Det danske landshold på sprinterdistancerne tager nu hul på den sidste træning op til VM i Ungarn.
I morgen flyver landsholdet til Tyskland på træningslejr udenfor Berlin, hvor roerne skal være lidt over en uge til de sidste forberedelser. Herefter går turen direkte til Szeged, hvor verdensmesterskaberne afvikles.
Efter de seneste EM- og World Cup stævner, hvor roerne har kunnet prøve deres niveau på mere kendte distancer, skal også helt nye konstellationer på vandet ved VM.
Det gælder blandt andet firerkajakken over 1.000 meter med Emil Stær, Kasper Bleibach, René Poulsen og Kim Wraa, der skal forsøge at få en OL-kvalifikation i hus.
- Tidsmæssigt ligger K4-løbet fint til VM, og så er der bare endnu flere muligheder for at lave gode resultater og komme til OL. Vi har fået roet de pas vi skulle på det seneste i firerkajakken, og båden kører rigtig godt, fortæller Emil Stær.
Men om OL-chancerne er størst i toer-eller firerkajakken for ham, kan han ikke afgøre.
- Det er ret svært at sige, hvor OL-chancerne er størst, det kommer jo også an på dagen, siger han.
Begge de danske landstrænere Martin Hunter og Martin Hald er med på træningslejren i Kienbaum i Tyskland og skal her få de sidste VM-forberedelser til at gå op i en højere helhed.
Se de seneste billeder af den danske VM-trup her: