Efter indstilling af læserne af Kajaksporten i fokus kan vi nu også kåre årets kanopræstation 2011.
Kanosporten har i en del år været koncentreret i få klubber, men en af de klubber, der senest har taget kapkano-disciplinen op er Vallensbæk.
Ved DM sprint hentede Anders Thygesen i år bl.a, guld i U16 C2 200 meter med klubkammeraten Christoffer B. Hansen og han gjorde samtidig en god figur i C1.
Søren Hyttel indstillede derfor Anders Thygesen, Vallensbæk til årets kanopræstation med følgende begrundelse: Det er fedt at se, han kæmper og spændende at se hans udvikling i C1.
Anders Thygesen begyndte i Vallensbæk Kano og Kajak Club for 3 år siden, men skiftede i år over til kapkano, og det skifte er lykkedes. Han træner 10-12 gange om ugen og er nu også kommet med på klubbens kraftcenter.
I næste sæson er Anders Thygesen også at finde i U16-klassen.
Et stort skulderklap skal følge herfra!