26. november 2011

Nicolaj Blach: Træning med de store drenge


Flere danske roere har i de seneste uger været på træningslejr i kajakroernes paradis i Florida. Også Nicolaj Blach fra Skanderborg har lagt træningen de seneste uger under de varme forhold i Indian Harbour Beach.

Selv om man er den "nye dreng i klassen", kan man godt give den fuld skrue på vandet, når man træner sammen med mange af verdens allerbedste kajakroere i Florida.

- Jeg har brugt turen til at komme godt i gang med vintertræningen, fortæller Nicolaj Blach.

- Jeg er rigtig tilfreds med min sæson. Startede med at træne igen i november sidste år, hvor jeg spurgte René Olsen, om han ville lave nogen programmer til mig. Jeg er så blevet i top tre til alle marathonløb i Danmark, så jeg kan ikke klage, siger han.

Efter en god lang pause efter Gudenåen har jeg trænet næsten alle min pas med René Olsen. Den første uge af træningslejren trænede jeg med de store drenge som Eirik Verås, Anders Gustafsson og Adam van Koeverden, René Poulsen, Johannes Barsk og de andre norske roere, fortæller han.

- Det var en rimelig hård gruppe, og jeg blev også trukket af, når de virkelig gik til den. Men efter et par dage følte jeg mig bedre og bedre roende, fortæller Nicolaj Blach.

Og Skanderborgroeren har planer i både ener- og toerkajak for den kommende sæson.

- Jeg har trænet lidt K2 med René Olsen for at prøve, om vi kan få det til at virke. Og den "gamle" virker positiv, siger han.

- Min forventning til 2012 er helt klart at komme på marathonlandsholdet igen og komme til World Cup i Danmark i K1 og måske K2 med René Olsen, siger han.