Viser opslag med etiketten Sofie A. Jørgensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sofie A. Jørgensen. Vis alle opslag

23. april 2013

Maraton: Henriette Engel Hansen og Jeanette Løvborg nye makkere i toerkajak

Henriette Engel Hansen fotograferet af Jens Thybo.
Om kort tid afvikles Nordic Open i Maribo som et første skridt for roerne på vej mod deltagelse ved VM maraton på Bagsværd Sø.

I den foreløbige startliste til Nordic Open 2013 kan man se, at Danmark formentlig stiller med en ny Dame K2-konstellation til VM på hjemmebanen.

Henriette Engel Hansen og Jeanette Løvborg, der begge tidligere har vundet VM-medaljer i marathon K2 med andre makkere, har ihvertfald indledt et nyt samarbejde i K2 ved Nordic Open.

Mandskabet bliver i Maribo udfordret af bl.a. yngre kræfter som Ida Willumsen fra 361 og Emilie Rosenkilde fra Skovshoved samt Maribos Sofie Jørgensen og Amalie Thomsen fra Limfjorden.

På forhånd synes Henriette Engel Hansen og Jeanette Løvborg at være storfavoritter i kvindernes toerkajak.

25. juni 2012

Ni medaljer til Danmark ved World Cup Marathon



René Olsen vandt World Cup bronze på Bagsværd sø.
Foto: Michael Cederqvist
På hjemmebane Bagsværd Sø blev Danmark den helt store medaljesluger ved weekendens ICF World Cup Marathon i kano og kajak.

Hele ni medaljer høstede danskerne, heraf tre af guld.

Som forudsagt af marathonlandsholdets koordinator Thomas Christiansen skulle især juniorroerne leve op til store forventninger, og det lykkedes til fulde. Alle danske guldmedaljer faldt i juniorernes løb. I enerkajak triumferede Amalie Thomsen fra Limfjorden og Casper Pretzmann fra Silkeborg. Den tredje guldmedalje hentede toerkjakken med Emma Jørgensen og Emilie A. Petersen fra Maribo.

Birgit Pontoppidan efter World Cup medaljen var i hus. Foto: Michael Cederqvist.


I seniorernes mest prestigefyldte konkurrence, enerkajakken, viste Danmarks to største maratonstjerner også gode takter, før næste års VM, som også finder sted på bagsværd Sø i september.

Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe roede en flot sølvmedalje hjem, mens Rene Olsen fra Maribo kæmpede sig til bronze. Desuden viste toerkajakken med de unge talenter Sofie Jørgensen fra Maribo og Annemia Pretzmann fra Silkeborg gode takter.

- Jeg er meget tilfreds, overrasket og ikke mindst lettet over min K1 sølvmedalje ved maraton World Cup stævnet her i København.  Det er en stor oplevelse at ro et internationalt løb i dit eget land, skriver Birgit Pontoppidan på Facebook.


Sofie Jørgensen fra Maribo og Annemia Pretzmann fra Silkeborg vandt sølv.
Foto: Jette Aastrand Jørgensen

ICF World Cup Marathon sluttede søndag med herrernes toerkajak. Her stillede Rene Olsen op sammen med Nicolai Blach fra Skanderborg, og det danske par sluttede en flot dansk World Cup med en femteplads.

165 roere fra 20 nationer var med til ICF World Cup maraton, der blev arrangeret af Dansk Kano og Kajak Forbund i samarbejde med det internationale forbund, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen samt Lyngby-Taarbæk og Gladsaxe kommuner.



3. maj 2012

Marathon: Stort dansk World Cup hold udtaget

Sofie Aastrand Jørgensen, der vandt marathon guld ved U23 EM og sølv ved U23 VM sidste år  er
udtaget til World Cup stævnet på Bagsværd i både K1 og K2. Foto Jens Thybo.



Så er holdet til World Cup marathon på Bagsværd d. 23. juni 2012 blevet udtaget, skriver Dansk Kano og Kajak Forbund i en pressemeddelelse. Det er naturligvis blevet til et stort dansk hold, der skal ro på hjemmebanen, men der er også enkelte små overraskelser i udtagelserne.

I dame senior K2 bliver der således ved World Cup stævnet på Bagsværd sø landsholdsdebut til den nye konstellation med Sofie Jørgensen (Maribo Kajakklub) og Annemia Pretzmann (Silkeborg Kajakklub).

