3. november 2010

Jimmy Bøjesen optaget på Dansk Kano og Kajak Forbunds elitecenter

 
Jimmy Bøjesen fra Struer er nyeste roer på
Dansk Kano og Kajak Forbunds elitecenter. Foto: Jens Thybo.
 
Jimmy Bøjesen fra Struer Kajakklub bliver primo 2011 optaget på Dansk Kano og Kajaks Forbunds elitecenter.

I det nye år flytter Jimmy fra de vante omgivelser i Vestjylland til Bagsværd, hvor han skal bo i en Team Danmark lejlighed sammen med to andre landsholdsroere.

Den daglige træning skal fremover gennemføres på elitecenteret ved Bagsværd sø under ledelse af landstræner Thor Nielsen.

Der er kun ti roere på centret, så elitecentret er beregnet for den absolutte danske kajakelite.

Om sin start indenfor kajaksporten som 15-årig, har Jimmy Bøjesen tidligere fortalt til DKF´s hjemmeside:

- Jeg havde spillet fodbold, siden jeg var fem år gammel, men på grund af en knæskade, var jeg stoppet og havde gået lidt over et år uden at dyrke nogen form for sport. Fodbold havde fyldt meget i mit liv, og ud over fodbold, havde jeg spillet badminton, håndbold, svømmet o.s.v.

- Noget tid før sommerferien 2005 bestemte jeg mig så for at tage med vennerne ned til kajak. Egentlig havde jeg ikke nogen anelse om, hvordan sådan en kajak fungerede, og min første tur endte meget hurtigt med en halv grønlændervending.
- Ved DM 2006 var mit mål at komme med i finalen i alle løb. Det mål blev også opfyldt og mere til.

Fire år efter har Jimmy Bøjesen nu roet sig ind på Dansk Kano og Kajak Forbunds elitecenter.

Læs mere i dette nye interview med Jimmy Bøjesen her.