17. september 2011

Guld, sølv og bronze på 1000 meter distancerne ved Olympic Hopes regattaen

På andendagen af Olympic Hopes regattaen i Polen blev det til guld i K1 1000 meter for Emma Jørgensen. Foto: Facebook.
På andendagen af Olympic Hopes regattaen i Bydgoszcz i Polen kom de danske roere atter til tops og leverede flotte præstationer. Det blev til medaljer af både guld, sølv og bronze til de danske piger, da Emma Jørgensen fra Maribo sikrede sig guldet i enerkajak for roere fra årgang 1996.

Emilie Petersen også Maribo vandt sølv i K1 1000 meter for årgang 1995, og Emilie Rosenkilde fra Skovshoved og Ida Villumsen fra 361 vandt bronze i toerkajak over 1000 meter for årgang 1995.

Emilie og Ida førte endda indtil 200 meter før mål, men kunne desværre ikke holde føringen hjem. Ungarn blev vinder, og Tyskland tog sig af sølvet.


Lasse Bro Madsen blev derudover nummer fem i K1 1000 meter for årgang 1994, og Casper Pretzmann blev nummer syv i finalen for roere fra årgang 1995. Alle resultater for regattaens dag 2 finder du her.