Det er dog langt fra første gang de to ror sammen i K2.

- Vi snakkede om det til Nordic Open, at vi godt kunne prøve at ro sammen igen, fortæller Annemia Pretzmann. Men det bliver K1 som får førsteprioriteten.

- Eftersom vi bor 350 km. fra hinanden og ikke har tid til at træne særlig meget sammen, er det naturligt at jeg vil få mere tid i min K1 frem for i K2, fortæller Annemia Pretzmann.

Den danske dame K2 har i årevis været helt fremme ved VM, men en række af de danske kvinder er nu også kommet godt med individuelt. 

Her er det roere som Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe og Sofie Aastrand Jørgensen fra Maribo, der ligger og dyster tæt med Silkeborgpigen, der i weekenden hev sejren hjem i sæsonens første dyst hos kvinderne ved Nordic Open i Maribo. 

Dansk Kano og Kajak Forbund har i alt udtaget følgende roere til World Cuppen på Bagsværd sø.

Herre Senior K1
Rene Olsen Maribo Kajakklub
Nicolai Blach Skanderborg KK
Niels Boe Maribo Kajakklub
Mads Mikkelsen Kolding Kajakklub
Hans Chr. Stærkind Hellerup Kajakklub
Niclas M. Hansen Silkeborg

Herre Senior K2
Rene Olsen (Maribo Kajakklub) / Nicolai Blach (Skanderborg KK)
Jeppe Glesner (Kolding Kajakklub) / Peter Jensen (Kolding Kajakklub)

Dame Senior K1
Annemia Pretzmann Silkeborg Kajakklub
Birgit Pontoppidan Gladsaxe Kano og Kajakklub
Sofie Jørgensen Maribo Kajakklub
Solveig Schmidt Odense Kajakklub

Dame Senior K2
Sofie Jørgensen (Maribo Kajakklub) / Annemia Pretzmann (Silkeborg Kajakklub)

Herre Junior K1
Casper Pretzmann Silkeborg Kajakklub
Mads Brandt Petersen Silkeborg Kajakklub
Nicolai Mørcke Vejle Kajakklub

Herre Junior K2
Casper Pretzmann (Silkeborg Kajakklub) / Mads Brandt Petersen (Silkeborg Kajakklub)

Dame Junior K1
Amalie Thomsen Kano og Kajakklubben Limfjorden
Rikke Jørgensen Maribo Kajakklub

Dame Junior K2
Emilie Rosenkilde (Skovshoved Roklub) / Ida Willumsen (Kanoklubben 361)
Rikke Jørgensen (Maribo Kajakklub) / Amalie Thomsen (Limfjorden)

Senere på året venter VM marathon i Italien, hvor flere af roerne også forventes at deltage.


27. februar 2012

Kajak: Sofie Aastrand Jørgensen håber på at ro mere sprint

Kajaksporten i fokus interviewer Sofie Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub frem mod 2012-sæsonstarten.

18. februar 2012

30 roere gør klar til sæsonstarten i Sevilla


Kraftcenter Lollands træningslejr i Sevilla har givet 30 roere optimale muligheder for at træne, mens det meste af det danske rovand er præget af kulde og is. Udover Maribos egne roere er også en del andre roere fra andre klubber med på træningslejren i Sevilla.

- Træningen på vandet har foregået i grupper, efter hvor hurtigt vi roede. Og det har været fedt i den uge, der lige er gået, fordi fem KC Gladsaxe-piger kom og trænede med os. Så når vi ikke lå i grupper, var vi 10 piger der kunne træne sammen, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen. 

- Vi har roet mange kilometer ved at ro 3*25min eller 100 min. eller 120 min. aktivt. Det har været sådan det ene pas, hvor det andet pas har været mellem 2-6 min. højt, hvor vi har ligget på siden af hinanden.

- På land har vi spillet fodbold eller løbet som kondition, hvor vi skiftes hver anden dag. Og så vægttræner vi tre gange om ugen, fortæller Maribo-pigen.

- Vejret er lige fra hue og ro handsker til shorts. Men blæst har vi kun haft et enkelt par dage. Og på de første to uger har jeg da roet 330 km., siger Sofie Aastrand Jørgensen.




21. december 2011

Årets marathon præstationer 2011: Sofie Aastrand Jørgensen og Birgit Pontoppidan kåret

I afstemningen om årets marathonpræstationer 2011 var det kvinderne der løb med stemmerne.

Maribos Sofie Aastrand Jørgensen var nomineret i både marathon K1, marathon K2 og i U23 klassen, og Gladsaxes Birgit Pontoppidan var nomineret i marathon K2 sammen med sin makker Sofie Aastrand Jørgensen.

Og de to kvinder løb også med sejren i de 3 afstemninger. Sofie Aastrand fik således flest stemmer i både marathon K1 og U23-kategorien, mens Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen sammen vandt marathon K2-afstemningen.

De to kvinder har gennem hele 2011-sæsonen både været K2-makkere, men også konkurrenter i K1, og det udgangspunkt har kastet masser af flotte præstationer af sig

Sofie Aastrand Jørgensens imponerende sæson gav fornemt udbytte i form af bl.a. U23 EM K1 guld og U23 VM K1 sølv. Derudover vandt hun også Dalsland Kanot marathon 2011.

Birgit Pontoppidan vandt bl.a. World Cup sølv i K1, EM sølv i K1, Amager Strandpark Rundt 2011 og DM marathon i K1.

Og både for Sofie og Birgit var VM i Singapore afslutningen på en særdeles succesrig sæson.

Verdensmesterskaberne i U23-klassen blev en sand triumf for Sofie Aastrand Jørgensen. Efter en del dramatik både til lands og til vands kunne den talentfulde Maribo-pige efter VM-løbet kalde sig verdens næstbedste i K1 i sin aldersklasse.

Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen blev samtidig nummer fem i kvindernes toerkajak efter et velgennemført løb lige under halvandet minut efter de ungarnske vindere i seniorklassen.

Det var første gang, at den nye danske toerkajak med Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen deltog ved VM, og de fulgte dermed flot op på den mangeårige danske tradition med topresultater ved VM i kvindernes toerkajak.

- Sofie og jeg havde et rigtig godt K2-løb i Singapore, hvor vi begge var meget tilfredse med både resultatet og måden, vi roede løbet på, fortæller Birgit Pontoppidan efter kåringen af årets marathonpræstationer 2011.

- Vi greb alle de chancer vi fik undervejs, og fik det optimale ud af dem. Et sammenstød af flere både efter de første 200 meter isolerede førerfeltet meget tidligt, hvor vi desværre røg ned i andengruppen.

- Men med de fire både, der var stukket af ved begyndelsen, var den derudfra bedste placering, vi kunne opnå en femteplads. Så ud fra de omstændigheder vi var givet, var det en succes at blive nummer fem og at ro de franske piger af hængeren undervejs, samt at vinde slutspurten over svenskerne.

- Med lidt held og mere rutine, kan vi måske træde ind i medaljerækken en anden gang, vurderer Birgit Pontoppidan.

Og de to kvinder er da også i fuld sving med vintertræningen, hvor bl.a. et World Cup stævne på Bagsværd sø og VM i Italien venter næste år.



5. december 2011

Afstemning: Årets marathon K1 og K2 præstation 2011

Kajaksporten i fokus har nu samlet kandidater fra læserne af bloggen til afstemningen om årets bedste marathon-præstationer 2011.

De nominerede roere er:

Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo (K1)
Jeppe Glesner / Peter Jensen, Kolding (K2)
Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo / Birgit Pontoppidan, Gladsaxe (K2)

Du kan stemme i afstemningen her frem til d. 18. december 2011 nederst på siden, hvorefter vinderen offentliggøres.

René Poulsen indstiller Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo  (K1) med denne begrundelse:

Sofie Aastrand Jørgensen. EM K1 Guld, VM K1 Sølv, WC K1 4.plads. Vinder af Dalsland Kanot marathon 2011. Første gang hun deltager ved et internationalt mesterskab i K1 tager hun medalje.
Hun tilskammegjorde tilmed en manglende K1 udtagelse fra 2010, hvor det blev vurderet, hun ikke var god nok til at gøre sig dame junior K1 marathon.


René Poulsen indstiller Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo / Birgit Pontoppidan, Gladsaxe (K2) med denne begrundelse:

Sofie Aastrand Jørgensen / Birgit Pontoppidan. 5. plads ved VM i Singapore, uden videre sammenroning. Førte og dominerede K2 ved World Cuppen indtil de måtte udgå p.g.a. af skadet skulder.

