31. august 2011

219 roere på vandet ved weekendens DM marathon

René Olsen (th) er en af favoritterne ved weekendens danske mesterskaber i marathonkajak.
Foto: Jens Thybo.
I den kommende weekend afvikles de danske mesteskaber på marathondistancen på Bagsærd sø.

I herrernes enerkajak må Maribos René Olsen på forhånd  betegnes som favorit, og hos kvinderne synes Gladsaxes Birgit Pontoppidan på forhånd at være favoritten til guldet.

I toerkajak skal der nok meget til at kvindernes mesterskab ikke havner hos Birgit Pontoppidan og Sofie Aastrand Jørgensen fra Maribo, og hos herrerne ligger favoritværdigheden hos René Olsen og Nikolaj Blach fra Skanderborg.

Blandt de gamle koryfæer kan man i weekenden til DM i øvrigt også opleve Thor Nielsen i herrernes enerkajak og Jeanette Knudsen og Mette Barfod i kvindernes toerkajak.

Ved DM marathon i weekenden er distancerne:

Mænd Senior K1 Marathon, 31.5 km, 6 overbæringer
Mænd Senior K2 Marathon, 31.5 km, 6 overbæringer
Damer Senior K1 Marathon, 27.0 km, 5 overbæringer
Damer Senior K2 Marathon, 27.0 km, 5 overbæringer

I alt er 219 roere fra 35 klubber tilmeldt i de forskellige klasser ved DM marathon 2011.

Se startlister m.v. her:

http://dk.youpaddle.org/begivenheder/2011-09/dm-marathon-2011/

Ekstra mulighed for OL-kvalifikation i Polen næste år


Der har hersket mange rygter om hvorledes europæiske roere, der ikke lykkedes med at sikre sig en OL-kvalifikation kunne tage revanche og få hjembragt en billet til London.

Nu har ICF meldt ud og skrevet på sin egen kalender, at det Europæiske kontinental-kvalifikationsstævne kommer til at finde sted 16.-17. maj 2012 i polske Poznan. Dette er onsdag og torsdag op til den i forvejen planlagte World Cup i Poznan, fortæller sportschef Mikkel von Seelen fra Dansk Kano og Kajak Forbund i en pressemeddelelse i dag.

Det danske landshold vil også være repræsenteret her og forhåbentligt øge størrelsen på den olympiske trup. I forvejen er der tre danske både kvalificeret med 6 roere i.

René Poulsen og Henriette Engel Hansen med til Olympic Canoe Sprint test i England

Fra 1. til 4. september 2011 afholdes i Eton den første test event i forbindelse med næste års olympiske lege i kajak. Fra Danmark er to roere inviteret af ICF, nemlig Henriette Engel Hansen og René Poulsen.

René Poulsen ror ved OL-testen 1000 meter enerkajak, og Henriette Engel Hansen er med på 500 meter distancen. Landstræner Martin Hunter er også med i Eton de kommende dage.

Selve OL-testen finder sted væk fra rampelyset, og selv ikke engang venner eller familie til atleterne har fået lov til at møde op som tilskuere på Dorney Lake de næste dage.

OL i kajak foregår på Dorney Lake på et nyopbygget rostadion med plads til 30.000 tilskuere. Legene foregår fra 6. - 11. august 2012, hvor der skal kæmpes om 12 guldmedaljer.

Det olympiske rostadion til OL 2012

Man kan se hjemmesiden for det olympiske rostadion her.

Er du rigtig nysgerrig, så bør du også checke det olympiske rostadion ud her på en række 360 grader fotos.


Her er de eftertragtede medaljer, der kæmpes om næste år ved OL i London.


Video: Dame senior K2 200 meter DM 2011 Holstebro

Se Henriette Engel Hansen og Mette Barfod sikre sig guldet ved DM sprint 2011 i toerkajak over 200 meter.





30. august 2011

Udtagelse til Olympic Hope 16.-18. september i polske Bydgoszcz

Emma Jørgensen, Maribo skal deltage i Olympic Hope i Polen.
 Foto: Facebook.

Landsholdsledelsen har i samråd med Kraftcenter-trænerne besluttet at sende otte af vores absolut bedste årgang 94-96 roere til den internationale regatta "Olympic Hope" i Polen. Dette sker, så disse talenter kan samle international erfaring og dermed er bedre rustet til de kommende sæsoner, skriver Dansk Kano og Kajak Forbund i en pressemeddelelse.

Nedenstående otte unge roere er udtaget med følgende begrundelser, skriver forbundet.

Piger: Emma Jørgensen er selvskrevet pga. hendes resultater til NM og DM.

Ida Willumsen er udtaget pga. hendes Guld i U18 K1 1.000m. til NM og stabile resultater med medaljer på både: 200m., 500m., 1.000m. og 5.000m. i U18 til DM

Emilie Rosenkilde er udtaget pga. Guld i U18 K1 5.000m. til NM, og Guld i K1 500m. til DM.

Emilie A. Petersen er udtaget pga. Guld i U18 K1 1.000m. til DM, og en række Sølvmedaljer i U16 K1 både til NM og DM.

Drenge: Lasse Bro Madsen er selvskrevet pga. hans resultater til NM og DM.


Nicolai Mørcke er udtaget pga. hans Guld i U16 K1 500m. og Sølv i U18 K1 1.000. til DM, og 2 x Sølv i K1 til U16 NM.

Casper Pretzmann er udtaget pga. hans Guld i U16 K1 2.500m. til både NM og DM, samt flere øvrige Guld til NM og DM.

Andreas Tønnesen er udtaget pga. hans Guld i U16 K1 200m. til både NM og DM, samt flere øvrige Guld til NM og DM.


29. august 2011

NM træningssamling på Bagsværd sø

U16 roerne hyggede sig op til NM. Og de høstede rigtig gode resultater i Sverige. Her er lidt fra deres træning:




TV2-indslag med Jimmy Bøjesen fra DM-sprint i Holstebro








27. august 2011

Video: MEDAL CEREMONY RELAY K1 200 MEN SZEGED 2011

Se indslaget her som blev transmitteret i TV:



24. august 2011

Se VM-finalen med Jimmy Bøjesen i K1 200 meter

Se finalen i K1 200 meter ved VM 2011 her:



23. august 2011

René Poulsen vinder B-finalen i K1 1000 meter ved VM 2011



Video: Se løbet der gav dansk VM-bronze i 4 x 200 meter stafet

Her kan du se løbet, der gav dansk bronze i 4 x 200 meter stafet ved VM 2011 i Ungarn:



22. august 2011

K4 finale 1000 meter ved VM 2011

Se finaleløbet med dansk deltagelse her:



Se VM-finalen i K1 500 meter med Henriette Engel Hansen

Se finaleløbet ved VM 2011 i Ungarn herunder:



Læs Henriette Engel Hansens egen oplevelse af løbet her:

Og se hendes semifinale her:





Team Danmark direktør: Vi har ingen OL-medaljekandidater i kajak lige nu


Foto: DKF
 Med på tilskuerpladserne ved VM i Ungarn var Team Danmarks direktør Michael Andersen også på plads for at følge de danske kajakroeres mulige OL-kvalifikation.

I sin blog skriver han idag om oplevelserne fra VM i Szeged:

- Den tidlige OL-kvalifikation til et stort hold er rigtigt godt. Nu bliver de vigtigste opgaver for sportschef Mikkel von Seelen og landstræner Martin Hald at sammensætte de bedst fungerede mandskabsbåde, at fokusere mere på finalepræstationerne samt ramme den fysiske og mentale topform ved OL 2012.

De seneste fire dages VM i Ungarn viste nemlig, at vi i flere bådklasser var relativt langt fra podieplaceringer. Så på den baggrund er det efter min opfattelse ikke på nuværende tidspunkt troværdigt at hæfte betegnelsen ”OL-medaljekandidater” på nogen af de danske kajakroere.

Men det var heller ikke ét år før OL i Beijing – og alligevel viste den danske toer-kajak med Kim Wraa Knudsen og René Holten Poulsen en stejl udviklingskurve og kæmpede sig som bekendt til sølvmedaljen. Der kan ske meget i løbet af det kommende år.

Nu er seks roere allerede OL-klar  – og jeg glæder mig til at følge det danske kajaklandsholds udvikling i den sidste afgørende periode frem mod OL, siger Team Danmark direktøren.

Læs hele hans blog her.


Video: Styrketræning i Idrættens Hus med René Olsen

Se denne interessante video med marathonroeren René Olsen optaget i Idrættens Hus:



Efter VM i kajak: Posen skal rystes

Der var stor dansk glæde over VM-medaljen i 4 x 200 m stafet ved VM i Ungarn,
men fremtiden kan også være, at posen skal rystes i mandskabsbådene. Foto: DKF

Efter VM i kajak i Ungarn har udbyttet været en bronzemedalje i 4 x 200 meter stafet, hvor Jimmy Bøjesen, Kasper Bleibach, Lasse Nielsen og Casper Nielsen hentede en dansk medalje. Den første VM-medalje siden 1999 på sprintdistancerne.

Samtidig har seks roere ved VM kvalificereret sig til OL, nemlig Kasper Bleibach, René Poulsen, Jimmy Bøjesen, Emil Stær, Kim Wraae og Henriette Engel Hansen.

Alligevel er hænderne ikke højt i vejret som tegn på stor tilfredshed.

Team Danmarks direktør Michael Andersen var på plads i Szeged under hele VM, og efter mesterskaberne har udmeldingen været både ros og ris til de danske roere. Ros var der til Jimmy Bøjesen i enerkajak  og også til mandskabet, der hentede VM-bronze i 4 x 200 meter stafet.

Han uddeler også ros til Nielsen-brødrene for at have lagt skuffelsen i K2 200 meter bag sig, og få timer efter vinde VM-bronze i stafetten.

Men ellers har udmeldingen fra Team Danmarks direktør efter VM været en opfordring til at ryste posen i mandskabsbådene.

-  Jeg synes, at det er fint, at Michael Andersen viser interessen. Og jeg er enig med ham i, at alle sten skal vendes og alle muligheder skal afdækkes. Herunder er det en naturlig ting at se på, om man kan optimere bådsammensætningen, siger sportschef Mikkel von Seelen.

- Der er gået 15 timer siden VM sluttede, og vi skal hjem og evaluere og se på muligheder. Men der er intet, der er helligt i forhold til at gå efter medaljerne i London. Det eneste der er givet, er at vi stiller i de tre løb som Danmark har kvalificeret sig til, siger han.
Følgende både er kvalificeret til OL efter weekendens VM i Ungarn.

500 meter enerkajak - kvinder (Henriette Engel Hansen)
1000 meter firerkajak - mænd (Kim Wraae, René Holten Poulsen, Emil Stær og Kasper Bleibach)
200 meter enerkajak - mænd (Jimmy Bøjesen)

Læs Team Danmark direktørens egne oplevelser fra løbene ved VM i Ungarn her

Szeged 2011 Canoe Kayak World Championships - Åbningsceremoni

Sådan gik det til, da VM sprint 2011 blev skudt i gang ved åbningsceremonien:



21. august 2011

Henriette Engel Hansen: Det blev ikke lige min dag

Foto: Jens Thybo
- Det blev ikke lige min dag. Ovenpå den fantastiske lettelse igår ved det gode løb i min semifinale og OL kvalifikationen, formåede jeg ikke at levere varen idag. Jeg forsøgte ellers fra igår aftes at lægge glæden til side og fokusere på jobbet idag, fortæller hun på sin hjemmeside.

Men jeg tror simpelthen, at jeg blev for overspændt. Jeg var inderst inde lettet over kvalifikationen, men ville bare så gerne have den medalje, jeg følte, at jeg blev snydt for til EM. Men på en eller anden måde kulminerede det hele i et nærmest blackout i finalen. Det føltes som om, at alt bare kørte i slowmotion og at jeg ikke rigtig var til stede.

Jeg har efter løbet skulle bruge noget tid på at komme mig. Jeg er stadig rigtig ked af ikke at præstere idag - jeg var ikke en gang i nærheden af en præstation, som jeg selv føler at kunne være bekendt. Mange vil nok sige, at det er da lige meget, du er jo OL kval'et, men det er ikke længere godt nok i min verden.

 Jeg tog medalje til begge World Cups i år og blev trods sygdom nr. 4 til EM, så målsætningen var klart minimum en femte plads til VM og helst en medalje.

Når men sket er sket. OL kvalifikationen er i hus og der er nu lang tid til OL til at forberede mig på det, der sker i London 2012.

I næste weekend skal jeg ro DM i Holstebro og den 31. august rejser jeg til London for at teste det olympiske anlæg til en såkaldt olympisk test event, der forløber fra den 1. sept. til 4. sept. Derefter holder jeg en lille træningspause og forventer at starte træningen op igen i midt/slutningen af september.


Resultater fra VM sprint 2011 K1 500 meter.

René Poulsen om 5.000 meter finale

Se et VM-indslag produceret af René Poulsens PR-mand Brian Rasmussen herunder. Maribo-roeren kunne dog ikke blande sig i topstriden i K1 5000 meter ved VM, men måtte tage til takke med en beskeden 19. plads.



20. august 2011

Sportschefen: Suveræn indsats af Jimmy Bøjesen og Brødrene Nielsen

Brødrene Nielsen er nu klar til VM-finalen. Foto: Jens Thybo.

Dagens to finalekvalifikationer på 200 meter distancerne i ener- og toerkajak ved VM i Ungarn, har gjort sportschef Mikkel von Seelen godt tilfreds.

- Suverænt, der er ikke mere at sige til det. Nu skal der bare følges op på det i morgen, fortæller sportschefen.

- Vi begynder dog ikke at ændre rutinerne op til de vigtigste finaler, her skal der være så få overraskelser og uforudsigeligheder som muligt, så de har haft en aften som de plejer til stævne, lyder det her dagen før de to finaler.

Og der er stadig mulighed for danske VM-medaljer.

- Brødrene Nielsen har en chance, hvis de kan ramme den som de gjorde i dag, siger Mikkel von Seelen.

Meget kunne således tyde på at Danmark til OL næste år kan få mellem 5 og 8 deltagere til OL i London.

- Det er dog ikke antallet af roere man har med ved OL, der er afgørende, men hvor mange medaljer, de roere der er med kan tilvejebringe.

På den anden side er det en forudsætning for at få succes i London at være med, så det er selvfølgelig fint at kunne starte forberedelserne tidligt, siger Mikkel von Seelen, der har de første 5 danske roere udtaget til OL.


Trist finale for firerkajakken ved VM

Selv om den danske firerkajak i går var optimistiske efter kvalifikationen til VM-finalen, så kunne roerne idag i Ungarn kun omsætte troen til en beskeden 9. plads i 1000-meter finalen.

- Det er lidt en roller coaster hernede, karakteriserer sportschef Mikkel von Seelen dagen for de danske roere.

Og ærgrelsen er tydelig også hos forbundet og roerne.

- En trist finale og 9. plads til K4, intet fungerede tilsyneladende, lyder meldingen på forbundets Facebookside om dagens løb.

Og René Poulsen har heller ikke nogen forklaring på det triste udfald af VM-finalen i firerkajakken, og hvad der gjorde forskellen på dagens løb og løbet i går.

- Det er lidt svært at sige, for jeg ved ikke rigtig, hvad det var. Det har været lidt op og ned. Men det er svært at lave om på nu, siger René Poulsen.

Uanset udfaldet af dagens VM-finale, har båden i går dog kvalificeret sig til OL.

- K4'eren giver ihvertfald mulighed for at jeg kan ro K1 ved OL. Danmarks Olympiske Komité skal sige god for at jeg kan ro begge dele, men jeg tror ikke det er det store problem. Eller jeg håber det ikke, lyder det fra René Poulsen.

Du kan se VM-finalen med den danske firerkajak her:





Internationale regler giver mulighed for flere OL-løb for de danske kajakroere



Sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund Mikkel von Seelen.
Foto: Kajaksporten i fokus.
Efter den danske firerkajak over 1000 meter ved VM i Ungarn i går klarede kvalifikationskravet til OL i London næste år, er udtagelsesreglerne blevet gransket nøje. De indviklede OL-regler gør det nemlig muligt, at også andre både kan komme i spil.

Kajaksporten i fokus: Sportschef Mikkel von Seelen - tillykke med udtagelserne til OL i går. Er Danmark som en ekstra bonus nu også kvalificeret i herrenes K1 1000 meter og K2 1000 meter?

- Efter internationale regler ja, dog vil udtagelsen af bådene bero på en sportslig vurdering foretaget af Danmarks Olympiske Komité i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund og Team Danmark, forklarer sportschefen.

- Det er K4´eren, der har kvalificeret sig og efter de internationale regler, giver det Danmark ret til at bruge de fire mennesker, der udtages til den i andre løb også. Men det skal besluttes sammen med Danmarks Olympiske Komité, da OL jo er det eneste stævne, DKF ikke selv tilmelder, forklarer Mikkel von Seelen.

Med i den danske firerkajak, der i går klarede OL-kravet i K4 var Kasper Bleibach, Emil Stær, Kim Wraa og René Poulsen.


Den danske firerkajak, der går i kvalificerede sig til OL i London.
Foto: Michael Cederqvist

Jimmy Bøjesen satser på to perfekte VM-løb i 200 meter enerkajak



Brødrene Nielsen håber på OL-kvalifikation i K2 200 meter ved VM 2011



19. august 2011

K1 1000m M semifinal 1, World Championships, Szeged 2011.

Se René Poulsens semifinale ved VM 2011 her:






Danmark klar til OL i kajak i tre bådtyper



Den danske firerkajak over 1000 meter har med dagens kvalifikation til VM-finalen over 1000 meter samtidig sikret dansk OL-kvalifikation i ener- og toerkajak til de olympiske lege i London.

Kravet for at kvalificere firerkajakken til OL i London var en 10. plads ved VM, og med en finaleplads er målet allerede nået inden VM-finalen.

Den danske firer blev nr. 3 i semifinalen, efter tæt kamp med Tjekkiet om sølvet. Australien sikrede sig sejren i sikker stil.

Efter 500 meter lå den danske firerkajak som nummer 6, men på de sidste 250 meter var der en tæt kamp med Tjekkiet om 2. og 3. pladsen.

Her trak Tjekkiet den længste strå, men for Danmark var 3. pladsen guld værd i OL-sammenhæng.

Både de olympiske mestre fra Hviderusland, verdensmestrene fra Frankrig og europamestrene fra Portugal missede deres OL-kvalifikation i K4.




VM kajak 2011: Henriette Engel i finalen i 500 meter enerkajak

Se et interview med Henriette Engel Hansen efter kvalifikationen til finalen i enerkajak over 500 meter ved VM i Ungarn:






Henriette Engel Hansen klar til VM-finalen

Henriette Engel Hansen er kommet et skridt nærmere en OL-billet i enerkajak over 500 meter. Efter dagens semi-finale ved VM i Ungarn sikrede hun sig en 2. plads efter ungarnske Danuta Kozák.

Resultatet giver samtidig den danske landsholdsroer en plads i finalen.



Henriette Engel Hansen i hvid båd blev nr. 2 i semifinalen efter ungarnske
Danuta Kozák (th) og er nu klar til VM-finalen i K1 500 meter.



Dansk firerkajak fik ønskestart ved VM


Firerkajakken med Kim Wraae, René Holten Poulsen, Emil Stær og Kasper Bleibach er en joker, som Dansk Kano og Kajak Forbund på forhånd håbede at kunne imponere, og ikke mindst overraske, med ved VM i Ungarn.
Og den danske båd kom godt fra start i dagens indledende løb ved VM i Ungarn med en sejr, der dermed bringer danskerne videre til semifinalen.
I det indledende løb slog den danske firerkajak Portugal, der europamestre. Også de hviderussiske olympiske mestre blev besejret.

Semifinalen roes idag fredag kl.13.06 og herfra går de 3 bedste både i finalen.
For at kvalificere sig i K4 til OL kræves i sidste ende en top 10 placering ved VM.


Den portugisiske firerkajak blev henvist til 2. pladsen af efter en stærk
indsats af den danske landsholdsbåd i det første løb ved VM.

God VM-start for Henriette Engel Hansen




Henriette Engel Hansen fik en god start ved VM. Foto: DKF
   


Det blev en god start for danske Henriette Engel Hansen ved VM i Ungarn i enerkajak over 500 meter i dag.

Den danske landsholdsroer kunne i sit indledende heat sikkert tage sejren hjem i tiden 1:58.946 foran svenske Sofia Paldanius og er nu klar til semifinalen.

På forhånd havde den danske landsholdsroer gjort forventningerne klar:

- Det bliver så fedt at komme igang, fortæller hun på sin hjemmeside. Jeg glæder mig virkelig nu. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal forvente. Det er næsten to måneder siden, at jeg sidst var i konkurrence, så det første løb skal bruges på at komme ind i rytmen igen, siger hun.

- Det vigtigste løb er klart min semi i morgen, hvor jeg skal blive top 2, siger Henriette Engel Hansen.



Resultaterne fra det indledende heat i dame K1 500 meter





18. august 2011

Mikkel von Seelen: Firerkajakken har gode chancer

René Poulsen og landstræner Martin Hald ved VM i Ungarn idag. Foto: DKF

Efter dagens skuffende resultater ved VM i Ungarn, hvor René Poulsen ikke  kvalificerede sig til A-finalen i enerkajak over 1000 meter, har sportschef Mikkel von Seelen stadig de optimistiske OL-briller på.

- Hernede er der ikke så meget andet at gøre, end få snakket det igennem, og så lige få smilene frem med en tur ned til vores kaffe- og isbar. Man kan ikke begynde noget brandslukning eller pludselige løsninger. Det skal der arbejdes med over sæsonen, fortæller han.
Med de lidt komplicerede  kvalifikationsregler er der stadig mulighed for OL-kvalifikation til næste år ved EM, men der er også andre veje til at sikre den eftergtragtede OL-deltagelse.
- Det er klart at vores firerkajak, er et godt bud på OL i London. Hvis den kvalificerer sig, så kan René Poulsen ro K1 til OL også, siger Mikkel von Seelen .
- Den anden kvalifikationsmåde er afhængig af andres resultater. Portugal og Tyskland skal her kvalificere  deres firerkajak til OL, og Pimenta og Hoff skal i top 8 i enerkajak.
- Så er det bedre at gå efter kvalifikationen i firerkajakken, hvor drengene selv kan afgøre det, og ikke er afhængige af andre, siger han.
Hvis den danske firerkajak skal til OL, skal båden havne i top 10 her ved VM i Ungarn, men alle 3 kontinenter skal også være repræsenteret.
- Jeg tror firerkajakken har gode chancer, hvis de kan nulstille i aften og få vasket tavlen ren til i morgen. Det er selvfølgelig et vigtigt mentalt arbejde, der her skal laves, siger Mikkel von Seelen.

Her er startlisten for den danske firerkajaks indledende løb.


René Poulsen må tage til takke med B-finalen

Det blev ikke til en finaleplads for René Poulsen i enerkajak over 1000 meter ved VM i Ungarn idag.

Efter en 2. plads i det indledende løb, gav semifinalen en 4. plads og dermed deltagelse i B-finalen.Vinderen i danskerens semifinale blev tyske Max Hoff. 

Dermed er den primære vej til en OL-billet for René Poulsen ude af billedet, men en stadig åben mulighed for danskeren ved VM synes at være, hvis  Portugal og Tyskland kommer i finalen i K4.

- Så er vinderen af B-finalen i K1 1000 meter også klar til OL i London, fortæller en anden dansk VM-deltager Casper Nielsen på Facebook om det indviklede kvalifikationssystem til OL.

På sin Facebook-side kommenterer René Poulsen indsatsen efter løbet såldes:

- Jeg håber, at den gode gamle René er tilbage i morgen. Det ville gøre mig meget meget mere glad!

René Poulsen nåede ikke i finalen ved VM i Ungarn i enerkajak
over 1000 meter. Foto: Facebook.



Wraa og Stær nr. 4 i K2 1000 meter semifinalen ved VM



Den danske toerkajak over 1000 meter nåede ikke frem til A-finalen
ved VM i Ungarn. Foto: DKF.
Med en 4. plads i deres semifinale er Emil Stær og Kim Wraa klar til B-finalen i K2 1000 meter ved VM i Ungarn.

I danskernes semifinale vandt Spanien, foran Tjekkiet og Slovakiet. De to bedste både kvalificerede sig til finalen fra dette heat.


Kim Wraa og Emil Stær i rød båd på bane 2 skal ro B-finale i K2 1000 meter.
  





17. august 2011

Jagten på OL-billetter er gået i gang

De 8 roere der skal forsvare Danmarks ære ved VM i Ungarn og kæmpe om OL-billetter. Bagerst fra venstre: Kim Wraae (ARK), Casper Nielsen (Gladsaxe), Lasse Nielsen (Gladsaxe), Henriette Engel Hansen (361). Forrest fra venstre: Emil Stær (Silkeborg), Kasper Bleibach (Maribo), Jimmy Bøjesen (Struer) og René Holten Poulsen (Maribo). Foto: DKF.

Jagten på de eftertragtede billetter til OL i London næste år foregår de næste dage ved VM sprint i Ungarn. I de kommende dage skal udbyttet af mange års træning således høstes.

Efter den gigantiske åbningsceremoni i går skydes de første VM-løb i gang her til formiddag.

Det var en imponerende åbningsceremoni, der i går markerede starten på dette års VM i Ungarn.





Første danske roer i aktion er René Poulsen, der har sit indledende løb i enerkajak over 1000 meter kl. 9.51. Derefter følger Kim Wraae og Emil Stær i toerkajak over 1000 meter med start kl. 11.08



René Poulsen ved formiddagens træning i Szeged i dag.
Foto: DKF.


Se den komplette VM-startliste her

FAKTA OM DE DANSKE ROERE

I 2008 kvalificerede følgende roere sig til OL i Beijing:

Kasper Bleibach (Enerkajak 500m - Herrer)
Henriette Engel Hansen (Enerkajak 500m - Damer)
Kim Wraae Knudsen (Toerkajak 1000 m - Herrer)
René Holten Poulsen (Toerkajak 1000 m - Herrer)

I 2004 deltog ved OL i Athen:
Lasse Nielsen (toerkajak 500m - Herrer)

Interview med René Poulsen

Se dette interview op til VM i Ungarn, hvor Rene Poulsen på engelsk fortæller om sin start i kajaksporten og giver et portræt af sig selv.



Rene Poulsen from Hungarian Canoe Federation on Vimeo.


15. august 2011

Danmark mest vindende nation ved NUM

De danske roere gjorde det fornemt ved NUM. Foto: Jens Thybo

Danmark vandt samlet set den nordiske kappestrid ved weekendens nordiske mesterskaber i Jönköping i Sverige. I alt roede de danske deltagere i U16, U18 og U21 hele 72 medaljer hjem.

Næstbedst var Norge med 46 medaljer, mens Sverige hentede 41 medaljer og Finland 10 medaljer.

Næsten halvdelen af de danske medaljer blev vundet i U16-klassen, hvor de øvrige nordiske lande generelt ikke fik et ben til jorden.

Derimod var der i både i U18- og U21-klassen en mere tæt fordeling af medaljerne mellem Danmark, Sverige og Norge. Samlet set kunne Danmark også i U21-klassen tage hjem med flest medaljer, mens Norge vandt de fleste medaljer i U18-klassen.

Blandt de helt store danske medaljeslugere ved NUM var Emma Jørgensen med 9 guldmedaljer i U16-klassen, men også Ida Villumsen og Maja Rosenkrands hentede en del danske medaljer hjem i U18-klassen.

I forhold til sidste års NUM i Norge gik Danmark samlet 2 medaljer frem, mens Norge havde den største fremgang blandt alle deltagerlande med 10 ekstra medaljer i forhold til sidste år.


14. august 2011

De danske U16-roere næsten urørlige ved NUM

Mikkel Hansen og Nicolai Mørcke glæder sig over deres nordiske mesterskab i toerkajak.
Foto: Jens Thybo.

De danske U16 roere var uhyre stærke ved søndagens løb ved NUM i Sverige, og løb med guldet i samtlige otte U16-løb.

I enerkajak hentede Emma Jørgensen således guld over 500 meter og i 4 x 200 stafet var det medaljer af højeste karat, der gik til  Emilie A. Petersen, Emma Jørgensen, Louise W. Madsen og Rikke Jørgensen.

Hos drengene vandt Andreas Tønnesen, Jens Visbech, Nicolai Mørcke og Thomas Mogensen stafetguld. I enerkajak over 2500 meter vandt også Casper Pretzmann en guldmedalje.

I toerkajak hos pigerne hev Danmark sejren hjem gennem Emilie A. Petersen og Emma Jørgensen over 200 meter. På 500 meter distancen blev også Mikkel Hansen og Nicolai Mørcke nordiske mestre. Endelig gjorde de danske piger helt rent bord i toerkajak over 2500 meter.

Guldet tilfaldt her Emilie A. Petersen og Emma Jørgensen, mens Natasja Justesen og Rikke Jørgensen vandt sølv. Lotte Bruun Nielsen og Louise W. Madsen kom ind på 3. pladsen på distancen.
I firerkajakken over 200 meter vandt Andreas Tønnesen, Casper Pretzmann, Jens Visbech og Thomas Mogensen også en dansk guldmedalje.

Foruden de mange danske guldmedaljer ved NUM blev det også til sølv i toerkajak over 200 meter for Natasja Justesen og Rikke Jørgensen. Sølv var der ligeldes i enerkajak over 500 meter til Emilie A. Petersen.

Hos drengene hentede Andreas Tønnesen og Casper Pretzmann sølv i toerkajak over 500 meter og
Katrine G. Christensen, Maria Joost, Nanna Aagaard og Natasja Justesen vandt sølv i stafetklassen over 4 x 200 meter.

Stafetsølv tilfaldt også Casper Pretzmann, Marcus Boesen,Mikkel Hansen og Mikkel Thybo.
Endelig var der dansk U16-bronze til Marcus Boesen, Mikkel Thybo, Søren Maretti og William Hansen i firerkajak over 200 meter.


De danske U16-piger var suveræne ved NUM i Sverige.


Alle resultater ved NUM 2011 findes her: http://www.jonkopingskanotklubb.se/attachments/File/Resultat_NM11.DOC

Tre nye guldmedaljer til de danske U-18 roere


Lasse Bro Madsen vandt guld i K1 ved NUM. Foto: Jens Thybo.
De danske U-18 roere fik en god andendag ved NUM i Sverige med 3 guldmedaljer og en bronzemedalje. Guldmedaljerne kom i hus i enerkajak over 500 meter, hvor Lasse Bro Madsen hos herrerne kom øverst på skammelen. Ida Villumsen tog ligeledes nordisk guld i enerkajak men her over 1000 meter.

Endelig var de danske U-18 kvinder bedst i toerkajak over 500 meter, hvor Ida Villumsen og Maja Rosenkrands tog sig af sejren. I samme løb blev det til bronze  for Amalie Thomsen og Emilie Rosenkilde.

Samlet set blev det dog de norske roere, der satte sig på hovedparten af U18-medaljerne ved søndagens NUM-løb.

Ida Villumsen får her overrakt sin guldmedalje i enerkajak over 1000 meter. Foto: 361.dk

Dramatisk dag for de danske U21-roere ved NUM

Orion Pilo og Niklas Berg måtte en tur i vandet ved søndagens NUM i toerkajak
på 200 meter distancen. Foto: Jens Thybo.

Andendagen af NUM i Sverige gav nye medaljer til de danske U21-roere, men dagen var i høj grad også præget af dramatik i flere klasser.

I enerkajakken var der hos herrerne dansk guld og sølv på 1000 meter distancen til henholdsvis William Axelsen og Mads Kerrn. Hos kvinderne var der NM-bronze til Annemia Pretzmann på 5000 meter distancen. Derudover var det lige ved og næsten i kvindernes enerkajak over 200 meter, da få hundrededele her adskilte Anne Nielsen og Lisa Rørhauge fra medaljer.

I toerkajak var der medaljer af både sølv og bronze, da kvindernes 500 meter toerkajak gav sølvmedalje til Annemia Pretzmann og Lisa Rørhauge. Anne Nielsen og Zofia Nielsen vandt bronze i samme løb.

Hos herrerne uddeltes bronzemedalje i toerkajak til Orion Pilo og Niklas Berg over 5000 meter. I samme løb blev hele to danske både samtidig diskvalificeret.

I firerkajak over 500 meter var danske guldmedaljer og et nordisk mesterskab i hus til Orion Pilo, Jesper Beer, Mads Kerrn og Niklas Berg.

De danske U18-kvinder kom bedst fra start ved NUM

Tungen lige i munden og så ellers derudaf på vej mod guldet....
Foto: Jens Thybo
Ved de nordiske mesterskaber i Sverige kunne de danske roere i U18-klassen på førstedagen primært markere sig helt i top hos kvinderne.
I enerkajak var der således nordisk guld til Emilie Rosenkilde i enerkajak over 5000 meter, mens det blev til bronze på 200 meter distancen til Ida Villumsen. Hos herrerne var der bronze til Lasse Bro Madsen på 1000 meter distancen.
I toerkajak over 1000 meter og 500 meter var der mere nordisk guld til Ida Villumsen og Maja Rosenkrands, mens Kasper S. Henriksen og Simon Hvam sikrede sig sølv over 200 meter hos herrerne.
På 5000 meter distancen vandt Niklas M. Hansen og Jeppe Jensby dansk sølv i toerkajak.
I firerkajak blev det på førstedagen ved NUM til en guld og to bronzemedaljer, da kvinderne vandt 1000 meter distancen med Amalie Thomsen, Emilie Rosenkilde, Ida Villumsen og Maja Rosenkrands i båden.
I herrernes firerkajak meter hentede Jeppe Jensby, Lasse Bro Madsen, Niklas M. Hansen og Simon Hvam nordisk bronze på både 500 meter og 1000 meter.

Dansk dominans i U16-klassen ved NUM

Der var god grund til dansk jubel hos U16-roerne ved
førstedagen af NUM 2011 i Sverige. Foto: Jens Thybo

Ved de nordiske ungdomsmesterskaber i Jönköping Sverige gjorde de danske roere god figur på mesterskabernes første dag. Særligt de danske U16-roere kunne markere sig foran deres nordiske konkurrenter.
I U16-klassen var de danske roere dominerende i enerkajak, hvor Danmark vandt både pigernes og drengenes enerkajak over 200 meter med guld til både Emma Jørgensen og Andreas Tønnesen. 
På 500 meter distancen blev det til sølv i enerkajak til Nicolai Mørcke, mens de danske piger i K1 2500 gjorde rent bord med guld til Emma Jørgensen, sølv til Emilie A. Petersen og bronze til Katrine G. Christensen.
Den danske dominans fortsatte i drengenes toerkajak over 2500 meter, hvor de øvrige nordiske lande ikke fik et ben til jorden  med danske både på de 4 første pladser.
Guld var der til Mikkel Hansen og Nicolai Mørcke, mens Casper Pretzmann og William Hansen vandt sølv. Bronzen gik til Jens Visbech og Marcus Boesen. Lige uden for medaljerækken havnede Andreas Tønnesen og Thomas Mogensen.
I toerkajak over 500 meter var der dobbelt dansk sejr hos pigerne, da  klubkammeraterne Emilie A . Petersen og Emma Jørgensen fra Maribo tog nordisk guld. Sølvet gik til Katrine G. Christensen og Nanna Aagard.
Også i firerkajak gjorde de danske roere det rigtig godt ved NUM.
Her blev det til danske sejre over 500 meter hos både drengene og pigerne foruden en sølvmedalje hos pigerne.
I den danske firerkajak hos drengene sad Andreas Tønnesen, Casper Pretzmann, Mikkel Hansen og Nicolai Mørcke i båden.

Hos pigerne gik guldet til Emilie A. Petersen, Emma Jørgensen, Louise W. Madsen og Rikke Jørgensen, mens nordisk sølv tilfaldt Anne Sofie Winther, Lotte Bruun Nielsen, Maria Joost og Natasja Justesen.