Viser opslag med etiketten Kraftcenter Gladsaxe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kraftcenter Gladsaxe. Vis alle opslag

18. januar 2013

Ny kraftcenterstruktur på vej - Silkeborg og Maribo bliver superkraftcentre

Foto: Jens Thybo


Dansk Kano og Kajak Forbund udsendte i september 2012 et oplæg til en ny kraftcenterstruktur. Kajaksporten i fokus erfarer, at planerne nu er blevet konkretiseret.

DKF's bestyrelse har på sit møde den 13. januar vedtaget principperne for den fremtidige kraftcenterstruktur og går nu i dialog med Team Danmark om disse.

På baggrund af input fra de nuværende kraftcentre, har DKFs eliteansvarlige afholdt møder med kraftcentrenes ledelser for at drøfte deres potentialer samt lytte til hvordan ledelserne ellers så på oplægget og situationen i al almindelighed.

På den baggrund indstillede DKF´s eliteansvarlige Jan Darfelt til DKFs bestyrelse, at Maribo Kajakklub og Silkeborg Kajak Klub indstilles til ”Super kraftcentre” pr. 1/1 2013 og at der i forlængelse heraf forhandles et individuelt tilskud til de to superkraftcentre.

De øvrige kraftcentre ønskede enten en længere periode til at drøfte indholdet og perspektiverne i oplægget eller de ønskede en længere fase før end de var klar til at opfylde betingelserne i oplægget. Enkelte meldte ud at de ikke ville kunne leve op til vilkårene i oplægget.

Med baggrund i dette indstillede Jan Darfelt, at der nu forhandles et individuelt tilskud med de øvrige kraftcentre for 2013, således at disse kraftcentre fortsætter uændret, idet der dog i drøftelserne med Vallensbæk og Gladsaxe indgår drøftelser om start af superkraftcenter fra 1/1 2014.

Med baggrund i ovennævnte foreslår Jan Darfelt, at DKF arbejder mod en kraftcenterstruktur pr. 1/1 2014,
der har i alt 4 superkraftcentre – Maribo, Silkeborg, Vallensbæk og Gladsaxe.

Disse superkraftcentre skal således som udgangspunkt have en fuldtidsansat træner, samt på forskellig måde leve op til de yderligere opgaver som er omtalt i oplægget omkring superkraftcentre.

Yderligere indstilles Vejle Kajakklub og Kraftcenter Vest (Pagaj Holstebro og Struer Kajakklub) til at fortsætte uændret som kraftcentre, idet det forudsættes at Kraftcenter Vest har et tæt koordineret samarbejde med Silkeborg. Indholdet af aftalerne med disse to kraftcentre aftales individuelt.

Det indstilles tillige, at tilskud til Kraftcenter København ophører og at det samtidig foreslås, at
Skovshoved Roklub, Hellerup Kajakklub og Holte Roklub søger samarbejde med Kraftcenter
Gladsaxe og at Sundby Kajakklub, Kajakklubben Neptun og Hvidovre Kajakklub m.fl. søger
samarbejde med Vallensbæk.

Det anbefales at dette samarbejde styrkes gennem disse klubbers deltagelse i styregruppearbejdet, samt
at de indgår i en økonomisk fordeling, så de to superkraftcentre styrkes såvel via arbejdskraft/frivillige,
samt gennem styrkelse af den samlede økonomi i centrene.

Hvis der kan opnås enighed om en sådan fremtidig struktur vil DKF kunne bruge kræfterne på at
styrke og udvikle disse centre/organisationer, samt derudover styrke indsatsen omkring ATK-klubber
og dermed klubbernes interesse for at arbejde med børn, unge og konkurrenceidræt, lyder det fra Jan Darfelt.

DKF er pt. i en forhandlingsfase med Team Danmark omkring økonomien til elitearbejdet og den 28. januar 2013 afholdes møde med Team Danmarks direktør om midlerne til dette arbejde.
'

30. december 2012

KCG: Tak til det perfekte trænerteam


En lille æra i Kraftcenter Gladsaxe historie blev af rundet søndag d. 30 december, med en vægttest, og derefter en hyggelig eftermiddag, hvor der blev sagt pænt farvel til Jarl Pors Jakobsen og Knud Kragh.

De to trænere har henholdsvis de sidste 4 og 3 år har stået for den daglige træning på KCG.
- Vi må jo sige, at det er et populært trænerteam, som desværre har valgt at sige stop, siger KCG styregruppen.

De herrer har altid været vellidte og respekteret blandt roerne på KCG. Motivation har været nøgleordet i deres trænergerning. Via det har de altid være klar til at guide de aktive på rette vej, ja sågar lektiehjælp har den stået på i årene, der er gået.
De har flyttet KCG til et meget højt niveau inden for kano og kajaksporten, hvilket sæsonen 2012 er et bevis for.

Sprint mesterskaber

EM
Ida Willumsens Em sølv-medalje til U18 EM i Portugal  sammen med sine holdkammerater på den olympiske prestigedisciplin 500m firekajak.

Til selvsamme EM formåede Mads Kerrn at vise sit internationale niveau ved at erobre 6. pladsen på distancen 500m enerkajak i U23 klassen.
Endvidere lykkedes det Solveig Schmidt, Emma Broberg og William Axelsen at blive udtaget til U23 EM. Disse viste stort format ved at kvalificere sig til finalerne i deres respektive løb, og derved være blandt de 9 bedste i Europa.

NM
De nordiske mesterskaber var endnu engang stor succes for KCG. Med 7 udtagede roere, udgjorde KCG en god andel af de respektive landshold, og de formåede nærmest at henvise samtlige modstanderne til sekundære placeringer.

Med utallige nordiske mesterskaber i hus, vendte roerne glade tilbage til Danmark.

DM
Sprint: 18 guld, 21 sølv og 16 bronze marathon: 1 guld og 2 bronze

VM Marathon
Ida Willumsen og Emilie Rosenkilde formåede at lave årets bedste kajakmæssige marathonresultat, ved at afvise næsten alle modstandere. Den imponerende duo formåede at krydse målstregen som nr. 2 i toerkajak for U18.

Kåringer

Et par kåringer fik de 2 trænere delt ud på denne sidste dag:

Emma Broberg: Årets kameraet 2012.
Ida Vilumsen: Årets præstation

Caroline Mogensen: Årets dårligste undskyldnig for ikke at komme til træning.

- KCG ønsker Jarl, held og lykke med studiet, som fremover skal fylde hverdagen, samt surferlivet ved de danske kyster, du er og vil altid være velkommen til træningen i KCG.
Vi vil ønske Knud held og lykke med den kommende familieforøgelse, og livet som farmand. Og med den opdragelseseffekt du har haft på de aktive, så kan det kun gå godt.

Og du vil selvfølgelig også altid være velkommen på KCG, især på vinterløbeturene.

Tak for et fantastisk samarbejde, lyder det fra de aktive samt styregruppen.
Til at følge op og videreføre Knud og Jarls arbejde vil trænerteamet bestå af Kim Wraee og Esben Østergaard, som har været en del af trænerteamet i 2012.

I KCG ser vi frem til at arbejde sammen med dette nye trænerteam, som kommer med en kæmpe erfaring fra de internationale robaner. En erfaring som de aktive vil få meget glæde af, og forhåbentligt vil flytte deres niveau endnu et step op i deres karriere.



Knud Kragh. Foto: KCG


Jarl Pors Jakobsen. Foto: KCG



15. april 2012

Video: KCK og KCG træningslejr 2012 i Portugal

Kig med på Kraftcenter København og Kraftcenter Gladsaxes træningslejr i Portugal i denne flotte video fra Troels Lund.




11. april 2012

KCK og KCG på træningslejr i Portugal


Foto: Troels Lund


Foto: Troels Lund
Lige nu er Kraftcenter København og Kraftcenter Gladsaxe bestående af 30 roere og 3 trænere samlet på Nelocenteret i Porto Antigo i Portugal. 

Alle ror i Nelobåde, hvilket har været en udfordring for nogle. Det har resulteret i et par badeture i det rimeligt kolde vand, og balancen er da heller ikke blevet meget bedre af den til tider voldsomme blæst og de enkelte regnbyger, fortæller Troels Lund.

Men vejret har dog heldigvis også budt på solskinsdage, og den desuden direkte adgang til 90 kilometer superlækkert rovand, er heller ikke til at klage over. 

Foto: Birgit Pontoppidan 
Træningen er rigtig fed, og vi er typisk på vandet to gange om dagen efterfulgt af løb eller vægttræning, siger Troels Lund.

Løb foregår op ad de stejle og støvede bjergsider på de omkringliggende bjerge og vægttræningen i hotellets eget styrketræningslokale.

Vi er topmotiverede i vores træning og går målrettet efter at lave nogle gode resultater i den kommende sæson, siger Troels Lund mens træningslejren nu nærmer sig sin afslutning.





Vis Canoeing: Find flatwater regatta courses all over the world (map). på et større kort

28. januar 2012

Kajak: Kraftcentrenes struktur til debat

Dansk Kano og Kajak Forbund afviklede for nylig et visionsmøde, hvor kraftcentrenes fremtidige struktur blev drøftet.

Forbundet orienterede bl.a. om at Team Danmark ændrer sin støttestruktur til specialforbundene i 2013. F.eks. bliver det muligt at lave 2-4 årige aftaler imod kun etårige aftaler.

Toårige aftaler, mellem DKF og Team Danmark, og også mellem DKF og Kraftcentrene, bliver en mulighed, hvis DKF bliver kategoriseret i næstbedste kategori af specialforbund.

Derudover bliver DKF´s Aldersrelaterede Træningskoncept udgivet i løbet af foråret 2012, og der bliver ansat en ATK konsulent, der skal implementere principperne i ATK i både DKF´s uddannelser og i klubbernes talentudvikling.

Efter denne indledning blev deltagerne opdelt i grupper, der hver skulle komme med bud på, hvordan ATK kunne bruges i klubberne og hvordan Kraftcentrenes og U16-, U18- og U23 Landsholdenes struktur kunne se ud i fremtiden.

Et af de gennemgående problemstillinger var, at mange klubber følte at det var vanskeligt at rekruttere konkurrence-aktive og trænere. Disse klubber oplevede problemer, når de bedste aktive flyttede deres træning fra klub til Kraftcenter, hvorved de så manglede som kulturbærere, i den daglige klubtræning.

Der var også eksempler på at Elitecenteret (EC) ønskede at enkelte af de bedste aktive fra Kraftcenter trænede med EC et par gange om ugen, i en slags overgangeperiode, før de blev fuldt optaget på EC. Dette blev også oplevet som et problem for nogle Kraftcentre, da de herved oplevede at deres Kraftcenter-træningskultur blev forringet.

Et par arbejdsgrupper fremførte, at for at klubtræningen og Kraftcenter-træningen begge kunne fungere optimalt havde man behov for en kritisk masse af talenter begge steder.

Kraftcenter Silkeborg har bygget et samarbejde op mellem en række klubber, der er med til at danne grundlag for en såkaldt kritisk masse, både hvad angår økonomi og i antallet af talenter, fortæller Finn Pape på klubbens hjemmeside om Silkeborgs model.

Antallet af klubber og talenter danner baggrund for fuldtidsansættelse af ham som KC-træner, og danner baggrund for et stabilt samarbejde med en række skoler og uddannelsessteder omkring morgentræning, som altsammen medvirker til et elitetræningsmiljø på KC Silkeborg.

Kraftcenter Silkeborgs foreslår derfor, at DKF får en fremtidig kraftcenterstruktur, der indeholder kraftcentre med fuldtidsansatte trænere, samt en række underliggende Talent-kraftcentre og/eller "ATK-klubber", skriver Finn Pape på Silkeborgs hjemmeside.

Men også en række andre synspunkter og holdninger kom frem på mødet mellem klubberne. Så mange modeller og interesser kan komme i spil.

Kraftcenterklubberne mødes igen til en drøftelse, når DKF holder årsmøde i Roskilde i marts måned.

FAKTA:

I dag findes 7 kraftcentre støttet af Dansk Kano og Kajak Forbund.

I Københavnsområdet findes:

Kraftcenter Gladsaxe (361, Nybro Furå og Gladsaxe)
Kraftcenter København (Neptun, Hellerup, Sundby, Esrum og Hvidovre)
Kraftcenter Vallensbæk (Vallensbæk og Sorø)

I Jylland findes:

Kraftcenter Silkeborg (Silkeborg og Limfjorden)
Kraftcenter Vejle (Trekantsområdet og Fyn)
Kraftcenter Vest (Struer, Holstebro)

På Lolland findes:

Kraftcenter Lolland (Maribo)


30. december 2010

Kraftcenter Gladsaxe markerer sig med flotte resultater

Sæsonen 2010 har været et fantastisk år for sammenslutningen af Gladsaxeklubberne 361, Nybro-Furå og Gladsaxe Kano- Kajakklub (Skovshoved), fremgår det af Kraftcenter Gladsaxes seneste årsberetning.

Fremgangen kan noteres både på resultatsiden men også i den daglige organisering og udviklingen af roere og klubber.

For tre år siden startede en ny generation af kajakroere på KCG, og det er stammen af disse roere, som i dag ligger og kæmper om medaljer til de store internationale stævner.

Med en seriøs og veluddannet trænerstab, folk på sidelinjen der ofrer mange frivillige timer samt økonomisk fundering fra Gladsaxe Kommune udgør KCG idag et semiprofessionelt tilbud til de seriøse kajakroere.

Et tilbageblik på 2010-sæsonen rummer mange flotte resultater både nationalt og internationalt. Det flotteste juniorresultat på sprintdistancerne var Mads Kerns EM bronze til U18 EM i Moskva, fremgår det af årsberetningen.

Her opnåede Mads Kern sammen med sin toermakker en sensationel bronzemedalje på 1.000 meter toerkajak med Rasmus Jørgensen fra Silkeborg.

Ved samme EM formåede Kåre Holm Thomsen at vise sit internationale niveau ved at erobre 7. pladsen i 200 meter enerkajak.

Endvidere lykkedes det William Axelsen at blive udtaget til U23 EM sammen med sin toermakker på 1000 meter og 500 meter distancen.

Mandskabet blev desværre ramt af sygdom i perioden op til EM, men formåede alligevel at placere sig som den 11. bedste båd i Europa, hvilket er imponerende Williams Axelsens unge alder på 19 år taget in mente.

Ida Willumsen opnåede på flotteste vis at blive udtaget til Ungdoms OL i Singapore. Her fik Ida sig en oplevelse for livet, og en flot placering som nr. 12 i to forskellige discipliner.

De nordiske mesterskaber for U16, U18 og U21 var en stor succes for KCG. Med 11 udtagede roere, udgjorde KCG en stor andel af det danske landshold.

I U21 klassen opnåede KCG disse flotte resultater:

William Axelsen 3 x Guld og 3 x Sølv
Johannes Pehrson 2 x Bronze
Martin Kaufmanas 2 x Bronze

I U18 klassen blev det til følgende medaljer:

Mads Kern 5 x Guld
Thomas Skyum 1 x Guld og 1 x Sølv
Kåre Holm Thomsen 3 x Sølv

I U16 klassen sikrede KCG sig yderligere medaljer:

Emilie Rosenkilde 2 x Sølv og 2 x Bronze
Louise Madsen 1 x Sølv
Thomas Mogensen 1 x Sølv
Morten Ebbesen 1 x Bronze

Udover de ovennævnte resultater formåede kanoroeren Alexsander Papadopoulos at imponere landstræneren så meget, at han blev udtaget til et stort internationalt stævne i Italien, hvor han han formåede at padle sig til to bronzemedaljer på 1000 meter i enerkano.

Til samme stævne tog William Axelsen, Kåre Holm Thomsen og Mads Kern sig af guldet på deres respektive distancer.

Foruden de mangle flotte resultater på sprintsiden, kunne KCG notere flotte resultater på marathondistancerne.

Birgit Pontoppidan formåede endnu engang at vise omverdenen, hvilket format hun var gjort af og imponerede alt og alle ved, sammen med hendes K2-makker, at vinde VM sølv i Spanien sammen med Silkeborg Jeanette Løvborg. I sæsonens løb blev det desuden yderligere til to World Cup sejre til mandskabet.

Lasse Foged formåede ligeledes at vise, at han høre til blandt verdens eliten i marathon kanoroning. Efter de 33 km roning i seniorklassen kom Lasse ind som nr. 6.

Til VM marathon var Thomas Skyum ligeledes udtaget i juniorklassen. Sammen med hans makker opnåede mandskabet en 12. plads.

Vi har nu fået en elitegruppe på 5-6 roere, der gerne skulle blive så gode, at de kan blive optaget på elitecenteret, og derved få daglig supervisering af landstræneren, inden for 2-3 år, vurderer KCG afslutningsvis i årsberetningen.

Udover denne elitegruppe har KCG 10-15 roere, der er fast inventar på de respektive landshold samt en udviklingsgruppe på 5-7 roere, der er ved at udvikle sig til at kunne opnå udtagelse til landsholdet.