6. december 2010

Birgit Pontoppidan fik idrætspris i Gladsaxe

Gladsaxe Byråd har siden 1973 inviteret til en årlig idrætsmodtagelse på rådhuset, og i år gik de aktives pris endnu en gang til en kajakroer.

Det var VM-sølvvinderen Birgit Pontoppidan, der modtog den flotte hæder og 10.000 kr. samt en bronzestatuette, der er skabt af den kendte kunstner, Bjørn Nørgaard.

Til Gladsaxe Kommunes Idrætspris for de aktive var de tre nominerede for 2010 Lasse Dittmann, Bagsværd Roklub, Birgit Pontoppidan, Gladsaxe Kano- og Kajakklub, og brødrene Casper og Lasse Nielsen, ligeledes fra Gladsaxe Kano- og Kajakklub.

Ved prisoverrækkelsen fremhævede borgmester Karin Søjberg Holst, at hendes unge alder til trods, så er Birgit allerede en rutineret deltager ved idrætsmodtagelsen. Tilbage ved idrætsmodtagelsen i år 2000 var Birgit med, og det var i aldersgruppen 15-18 år. Siden har Birgit været med hvert eneste år, men i år er det så som prismodtager.

I motivationen for prisen blev det nævnt af borgmesteren, at Birgit i år har opnået sit bedste resultat til dato med sølv ved verdensmesterskabet i toerkajak på marathondistancen.  Med hendes stædighed, træningsflid og enorme gå-på-mod har hun vist, at hun kan rykke, når det gælder.

I 2009 blev det til en 7. plads til VM marathon, og i år blev det til den utrolig flotte sølvmedalje ved VM.

Dem, der kender Birgit på tæt hold tror, at dette resultat giver hende endnu mere lyst til at træne frem mod at stå øverst på skamlen, som roere fra Dansk Kano og Kajak Forbund har gjort i de senere år, sagde Karin Søjberg Holst ved prisoverrækkelsen.

Foruden uddelingen af den fornemme idrætspris blev 109 aktive hyldet på Gladsaxe Rådhus for deres præstationer ved VM, EM, NM og DM i 2010.

Gennem tiden har følgende kano- og kajakroere vundet idrætsprisen i Gladsaxe:

2008 Henriette Engel Hansen, Kano- og Kajakklubben 361
2007 Henriette Hansen, Kano- og Kajakklubben 361 og Anne Lolk, Gladsaxe Kano & Kajakklub
2002 Lasse Nielsen, Gladsaxe Kano & Kajakklub
1994 Arne Nielsson og Christian Frederiksen, Nybro-Furå Kano- og Kajakklub
1990 Arne Nielsson og Christian Frederiksen, Nybro-Furå Kano- og Kajakklub
1987 Yvonne Knudsen, Gladsaxe Kano & Kajakklub
1985 Henning Lynge Jacobsen, Nybro - Furå Kano- og Kajakklub
1978 Jørgen Lassen, Nybro-Furå Kano- og Kajakklub