Søren Hyttel indstiller Jeppe Glesner og Peter Jensen, Kolding med denne begrundelse:

Synes det er fedt at høre, at de blev nr. 4 til en Wold Cup, og havde håbet, at de fik chancen til EM og VM, men desværre. Synes det er synd, at man ikke støtter marathonroerne lidt mere.

Richardt Madsen indstiller Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub (K1) med denne begrundelse:

VM sølv U23.

Lise Gram Eriksen indstiller Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo Kajakklub (K1) med denne begrundelse:

Guld til EM, sølv til VM, guld til Dalsland Kanot Marathon og sølv til DM senior - mm. En meget jævn og overbevisende indsats over året.










2. december 2011

Afstemning: Årets U23-præstation i dansk kajaksport 2011

Kajaksporten i fokus har nu også samlet kandidaterne fra læserne af bloggen til afstemningen om årets bedste U23-præstation 2011.

Du kan stemme i afstemningen her frem til d. 18. december 2011 nederst på siden, hvorefter vinderen offentliggøres. Afstemningerne i de øvrige kategorier og klasser følger løbende.

OBS! Stemmer du på flere kandidater eller flere gange i hver afstemning er din stemme ugyldig.

De indstillede roere til årets U23-præstation 2011 i dansk kajaksport er:

Sofie Aastrand Jørgensen, Maribo (indstillet af Søren Hyttel)
Mads Kerrn, Skovshoved (indstillet af René Poulsen)


Sofie Aastrand Jørgensen


Mads Kerrn


Søren Hyttel indstiller Sofie Jørgensen med denne begrundelse

Synes Sofie viser, at hun kan være med hvor det sker for U23 roerne på marathon. Hendes andenplads til VM, og førsteplads til EM siger jo alt.


René Poulsen indstiller Mads Kerrn med denne begrundelse

Vandt B-finalen på K1 1000meter til U23 EM i Kroatien. Han er dygtig og kunne godt gå hen og blive rigtig god.




23. oktober 2011

VM marathon: Femteplads i kvindernes toerkajak til Pontoppidan og Jørgensen

Sofie Aastrand Jørgensen vandt VM-sølv i U23-klassen
i enerkajak, og lykønskes her af Jørn Cronberg fra ICF.
I toerkajak blev det idag sammen med Birgit Pontoppidan
til en fornem 5. plads i seniorklassen.
Det danske marathonlandshold fik en god afslutning på VM Marathon i Singapore. Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe og Maribo-makkeren Sofie Aastrand Jørgensen blev nummer fem i kvindernes toerkajak efter et velgennemført løb, hvor de til sidst sprintede med svenskerne og vandt en lille skandinavisk duel.

- Vi er tilfredse med femtepladsen, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen efter VM-løbet. Vi havde dog et sammenstød med et andet mandskab allerede efter 200 meter, der gjorde, at vi aldrig nåede op i førergruppen.

- Men i vores forfølgergruppe gik tingene fint, og vi vandt så denne gruppe i kamp mod Sverige og Australien, fortæller hun.

Med i første gruppe var to ungarnske både, Spanien og England, og det var også blandt disse nationer, at medaljedysten kom til at foregå.

Ungarn trak det længste strå og tog sig af både guld og sølv hos kvinderne, mens bronzen gik til Spanien.

Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen brugte 2.01.49 for de 25,8 km. og var dermed lige under halvandet minut efter de ungarnske vindere, hvor Renata Csay vandt hendes 10. VM-guldmedalje denne gang sammen med Ramona Farkasdi.

I U23-klassen blev det i forgårs til sølv til Maribo-roeren, efter at italienske Susanna Cicali blev diskvalificeret for at ro ind i den spanske vinder. Meget bedre gik det ikke for italieneren i dagens løb i toerkajak, hvor hun måtte udgå sammen med tre andre både.

Det var første gang, at den nye danske toerkajak med Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen deltog ved VM, og de fulgte dermed flot op på den mangeårige danske tradition med topresultater ved VM i kvindernes toerkajak.

Næste år ligger VM marathon i Rom i Italien. I 2013 får de danske kajakroere så  hjemmebane, når VM marathon afvikles på Bagsværd sø.


22. oktober 2011

Sofie Aastrand Jørgensen: Sådan vandt jeg VM-sølv



Verdensmesterskaberne på marathondistancen i U23-klassen blev en sand triumf for Sofie Aastrand Jørgensen fra Maribo. Og resultatet i Singapore overgik langt de forventninger, hun på forhånd havde opstillet.
Efter en del dramatik både til lands og til vands kunne den talentfulde Maribo-pige efter VM-løbet kalde sig verdens næstbedste i sin aldersklasse.
- Jeg startede med at komme i smørhullet lige fra start og frem til 2 kilometer. Så skiftede vi plads, og jeg trak lidt. Så kom jeg på første hænger af italieneren, som klemte mig på næsten samtlige bøjer op til overbæringen, så jeg lod mig falde tilbage på de sidste to bøjer, fortæller hun.
Og overbæringerne føltes flere gange hårde for den danske U23-pige.
- Da vi løb, følte jeg, at jeg var i sindssyg dårlig form, Spanien og Italien nærmest fløj af sted, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen.
Så efter første runde lå jeg sammen med den ungarnske pige. Vi endte så med at gøre stort set det samme runde efter runde resten af løbet.
- Jeg trak ud af overbæringen, hun ind til, og vi skiftedes de samme steder på ruten. Vi havde hele tiden Sverige liggende bagved, og et par gange prøvede hun at hente os, men heldigvis lykkedes det ikke.
- Så da vi kom til sidste overbæring, var jeg overbevist om en medalje. Jeg var sikker på, at jeg kunne løbe fra Ungarn, fortæller Maribo-pigen. 
Men også vejret var en stor udfordring, for klimaet i Singapore byder ofte på enorme skift i vejret med kraftige regnskyl.
- Uvejret under selve løbet var meget ubehageligt, og jeg var faktisk ret bange. Da vi skulle ind til tredje overbæring håbede jeg, at vores holdleder Adam Spliid ville sige, at de havde valgt, at vi kun skulle have den korte runde, og så skulle løbet være afgjort, fortæller hun.
- Men samtidig er jeg da glad for, at de ikke stoppede løbet, for hvis man ikke gjorde en runde færdig på en eller anden måde, ville det ikke kunne afgøres. Det eneste gode der var ved alt det regn, var at temperaturen faldt en del så, siger hun.
Og de mange anstrengelser undervejs gav til sidst pote for Maribo-pigen.
- Jeg var så glad, da jeg krydsede målstregen. Jeg syntes, at  det var dejligt at kunne sige, at jeg var blevet nummer tre i verden, og jeg havde et godt løb, fortæller hun.

Den italienske deltager blev efterfølgende diskvalificeret for undervejs at have roet ind i den senere vinder fra Spanien.
- Jeg syntes, at det er i orden, at italieneren bliver disket, når hun ror sådan overfor flere af os. Det er i orden, at officials viser, at de ikke tolererer det, lyder det fra Maribo-pigen, der dermed kunne overtage 2. pladsen.
- Lige da jeg fik det at vide syntes jeg, at det var lidt underligt, fordi det var ikke sådan, vi kom over stregen. 

- Men man skal helt sikkert ro fair på banen, siger en nybagt og stolt dansk VM-sølvvinder, der kan rejse hjem fra Singapore med sit bedste resultat i karrieren nogensinde.

21. oktober 2011

VM marathon: 14 både til start i kvindernes toerkajakløb

Når Sofie Aastrand Jørgensen fra Maribo og makkeren Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe på søndag er med ved VM marathon i kvindernes toerkajak skal de dyste mod 13 mandskaber på den 25,8 km. lange rute i Singapore.

Du kan se startlisten herunder:


Du kan se startlisterne for samtlige VM-løb her

VM-sølvmedalje til Sofie Aastrand Jørgensen


Ved VM marathon i Singapore sikrede Maribos Sofie Aastrand Jørgensen sig sin første VM-medalje i U23-klassen hos kvinderne i enerkajak.

Løbet begyndte i solskin og temperaturer over 30 grader, men fra tredje runde begyndte en voldsom tropisk storm, som varede indtil slutningen af ​​løbet.

- Sofie roede et superflot løb. Hun lå i førergruppen på første omgang, men Italien og Spanien fik slået et hul ud på anden omgang, og det blev også disse to nationer, som kom først over målstregen, fortæller holdleder Adam Spliid.

Efterfølgende blev den italienske deltager Susanne Cicali diskvalificeret, og det betyder, at sølvet istedet går til Danmark.

Sidst i løbet roede Susanna Civali nemlig ind i den senere vinder Eva Barrios fra Spanien i en vending. Den forseelse udløste en diskvalifikation.

Med sølvmedaljen kan Sofie Aastrand Jørgensen notere karrierens hidtidige bedste resultat.

Eva Barrios vandt i øvrigt VM-løbet i tiden 1:48:42, mens Sofie roede i tiden 1.49.56 for de 21,5 km.




Søndag deltager den unge Maribo-pige i toerkajak i seniorklassen sammen med Gladsaxes Birgit Pontoppidan.

Se en video herunder om vejret som U23-roerne måtte kæmpe med.






20. oktober 2011

VM marathon: Uvejr og refleksbølger giver udfordringer for de danske kajakroere

Sofie og René er klar til at kæmpe for danske medaljer VM i Singapore.  Foto: René Olsen.

I morgen går det løs ved verdensmesterskaberne på marathondistancen i Singapore.

I damernes U23-klasse skal Sofie A. Jørgensen fra Maribo vise, at sommerens overraskende europamesterskab ikke var en tilfældighed, mens Birgit Pontoppidan, der tidligere på året vandt sølv ved europamesterskaberne i enerkajak, lørdag skal følge op på forårets fine resultater.

Også René Olsen, der er til start i herrernes enerkajak lørdag, har imponeret med en 4. plads ved europamesterskaberne i år. I damernes toerkajak skal Birgit Pontoppidan, der sidste år vandt sølv ved VM i disciplinen, forsøge at følge op på tidligere topresultater sammen med Sofie A. Jørgensen i den danske paradedisciplin hos kvinderne.

Forberedelserne til VM i Singapore har været meget omfattende og derudover skulle mere end 2 måneders bådtransport  klappe. Og det lykkedes næsten.

- Personligt var jeg meget spændt på at se, hvordan min båd havde klaret den lange rejse fra Bagsværd, hvor jeg pakkede 4. august, og hele vejen til Singapore. Heldigvis var alle danskernes både i ét stykke som desværre ikke kunne siges for alle nationer efter fragten hertil, fortæller Birgit Pontoppidan i sin blog.

Alligevel har René Olsens båd givet lidt problemer, Ved en fejl er der fra producenten blevet afsendt en forkert båd, som René Olsen er 10 kg. for let til.

Han og holdleder Adam Spliid har derfor de sidste par dage forsøgt at trimme båden bedst muligt.

- Jeg er stadig ikke venner med den del af runden, der er helt inde i havnen på den del af ruten, hvor der bare er bølger, men jeg har efterhånden rimelig styr på båden, skriver René Olsen på sin hjemmeside.

Også vejret har været en stor udfordring for de danske roere under træningen. Og også under selve løbene kan det blive en ukendt faktor for roerne.

- Jeg blev smidt ind fra træning, lidt før vi egentlig var færdige på grund af lyn og torden vejr, fortæller René Olsen.

Birgit Pontoppidan har tilsvarende oplevet det voldsomme uvejr.

- Træningen på banen er en klimatisk omvæltning fra Danmark, der kræver et par dages tilpasning. Stort set altid over 30 grader og oftest en nådesløs bagende sol, siger Birgit Pontoppidan.

I pauserne mellem solskinnet, forekommer af og til et tropisk regnvejr med tilhørende lyn og torden, som gør, at alle bådene som regel kaldes op af vandet.

Både i går og i dag, blev vores træningspas afbrudt af et sådant uvejr, og vi er stadig spændte på, hvad arrangørerne vil gøre, hvis dette hænder under konkurrence, siger hun.

Men optimismen hos danskerne er stor.

- Vi forventer at kunne blande os i medaljekampen i alle de fire discipliner, vi er repræsenteret i, melder holdleder Adam Spliid ud på forhånd inden VM-starten i Singapore.

BAGGRUND


Sofie A. Jørgensen Maribo K1 WOMEN U23 Fredag kl. 10.15. Bedste resultat: EM guld (2011), World Cup nr. 4 (2011)

Birgit H. Pontoppidan Gladsaxe K1 WOMEN SENIOR Lørdag kl. 10.15. Bedste resultat: EM sølv (2011), EM guld (2010 i K2), VM sølv (2010 i K2

René C. Olsen Maribo K1 MEN SENIOR Lørdag kl. 15.00. Bedste resultat: EM nr. 4 (2011) World Cup bronze, (2010), VM nr. 6 (2002)

Birgit H. Pontoppidan & Sofie A. Jørgensen
Gladsaxe / Maribo

K2 WOMEN SENIOR Søndag kl. 07.45 Første fælles konkurrence. Danmark har
siden 2000 vundet adskillige verdensmesterskaber i dame K2.

5. oktober 2011

Sofie Aastrand Jørgensen: Jeg giver den fuld skrue til VM

Sofie Aastrand Jørgensen (forrest) glæder sig til VM marathon i Singapore og er klar til at give den fuld skrue.

Om lidt over en uge rejser Maribos Sofie Aastrand Jørgensen til Singapore for at deltage i VM-marathon. Hun stiller op i både enerkajak i U23-klassen og i toerkajak i seniorklassen sammen med Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe.

Kajakkerne er for længst sendt afsted med containerskib til Singapore, og afsendelsen skete allerede efter VM sprint i Ungarn. Nu er ventetiden til årets VM på marathondistancen snart slut og den lange sæsons store højdepunkt nærmer sig.

- Mine forberedelser har været gode. Jeg har rejst lidt rundt i Danmark for at få nogle forskellige personer at træne med frem mod VM, og de har hjulpet mig meget, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen.

- Nu foregår resten af min træning hjemme på Maribo sø for at holde min træning simpel og uden for meget stress omkring, siger hun.

- Jeg ser frem til at opleve konkurrencen i et ikke-europæisk land. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg ser frem til at ro enerkajak første gang til et VM, og virkelig give den fuld skrue til det sidste stævne i år.

Og hendes forventninger er på forhånd klare.

- Jeg forventer mig et godt løb, hvor jeg har kæmpet hele vejen og er tilfreds med det jeg har opnået, lyder det fra Maribo-pigen, der tidligere på sæsonen vandt U23 EM i enerkajak.

4. oktober 2011

Adam Spliid: Alle VM-roere kan tage medaljer

DKF´s marathonkoordinator Adam Spliid.
Potentielt set kan alle tre roere, der er med til VM, tage medaljer, lyder det fra DKF´s marathon-kordinator Adam Spliid inden VM-marathon i Singapore.  Men de kan også alle risikere at ende uden for top 8, da konkurrencen er hård.

- René Olsen satser alene på enerkajak og for kvindernes vedkommende gælder det også, at enerkajakken har førsteprioritet. Her kommer Birgit Pontoppidan til start i seniorklassen og Sofie Aastrand Jørgensen i U23-klassen.

- Kvinderne viste til EM, at de begge er blandt de bedste i deres klasser. Jeg tror, at det er en vigtig forudsætning for deres udvikling, at de har en base som gode enerkajakroere.

- Ikke desto mindre har vi forventninger om, at toerkajakken hos kvinderne også kommer til at gøre det rigtig godt, og potentielt set rent placeringsmæssigt, kan nå højere end i enerkajak, siger Adam Spliid.

- Vi tager ikke VM-medaljer for givet, men ikke desto mindre mener jeg, at holdet har en sandsynlighed for at tage mindst en medalje.

- Men man kan samtidigt ikke sige på forhånd, at det vil være en skuffelse, hvis vi ikke får nogle, siger Adam Spliid.

19. september 2011

René Olsen forbereder sig grundigt til VM marathon i Singapore



Det ligger ikke fjernt for Maribos René Olsen at være ret så grundig i sine forberedelser til de store internationale stævner. Næste store opgave er VM Marathon i Singapore, og heller ikke denne gang har René Olsen tænkt sig at overlade meget til tilfældighederne.

Selvom mesterkaberne først afvikles om lidt over en måned, vil træningen i resten af perioden foregå i udlandet. Derfor er han netop taget til England for at træne sammen med bl.a. Ben Brown op til VM.

Selv om det altså her er marathonverdensmesteren i enerkajak, der er tale om, og dermed også en af de store konkurrenter til VM marathon i Singapore, så udelukker det ikke et dansk engelsk træningssamarbejde op til mesterskaberne.

Med fuld egenbetaling til VM marathon i Singapore fra Dansk Kano og Kajak Forbunds side, har Maribo Kajakklub lagt kræfter i at skaffe lokal sponsorstøtte for turen til René Olsen.

Også til klubkammeraten Sofie Aastrand Jørgensen får VM betalt af sponsorstøtte. Hun stiller til VM op i enerkajak i U23-klassen og i toerkajak med Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe i seniorklassen.

VM marathon afvikles i dagene 21. - 23. oktober 2011.

17. september 2011

Poulsen og Jørgensen vandt i Sverige

Ved den svenske Høstregatta på Rocksjön i Jönköping vandt René Poulsen og Sofie Aastrand Jørgensen  Mix K2 1000 meter foran den svenske båd med Sofia Paldanius og hendes makker Fabian Paldanius.

Ved stævnet fungererede han dog primært som holdleder for hans klub Maribo Kajakklub, da alle sæsonens store stævner nu er overstået. For Sofie er sæsonen endnu ikke slut, da sæsonens hovedmål VM marathon i enerkajak i U23-klassen venter i næste måned i Singapore.

Derudover ror hun også toerkajak ved VM marathon sammen med Gladsaxes Birgit Pontoppidan.


Stor dansk deltagelse i Høstregattaen

Sofie Aastrand Jørgensen (forrest) ror i denne weekend ved Høstregattaen i Sverige. Hendes søster Emma ror på samme tidspunkt Olympic Hopes regattaen i Polen. Foto: Facebook.

I denne weekend afholdes Høstregattaen i Jönköping, som er årets sidste svenske sprintstævne.

Det bliver i år en meget stor konkurrence om medaljerne, ikke mindst på grund af den danske deltagelse. Mere end 250 danske og svenske roere er således til start.

Den svenske seniorelite er repræsenteret med Anders Gustafsson, Sofia Paldanius og Henrik Nilsson.  Fra dansk side er bl.a. René Poulsen og Sofie Aastrand Jørgensen fra Maribo med i seniorklasserne.

For de mange deltagende danske roere i U16 og U18-klasserne er stævnet iagttagelse med henblik på udtagelse til bruttolandsholdene næste år. Danmark stiller også med deltagere i U22-klassen.

Fokus i år hos seniorerne ligger på de olympiske distancer, hvilket betyder, at mændene ror 200, 1000 og 5000 m. Damerne ror i seniorklasserne 200, 500 og 5000 m.

Løbslisten med stævnets 157 løb finder du her.

12. september 2011

Landsholdsroere vandt Tour de Gudenaa



587 roere var med ved årets Tour de Gudenaa og de danske marathonlandsholdsroere tog godt for sig af medaljerne i seniorklasserne.

René Olsen fra Maribo, der også er nykåret dansk mester, vandt herre senior enerkajak over 120 km i tiden 7.52.04, mens Nicolaj Blach fra Skanderborg blev nummer tre i klassen i 8.15.58.

- Jeg er glad for at have slået Thor Nielsens rekord fra 1998 med over 8 minutter, skriver René Olsen på Twitter om årets 120 km. lange løb.

I kvindernes toerkajak over 87 km. vandt de danske mestre Sofie A. Jørgensen, Maribo og makkeren Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe TDG 2011 i tiden 6.17.51. Det var samtidig 11. gang, at Birgit Pontoppidan gennemførte det traditionsrige løb.

Næste store opgave for René Olsen, Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Olsen bliver deltagelsen i VM marathon i Singapore til oktober.

Hos herrerne deltager René Olsen ved VM i enerkajak, mens der hos kvinderne er VM-deltagelse i både ener- og toerkajak.

Se hele resultatlisten fra TDG 2011 her

10. september 2011

Landsholdsroere i front på førstedagen ved Tour de Gudenaa

Sofie Aastrand Jørgensen (forrest) bruger årets Tour de Gudenaa til at forberede sig til VM i Singapore
sammen med Birgit Pontoppidan.

Flere af de nykårede danske mestre på marathondistancen er med i dette års Tour de Gudenaa.

I seniorklasserne over 120 km. er René Olsen, Maribo og Nikolaj Blach fra Skanderborg til start i herrernes enerkajak, og hos kvinderne er Birgit Pontoppidan fra Gladsaxe og Sofia Aastrand Jørgensen fra Maribo med i toerkajak over 87 km.

På førstedagen af Tour de Gudenaa har den danske landsholdsbåd i kvindernes toerkajak brugt 3 timer 35 minutter og 8 sekunder, men de ror uden konkurrenter i deres klasse.

Hos herrerne er René Olsen i front i tiden 3 timer 14 minutter og 58 sekunder og efterfølges af tyske Steffen Burkhardt fra Preetzer. Nicolaj Blach er nummer tre i tiden 3 timer 22 minutter og 49 sekunder. I herrernes klasse er 26 roere til start.

Ved VM i Singapore til oktober deltager René Olsen, Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen.