10. august 2014

Team Danmarks direktør: Jeg tror, at Emma kvalificerer sig til OL 2016 i Rio.

De danske verdensmestre i K2 1000 meter med Team Danmarks direktør Michael Andersen i midten. Foto: TD.

Direktør Michael Andersen fra Team Danmark var på plads på tilskuerrækkerne ved VM sprint i Moskva og svært tilfreds med de danske kajakpræstationer.

- Det var en rigtig flot VM-præstation af Emma Jørgensen og Henriette Engel Hansen. Der er dog meget stor forskel på konkurrenceniveauet i olympiske og ikke-discipliner ved VM, hvilket bl.a. kan ses på deltagerantallet.

K2 1.000 meter for kvinder havde deltagelse af 14 nationer, mens deltagerantallet i K 2 500 meter var på mere end 40 nationer.

- Jeg tror, at Danmark har rigtig gode chancer for at kvalificere både K2 og K4 på 500 meter for kvinder til OL 2016, men det forudsætter, at både Emma og Henriette indgår i begge bådtyper, siger Team Danmarks direktør Michael Andersen til Kajaksporten i fokus.

- VM 2014 i Moskva var Emmas første internationale mesterskab som senior, og hun har fået en god positiv oplevelse, som hun kan "bygge videre på", siger han.

- For talenter med et unikt internationalt potentiale som Emma, skal man altid ha' mest fokus på det langsigtede perspektiv. Jeg tror, at Emma kvalificerer sig til OL 2016 i Rio, og hun vil helt sikkert være medaljekandidat ved OL 2020 i Tokyo, hvis hun fortsætter den nuværende udvikling, siger Michael Andersen.

Emma Jørgensen står pt. på Team Danmarks hjemmeside som Team Danmark talent - hvor vil hun skulle placeres nu?

- Kriteriet for at blive indplaceret som "Verdensklasseatlet" er som udgangspunkt en top 8-placering i en olympisk disciplin. Emma blev nr. 17 på den olympiske disciplin 200 meter ved VM 2014, men jeg tror, at hun har rigtige gode chancer for en top 8-placering ved VM 2015 i Milano.

- VM-resultaterne vil helt sikkert indplacere Emma som "Eliteatlet" og i løbet af et eller to år vil hun helt sikkert opnå en indplacering som "Verdensklasseatlet", siger Michael Andersen.

(C) Kajaksporten i fokus / Jan Christensen