Kraftcenter Vejle har fået fart i kajakkerne i Tjekkiet


Foto: Kraftcenter Vejle
Kraftcenter Vejle har de sidste 2 uger trænet i Tjekkiet på det store rostadion i Racice lidt uden for Prag. Og det har givet fart i kajakkerne.

- Vi bor på det, der hedder Sportscentrum Racice som ligger lige ned til banen  og kun 1 minuts gang til træning. Der er rigtig gode faciliteter, og det er rigtig lækkert at ro på banerne, for det er noget, vi pt. har svært ved at træne i Vejle, fortæller Anne Nielsen.

Niels Jans er roende træner, mens Christian Nielsen mest befinder sig på land. Det fungerer rigtig godt, for der er en god asfaltbane hele vejen rundt, så han følger os på rulleskøjter, fortæller hun.

Det tjekkiske kano- og kajaklandshold træner her i denne uge, samtidig med at det svenske og tyske rolandshold er hernede, så der har været nogle træningspas med lidt trafik på vandet, men vi er gode til at tage hensyn til hinanden, så det har ikke været noget problem, siger Anne Nielsen.

- Træningspassene har været korte og mange med meget høj intensitet, så det har været den hårdeste træningslejr, jeg har været på til dato. Dermed har forberedelserne frem mod springregattaen været rigtig gode, og jeg ser frem til at ro konkurrence igen, fortæller Vejles Nicolai Mørcke fra træningslejren.

- Vejret har været meget svingende, men vandet har altid været godt. Vi har haft nogle kolde dage med 5 grader om dagen og nattefrost, men det er heldigvis vendt nu, så vi har 15 grader, vindstille og solskin, fortæller Anne Nielsen.

Lørdag vender roerne atter næsen mod Danmark.


Vis Canoeing: Find flatwater regatta courses all over the world (map). på et større kort