De danske landsholdsroere i kajak er kommet rigtig godt fra start på træningslejren i Florida.
René Olsen har i denne video filmet fra træningen i de første uger, og der bliver virkelig gået til den med flere hundrede kilometers træning på vandet om ugen.
Igennem en lang årrække har Florida været "verdens navle" for de bedste internationale kajakroere op til sæsonstarten, og det betyder, at de danske kajakroere er med i et særdeles stærkt internationalt træningsmiljø.
Blandt de kajakroere, som for tiden også træner i Florida kan nævnes Adam Van Koeverden, Agnes Brun-Lie, Anders Gustaffson, Andreas Dittmer, Barry Watkins, Emilie Fournel og Philip Colin.
Samlet befinder der sig flere hundrede roere sig på træningslejre i Florida, og hvert år samles disse en dag til et sjovt og utraditionelt indslag efter ugers hård træning.
Ideen med denne event, der kaldes "Yak 4 A Stak" er simpel, man skal være udklædt og derefter ro en kort distance med en makker. Præmien er en lille stak penge, der kan være er godt tilskud, hvis du er en atlet og lige mangler lidt kontanter!
Årets Yak 4 A Stak konkurrence, der fandt sted i sidste uge, blev vundet af franske Philip Colin, og med i konkurrencen var blandt andet Birgit Pontoppidan og Martin Ljungbjerg, der træner med udgangspunkt i Tampa samt Jimmy Bøjesen, der træner fra elitecentrets træninglejr i Melbourne.
Nedenfor kan ses lidt glimt fra Yak 4 A Stak 2011 - bemærk pagajerne!
På træningslejren har der også været tid til lidt anden adspredelse, som det fremgår af Lasse Nielsens video her, hvor vi er på fisketur med René Olsen, Kasper Bleibach, Jimmy Bøjesen m.fl.