Det blev reelt ikke til de helt store overraskelser hos seniorerne ved weekendens Copenhagen Spring Regatta i kajak på Bagsværd sø, der blev afviklet i strålende solskin og med kraftig medvind.
Hos herrerne vandt brødrene Lasse Nielsen og Casper Nielsen fra Gladsaxe som ventet K2 200 meter distancen, mens René Poulsen fra Maribo vandt K1 1000 meter. Silkeborgs Emil Stær og ARK´s Kim Wraae vandt også helt som ventet K2 500 meter, og den korte K1 200 meter distance blev vundet af storfavoritten Kasper Bleibach fra Maribo.
En mindre overraskelse hos seniorerne var det derimod, at Jimmy Bøjesen fra Struer hentede guldet i K1 500 meter foran René Poulsen og Kasper Bleibach, begge Maribo. Bøjesen tog sig samtidig af sølvet i enerkajak på 200 meter distancen.
Maribos René Olsen, der var med på elitecentrets lange forårstræningslejr i Florida, var blevet ramt af sygdom og kunne derfor ikke stille op i weekenden. Han satser normalt primært på marathondistancerne, men har lagt stor fokus på sprintdistancerne sideløbende.
Hos kvinderne var Henriette Engel Hansen favorit i 500 meter enerkajak, som hun vandt foran Birgit Pontopiddan fra Gladsaxe, der dog så til gengæld vandt K1 1000 meter distancen.
Udtagelserne til næste World Cup stævne i Tjekkiet om knap 2 uger vil nu følge fra forbundet om kort tid.
I U18 og U16-klasserne blev der også ved CSR 2011 kæmpet om pladserne til landsholdene, og om kort tid melder Dansk Kano og Kajak Forbund så ud, hvem der sikret sig de attraktive pladser. Der er givet mange, der nu venter i spænding.
Henved 45 klubber fra Danmark og Sverige med omkring samlet 210 deltagere var med i regattaen i weekenden.