Viser opslag med etiketten Andreas Tønnesen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Andreas Tønnesen. Vis alle opslag

9. januar 2012

Andreas Tønnesen blev årets elitehåb 2011 i Holstebro

Andreas Tønnesen blev årets elitehåb 2011 i Holstebro, Foto: Facebook.

Det blev den 16-årige kajakroer Andreas Tønnesen fra Pagaj, som forleden løb med prisen som Årets Elitehåb 2011 i Holstebro.

Foto: Holstebro Elitesport / Facebook
Holstebro Elitesport står for tildeling af denne pris, der sidste år gik til en anden kajakroer fra Pagaj, nemlig Simon Hvam.

I år vandt Andreas Tønnesen prisen, for de resultater han har opnået i de danske mesterskaber samt de mange medaljer ved de Nordiske mesterskaber i Sverige sommeren 2011.

Prisen uddeles til en person som i 2011 har gjort sig ekstraordinært bemærket på baggrund af sine idrætspræstationer og en person som i årets løb har udvist et stort engagement og som med sin seriøse tilgang til  træningen, er et forbillede for andre udøvere.

Ikke kun er Andreas Tønnesen en dygtig eliteudøver, men han er også træner, som de unge piger og drenge ser op til i kajakklubben i Holstebro.

INFO - Resultater 2011:

Dansk og Nordisk mester for U16 5 medaljer ved DM:  3 guld, 1 sølv og 1 bronze. 6 medaljer ved Nordisk Mesterskab: 4 guld, 1 sølv, 1 bronze. Nr. 6 ved Olympic Hopes i Polen. 

19. september 2011

Tre danske guldmedaljer på 500 meter ved Olympic Hopes regattaen

Den danske succes ved Olympic Hopes regattaen i Polen fortsatte også på 500 meter distancerne ved 3. dagen af weekendens regatta. Emma Jørgensen fra Maribo vandt mere guld i klassen for piger årgang 1996, og Vallensbæks Lasse Bro Madsen hentede en tilsvarende guldmedalje i  årgang 1994 hos herrerne.

Også i toerkajak var der mere dansk guld, da Emma Jørgensen og Emilie Petersen begge fra Maribo vandt klassen for piger fra årgang 1995-1996 og kunne dermed bidrage med endnu en medalje til de i alt 10 vundne danske medaljer ved Olympic Hopes regattaen i Polen.

Se flere af de flotte danske 500-meter resultater herunder, hvor også Nikolaj Mørke, Andreas Tønnesen og Casper Pretzmann hentede flotte finaleplaceringer.


17. september 2011

Flot dansk start ved Olympic Hopes regattaen


Fem danske roere kom i finalerne på førstedagen af Olympic Hopes regattaen i Polen på 200 meter distancen. Både  Lasse Bro Madsen (1994), Emma Jørgensen (1996), Emilie Petersen (1995), Ida
Willumsen (1994) og Emilie Rosenkilde (1994) kom i direkte finaler.

Andreas Tønnesen (1995) roede sig i semifinalen og finalen, hvor han blev nummer 6. I toerkajak nåede Casper Pretzmann/Nikolaj Mørke (1995) semifinalen og gik ikke videre.

Men det blev også til fire flotte danske medaljer på 200 meter distancerne i enerkajak.

Emma Jørgensen vandt således guld, Lasse Bro Madsen hentede sølv, og det blev også til en dansk bronzemedalje til henholdsvis Ida Willumsen og Emilie Petersen.

Andreas Tønnesen blev nummer seks i sin finale, og Emilie Rosenkilde havnede lige uden for medaljerækken som nummer fire eller fem.

Lørdag gælder det 1000 meter distancerne.

14. september 2011

Danmark klar til Olympic Hopes regatta i Polen

'
Hele 19 nationer er med ved weekendens Olympic Hopes regatta i Polen, og Danmark har 8 deltagere til start i årgangene 1994-1996.

Startlisten for regattaen i polske Bydgoszcz med 233 løb i weekenden finder du her.