Viser opslag med etiketten Nicolaj Blach. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nicolaj Blach. Vis alle opslag

26. november 2011

Nicolaj Blach: Træning med de store drenge


Flere danske roere har i de seneste uger været på træningslejr i kajakroernes paradis i Florida. Også Nicolaj Blach fra Skanderborg har lagt træningen de seneste uger under de varme forhold i Indian Harbour Beach.

Selv om man er den "nye dreng i klassen", kan man godt give den fuld skrue på vandet, når man træner sammen med mange af verdens allerbedste kajakroere i Florida.

- Jeg har brugt turen til at komme godt i gang med vintertræningen, fortæller Nicolaj Blach.

- Jeg er rigtig tilfreds med min sæson. Startede med at træne igen i november sidste år, hvor jeg spurgte René Olsen, om han ville lave nogen programmer til mig. Jeg er så blevet i top tre til alle marathonløb i Danmark, så jeg kan ikke klage, siger han.

Efter en god lang pause efter Gudenåen har jeg trænet næsten alle min pas med René Olsen. Den første uge af træningslejren trænede jeg med de store drenge som Eirik Verås, Anders Gustafsson og Adam van Koeverden, René Poulsen, Johannes Barsk og de andre norske roere, fortæller han.

- Det var en rimelig hård gruppe, og jeg blev også trukket af, når de virkelig gik til den. Men efter et par dage følte jeg mig bedre og bedre roende, fortæller Nicolaj Blach.

Og Skanderborgroeren har planer i både ener- og toerkajak for den kommende sæson.

- Jeg har trænet lidt K2 med René Olsen for at prøve, om vi kan få det til at virke. Og den "gamle" virker positiv, siger han.

- Min forventning til 2012 er helt klart at komme på marathonlandsholdet igen og komme til World Cup i Danmark i K1 og måske K2 med René Olsen, siger han.

24. november 2011

Henriette Engel Hansen: Vejret er godt, træningen hård og selskabet fantastisk!

Henriette Engel Hansen glæder sig over sin nye båd i Florida.

Henriette Engel Hansen har siden starten af hendes træningslejr i Florida roet i en gammel og uvant båd, og det har skabt lidt problemer med ryggen. Efter mange dages venten er problemet omsider løst.

- Den nye båd skulle være afsendt fra Slovakiet og være fremme i Florida for 10 dage siden, men alt muligt gik galt i forsendelsen, fortæller hun.

- Jeg har desværre siden i mandags haft rigtig mange problemer med min ryg. Det går ok, når jeg først er varm. Men om morgenen kan jeg knapt komme ud af sengen. Så det bliver så godt at komme over i den nye båd, fortæller Henriette Engel Hansen.

Båden ankom i går og to andre danske roere, Torben Thomsen og Nicolaj Blach, gav en hånd med ved udpakningen fra den store transportkasse.

- Træningen går fint, jeg begynder at kunne mærke de tre til fire daglige træningspas herovre nu. Jeg har da ihvertfald fået en morfar både i mandags og igår, siger hun.

- Der er bestemt ikke grund til at klage, vejret er godt, træningen hård og selskabet fantastisk, fortæller Henriette Engel Hansen fra Florida.





12. september 2011

Landsholdsroere vandt Tour de Gudenaa



587 roere var med ved årets Tour de Gudenaa og de danske marathonlandsholdsroere tog godt for sig af medaljerne i seniorklasserne.

René Olsen fra Maribo, der også er nykåret dansk mester, vandt herre senior enerkajak over 120 km i tiden 7.52.04, mens Nicolaj Blach fra Skanderborg blev nummer tre i klassen i 8.15.58.

- Jeg er glad for at have slået Thor Nielsens rekord fra 1998 med over 8 minutter, skriver René Olsen på Twitter om årets 120 km. lange løb.

I kvindernes toerkajak over 87 km. vandt de danske mestre Sofie A. Jørgensen, Maribo og makkeren Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe TDG 2011 i tiden 6.17.51. Det var samtidig 11. gang, at Birgit Pontoppidan gennemførte det traditionsrige løb.

Næste store opgave for René Olsen, Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Olsen bliver deltagelsen i VM marathon i Singapore til oktober.

Hos herrerne deltager René Olsen ved VM i enerkajak, mens der hos kvinderne er VM-deltagelse i både ener- og toerkajak.

Se hele resultatlisten fra TDG 2011 her

10. september 2011

Landsholdsroere i front på førstedagen ved Tour de Gudenaa

Sofie Aastrand Jørgensen (forrest) bruger årets Tour de Gudenaa til at forberede sig til VM i Singapore
sammen med Birgit Pontoppidan.

Flere af de nykårede danske mestre på marathondistancen er med i dette års Tour de Gudenaa.

I seniorklasserne over 120 km. er René Olsen, Maribo og Nikolaj Blach fra Skanderborg til start i herrernes enerkajak, og hos kvinderne er Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe og Sofia Aastrand Jørgensen fra Maribo med i toerkajak over 87 km.

På førstedagen af Tour de Gudenaa har den danske landsholdsbåd i kvindernes toerkajak brugt 3 timer 35 minutter og 8 sekunder, men de ror uden konkurrenter i deres klasse.

Hos herrerne er René Olsen i front i tiden 3 timer 14 minutter og 58 sekunder og efterfølges af tyske Steffen Burkhardt fra Preetzer. Nicolaj Blach er nummer tre i tiden 3 timer 22 minutter og 49 sekunder. I herrernes klasse er 26 roere til start.

Ved VM i Singapore til oktober deltager René Olsen, Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen.