Viser opslag med etiketten Anne Nielsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Anne Nielsen. Vis alle opslag

23. april 2012

Unge roere får chancen ved World Cup stævnet i Duisburg


Anne Nielsen fra Vejle er udtaget til World Cup stævnet i Duisburg i slutningen af maj.

På baggrund af resultaterne ved Copenhagen Spring Regatta kommer en trup på fire U23 atleter med til World Cup stævnet i Duisburg d. 25. - 27. maj 2012 og støder til de otte atleter, der kommer direkte fra World Cuppen i Poznan.

Hensigten er naturligvis, at give atleterne noget international sparring, og stævnet skal ydermere ses som et led i forberedelserne til U-EM senere på året.

DKF har i år valgt at tage en junior med i truppen - Lasse Bro Madsen -  da vi i samarbejde med Lasses daglige træner vurderer, at han kan få en gevinst ud af, at komme ud og konkurrere med seniorerne i det internationale felt, skriver sportschef Mikkel von Seelen i udtagelsen.

U-23 roerne der er udtaget til Duisburg er:

Anne Nielsen, Vejle - K1 200 meter
Nikolaj Dagnæs, Silkeborg - K1 1000 meter
Jesper Beer, Limfjorden - K1 500 meter og K1 1000 meter
Lasse Bro Madsen, Vallensbæk, - K1 500 meter (U18)



14. januar 2012

Kajakroere dystede om de danske mesterskaber indendørs



Kasper Bleibach (i midten) blev dobbelt dansk mester. Foto: Helle Juell.
Link til resultater er her



Lørdag blev der afholdt danmarksmesterskaber i ergometerroning i Rødovre Centret, og der blev for alvor gået til den indendørs i romaskinerne.

Det var favoritten Kasper Bleibach fra Maribo, der løb med DM-sejren både på 200 meter og 1000 meter hos herrerne og Vejles Anne Nielsen, der vandt begge titler hos kvinderne.

Hos kvinderne var der derefter sølv til Emma Broberg fra Hvidovre, mens Iben Stokholm fra Nybro-Furå hentede bronze på både 200 meter og 500 meter distancerne. Både Henriette Engel Hansen og Birgit Pontoppidan deltog ikke ved DM.
Hos herrerne fulgte Kim Wraee fra ARK og René Poulsen fra Maribo på henholdsvis 2. og 3. pladsen på 1.000 meter distancen. På 200 meter distancen gik sølvet derimod til Jimmy Bøjesen fra Struer og bronzen til Claus Krebjerg fra Pagaj.
I U18-klassen blev Troels Lund fra Neptun dansk mester på 200 meter i U18-klassen og hentede også sølv på 1000 meteren. Vejles Nicolai Mørche tog guldet og klubkammeraten Marcus Boesen bronze på 1000 meter distancen.

På herresiden viste Thomas Mogensen fra 361, at han stadig er med helt fremme ved at vinde bronze på 200 meter i herre U18. Sølvet gik til Koldings Jens Visbech.

Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo vandt i U18 200 meter foran Stine Axelsen fra Hellerup og Amalie Thomsen fra Limfjorden.

På 500 meteren gik guldet derimod til Amalie Thomsen, mens Stine Axelsen vandt endnu en sølvmedalje. Emilie Rosenkilde fra Skovshoved fik bronzen i U18-klassen over 200 meter.

En anden af U18-favoritterne Ida Villumsen fra 361 havde på forhånd meldt fra med en mindre skulderskade.
Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo vandt også U16 200 meter og 500 og meter. U14-pigen Caroline Mogensen fra 361 viste endnu engang fine takter ved at vinde en sølvmedalje i U16-klassen på 200 m distancen. Bronzen gik her til Silkeborg Marie Ingemann Pedersen.

På 500 meter distancen gik sølvet i U16 til Silkeborgs Marie Ingemann Pedesen og bronzen denne gang til Gladsaxe-pigen Pernille Hansen.

Stas Magdych fra Maribo vandt drenge U16-klassen over 200 meter foran Rasmus Møller Jørgensen fra Strømmen og Thomas Raben fra Hellerup.

Der blev gået til den i mange af klasserne
ved dagens DM i ergometerroning.
Foto: Helle Juell
Morten Graversen fra Silkeborg vandt derimod guldet i U16-klassen over 1000 meter, og Tobias Møller Friedrichsen fra Vejle fik sølv og Thomas Raben fra Hellerup hentede bronze.

I pige U14-klassen fik Caroline Mogensen guld på både 200 meter og 500 meter distancen, mens der var sølv på 200 meteren til 361-roeren Linea Gry Ebbesen og bronzen gik til Cathrine Rask fra Silkeborg. På 500 meter distancen byttede Cathrine og Linea medaljepladser.
Silkeborg havde 18 roere til start og kom hjem med 4 guld, 2 sølv og 5 bronzemedaljer.

Her vandt Silkeborg bl.a. både U12 og U14-klassen hos drengene, idet Thorbjørn Rask tog guldet hjem i U12-klassen og hentede bronze på 200 meter. Emil Skovgaard vandt guldet hos drengene i U14-klassen i dagens dyst i Rødovre Centret.

I de yngre klasser så man flere nye roere fra Lyngby Kanoklub, der dermed atter er tilbage med en flok kaproere under ledelse af træner Søren Hyttel. Her blev det også til flere medaljer i U12- og U14-klassen til Lyngby-roerne.

Også Sorø tog et par medaljer med hjem fra Rødovre Centret i de mindste klasser hos pigerne med 3 piger til start i U12-klassen.

6. januar 2012

Debat: Hvorfor er de danske U23-kvinder blevet fravalgt?

"Hvis ellers vi som U23-piger ror hurtigt nok, vil det formentlig være et spørgsmål om tid, før vi bliver en del af U23 landsholdet igen", mener Vejles Anne Nielsen.  
Efter at 2011-sæson er afsluttet ser det ud til, at næste generation af U23-kvinder i bogstaveligste forstand er havnet med bagdelen i vandskorpen.

Efter ganske få dages ansættelse udtog René Olsen i december 2011 som sin første opgave en ny U23-landsholdsbruttotrup for 2012 uden en eneste U23-kvinde i truppen.

Siden har mange roere, klubber og kraftcentre stillet sig spørgsmålet, hvilken betydning det fravalg af U23-kvinder vil få for roerne i den kommende sæson og også mere langsigtet for dansk kajakroning på kvindesiden.

- Bare fordi den tidligere landstræner havde problemer med håndtering af pigerne, skal det da ikke gå ud over dem i den kommende sæson, lyder en reaktion fra en klubrepræsentant.

DKF´s sportschef Mikkel von Seelen har til ”Kajaksporten i fokus” udtalt, at det hele handler om, at niveauet for de danske U23-kvinder ikke pt. er tilstrækkeligt til, at kvinderne kan gå ind i U23-bruttotruppen.

Men den opfattelse deler vandene i flere kajakklubber.

- Jeg synes, det er interessant, at den måske største, mest homogene og mest talentfulde pige U18-gruppe, vi nogensinde har haft ikke formår at komme en U23 bruttotrup, siger Klaus Rørhauge, der selv er far til en af U23-pigerne.

- Pigerne har i høj grad formået at skiftes med at tæve hinanden, så det indbyrdes konkurrenceparameter har i den grad været i orden, siger han.

Forudsætningerne for at få et rigtigt kvindelandshold har været til stede, mener Klaus Rørhauge.

Sidste år til World Cup i Duisburg kunne Danmark for første gang nogen sinde stille med en 4x200 stafet for damer. Sidste år mente man, at pigerne havde World Cup-niveau. I dag mener man ikke, at de har U23-landsholdsniveau. Det er totalt useriøst set med mine øjne, siger Klaus Rørhauge.

Josephine Kanta, der selv har roet på sprint- og marathonlandsholdet i ungdoms- og juniorklasserne, mener også at de danske kajakpiger i mange år har skullet opfylde nogle ekstremt høje krav for at blive taget i betragtning til landsholdene.

- Forbundet mener ikke, at U23 pigerne har niveauet til at klare sig internationalt – men måden, hvorpå de vil sørge for at niveauet kommer op er at sikre, at ingen bliver udtaget, siger hun.

- Vi har nogle rigtigt dygtige U16 og U18 piger, men samtidig har min egen årgang lidt under, at der ikke var nogen der havde niveauet mellem Henriette og os, siger Josephine Kanta.

- Forbundet risikerer at miste en ellers stor U23-årgang og derefter satse på, at de yngre ved hvilket niveau, de skal gå efter. Hvis pigerne i U23 årgangen, til forskel fra herrerne, har lidt under at der var færre seniorroere og færre niveauer, hvordan vil så ikke U16 og U18 årgangen lide under netop samme problem, hvis U23 pigerne aldrig får chancen, og dermed ender med at stoppe i en alt for ung alder. Hvad så når Henriette på et tidspunkt vælger at stoppe sin karriere, spørger Josephine Kanta.

- Hvis vi internationalt kigger på den gennemsnitlige alder for en senior kvinde EM-finale, kan vi se, at den gennemsnitlige alder er 27,8 år og dermed er Henriette med sine 29 år i sin bedste alder. Kigger vi på A-finalen til DM i år, var den gennemsnitlige alder på 21 år, siger hun.

- De danske piger, der træner på eliteplan er meget unge og har endnu mange år til at toppe. Herrerne har derimod en betydeligt lavere gennemsnitsalder på ca. 25,7 år til EM-finalen. Sammenlignet med kvindernes gennemsnitalder til DM-finalen er herrernes gennemsnitlige alder en del højere end hos kvinderne. Herrernes gennemsnitlige alder er her ca. 22,5 år.

- Dette vidner om et meget større og spredt felt hos herrerne. På herre siden er der flere, der kan klare sig internationalt, men tidsdifferencen op til René Poulsen fra de udtagne U23 herre-roere er stadig stor og endda på størrelse med tidsdifferencen på pigesiden op til Henriette.

- Jeg mener, at pigerne bliver stillet over for urealistiske krav grundet et betydeligt mindre felt fra de ældre årgange. Jeg mener, at pigerne har et stort potentiale, og til trods for modgang og en lidt skidt 2011 sæson med personlige konflikter, er de godt på vej op igen med mange initiativer og stor kampgejst, siger hun.

- Til Bagsværd regattaen 2011 var der fem U23 piger under 2 min. på en 500 meteren. Hvis vi sammenligner dette med Spring regatta 2005, stillede Henriette op og roede 1.57.29. Det var ikke en tid hun kunne klare sig med internationalt, men hun fik chancen da niveauet i Danmark ikke var højere.

- Henriette fik medgang og meget støtte, og på baggrund af dette udviklede hun sig til en verdensstjerne, siger Josephine Kanta.

- Det er godt, at damerne har fået en så dygtig roer som Henriette, men det er samtidig utaknemmeligt og uhensigtsmæssigt, at U23 kvinderne konstant skal sammenlignes med hende, da hun om nogen er i den absolutte seniorverdenselite, mener Josephine Kanta.

- Min påstand er derfor, at U23 herrerne ikke bliver målt og vejet i forhold til René Poulsen på samme måde som damerne bliver det med Henriette. Desværre har synet på kajakkvinderne gennem alt for mange år været, at brugte ressourcer på kvinder er spildte ressourcer.

- Jeg hverken forstår eller bryder mig om strategien, visionen eller pædagogikken fra forbundets side, siger Josephine Kanta.

En af de U23-roere, der i 2011 selv var med på sprintlandsholdet er Anne Nielsen fra Vejle. Hun mener, at U23-kvinderne nok skal komme igen.

- Den nye U23 landstræner skal have en chance for at få sine egne billeder af, hvad vi kan og vil, og ikke bare tage de tidligere udtagelser for gode varer. Hvis ellers vi som U23 piger ror hurtigt nok, vil det formentlig være et spørgsmål om tid, før vi bliver en del af U23 landsholdet igen, siger Anne Nielsen.

- Vi har planlagt vores egne samlinger i Kraftcenterregi gennem vinteren, så det at vi ikke er udtaget til bruttolandsholdet, er ikke så stort et problem, siger hun.

Men de danske kajakkvinder har faktisk i næsten et årti haft svært ved at ro sig det sidste stykke helt frem til forbundets elitecentret og ind i seniortruppen.

Henriette Engel Hansen har siden starten på elitecentret i 2004
ikke haft ret mange kvindelige træningsmakkere på centret.
I de seneste syv år har kun Henriette Engel Hansen, Anne Lolk og Mette Barfod været tilknyttet elitecentret, og i dag er kun Henriette Engel tilbage på centret, efter at Anne Lolk i efteråret 2009 skiftede til rosporten.

Mette Barfod stoppede i 2008 efter at have misset OL-kvalifikationen i K2 med Anne Lolk.

I 2004 kom Henriette Engel Hansen ind på DKF´s elitecenter, efter at have startet i kajaksporten som 20-årig i sommeren 2002.

Tilbage til den kommende sæson januar samles DKFs U18 og U23 bruttolandshold i Silkeborg til første træningssamling i weekenden den 7. og 8. januar med den nye landstræner René Olsen. Her er de 12 herrer i U23-bruttotruppen inviteret med.

I weekenden den 21. og 22. januar samles U23-bruttolandsholdet igen til træningssamling.

DKF har i januar samtidig indkaldt til forældremøder for den nye generation af U16 og U18-roere med oplæg om talentudvikling, oplæg om hvilke forventninger kan man have til U-landsholdene samt hvilke forventninger DKF har til roere med landsholdsambitioner. Fokus vil på mødet være på træningskultur, indstilling, træningsindsats og daglige eliteadfærd som DKF ser som hensigtsmæssig.

U23-kvinderne er derimod ikke pt. inde i varmen hos forbundet og er derfor henvist til at kæmpe videre gennem klubbernes og kraftcentrenes egen træning.

14. august 2011

Dramatisk dag for de danske U21-roere ved NUM

Orion Pilo og Niklas Berg måtte en tur i vandet ved søndagens NUM i toerkajak
på 200 meter distancen. Foto: Jens Thybo.

Andendagen af NUM i Sverige gav nye medaljer til de danske U21-roere, men dagen var i høj grad også præget af dramatik i flere klasser.

I enerkajakken var der hos herrerne dansk guld og sølv på 1000 meter distancen til henholdsvis William Axelsen og Mads Kerrn. Hos kvinderne var der NM-bronze til Annemia Pretzmann på 5000 meter distancen. Derudover var det lige ved og næsten i kvindernes enerkajak over 200 meter, da få hundrededele her adskilte Anne Nielsen og Lisa Rørhauge fra medaljer.

I toerkajak var der medaljer af både sølv og bronze, da kvindernes 500 meter toerkajak gav sølvmedalje til Annemia Pretzmann og Lisa Rørhauge. Anne Nielsen og Zofia Nielsen vandt bronze i samme løb.

Hos herrerne uddeltes bronzemedalje i toerkajak til Orion Pilo og Niklas Berg over 5000 meter. I samme løb blev hele to danske både samtidig diskvalificeret.

I firerkajak over 500 meter var danske guldmedaljer og et nordisk mesterskab i hus til Orion Pilo, Jesper Beer, Mads Kerrn og Niklas Berg.

God start for de danske U21 roere ved NUM

Martin Larsen og William Axelsen hentede dansk guld i K2. Foto: Jens Thybo.
  
Det blev til en god start lørdag for de danske U21-roere ved NUM på Rocksjön i Jönköping. De danske roere hentede således medaljer i samtlige af lørdagens U21-løb.
I enerkajak hos herrerne var det Orion Pilo, Niklas Berg og Jesper Beer, der satte sig godt og grundigt på de nordiske medaljer.  Orion Pilo vandt således både K1 500 meter og K1 200 meter, mens Niklas Berg vandt sølv på 500 meter distancen. I det lange 5000 meter løb sikrede Jesper Beer sig derudover en bronzemedalje.
Hos kvinderne kunne Annemia Pretzman ro en flot sølvmedalje hjem i kvindernes K1 1000 meter.
I mandskabsbådene var der også en række flotte danske resultater for U21-roerne.
På 1000 meter distancen var der i toerkajak dobbelt dansk sejr, da Martin Larsen og William Axelsen vandt foran den anden danske båd med Mads Kerrn og  Jesper Beer. På den halve distance var der ligeledes dansk guld ved NUM, da Martin Larsen og William Axelsen atter roede en sejr i hus over 500 meter.
I kvindernes toerkajak fik den danske båd med Annemia Pretzmann og Lisa Rørhauge nordisk guld på 5000 meter distancen og sølv på 1000 meter distancen. På den lange 5000 meter distancen var der også en dansk bronzemedalje til Anne Nielsen og Zofia Loft Nielsen.
Endelig blev det også en dansk medalje i K4, da Orion Pilo, Jesper Beer, Mads Kerrn og Niklas Berg her roede sig til en sølvmedalje i U21 K4 1000 meter.