23. oktober 2011
VM marathon: Femteplads i kvindernes toerkajak til Pontoppidan og Jørgensen
- Vi er tilfredse med femtepladsen, fortæller Sofie Aastrand Jørgensen efter VM-løbet. Vi havde dog et sammenstød med et andet mandskab allerede efter 200 meter, der gjorde, at vi aldrig nåede op i førergruppen.
- Men i vores forfølgergruppe gik tingene fint, og vi vandt så denne gruppe i kamp mod Sverige og Australien, fortæller hun.
Med i første gruppe var to ungarnske både, Spanien og England, og det var også blandt disse nationer, at medaljedysten kom til at foregå.
Ungarn trak det længste strå og tog sig af både guld og sølv hos kvinderne, mens bronzen gik til Spanien.
Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen brugte 2.01.49 for de 25,8 km. og var dermed lige under halvandet minut efter de ungarnske vindere, hvor Renata Csay vandt hendes 10. VM-guldmedalje denne gang sammen med Ramona Farkasdi.
I U23-klassen blev det i forgårs til sølv til Maribo-roeren, efter at italienske Susanna Cicali blev diskvalificeret for at ro ind i den spanske vinder. Meget bedre gik det ikke for italieneren i dagens løb i toerkajak, hvor hun måtte udgå sammen med tre andre både.
Det var første gang, at den nye danske toerkajak med Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen deltog ved VM, og de fulgte dermed flot op på den mangeårige danske tradition med topresultater ved VM i kvindernes toerkajak.
Næste år ligger VM marathon i Rom i Italien. I 2013 får de danske kajakroere så hjemmebane, når VM marathon afvikles på Bagsværd sø.