4. marts 2011

Adam Spliid og Thomas Christiansen nye marathonkoordinatorer

Thomas Christiansen (i blåt) bliver sammen med Adam Spliid nye
marathonkoordinatorer i Dansk Kano og Kajak Forbund i 2011.


Dansk Kano og Kajak Forbund kan med glæde præsentere Adam Spliid og Thomas Christiansen som marathonkoordinatorer for den kommende sæson, fortæller forbundet i dag i en pressemeddelelse.

Med Thomas Christiansen og Adam Spliid har DKF sikret sig et stærkt team til at stå i spidsen for marathonlandsholdet. Thomas Christiansen vil kunne bidrage med uvurderlig erfaring fra sin lange og succesfulde karriere, der bød på adskillige VM-medaljer, og han sikrer samtidig kontinuitet, da han har været med inde over landsholdet de sidste par år, hvor han har hjulpet Knud Kragh, der har fungeret som marathonkoordinator de forgangne to sæsoner. Adam Spliid er lige vendt tilbage til Danmark efter et længere praktikophold i Kenya.

Han stoppede for godt og vel et år siden på DKF’s Elitecenter, og han har flotte resultater i såvel sprint som på marathon og er stadig indehaver af verdensrekorden på 1000 meter ergometer. Desuden er Adam medlem af DIF’s og Team Danmarks aktivkomite.

Knud Kragh har efter to år som marathonkoordinator valgt at stoppe af arbejdsmæssige årsager, og der skal fra DKF’s side lyde en stor tak for hans betydningsfulde indsats, der har bidraget til danske marathonkajakroeres internationale succes – herunder en VM guld- og sølvmedalje.

DKF har utvivlsomt fået to særdeles kompetente herrer til at stå i spidsen for maratonlandsholdet, der på mange måder supplerer hinanden optimalt. De vil med det samme tage fat på arbejdet med udtagelseskriterier for maratonsæsonen 2011, der vil blive offentliggjort på DKF’s hjemmeside i uge 10.

De to nyudnævnte maratonkoordinatorer vil i samarbejdet med sportschefen, som det også var tilfældet under den forhenværende marathonkoordinator, udstikke retningslinjerne for DKF’s marathonarbejde, stå for udtagelse, herunder iagttage ved udtagelsesstævner, og indgå som trænere og mandskabsansvarlige under internationale opgaver. De vil som udgangspunkt ikke indgå i den daglige træning, som forestås af marathonroernes respektive klubber.

Adam Spliid er ny marathonkoordinator i DKF.