4. januar 2011

Satser på syv danske kajakroere til OL i London



Dansk Kano og Kajak Forbund tror på medaljer ved OL i 2012 til
brødrene Lasse og Casper Nielsen i toerkajak og til René Poulsen i enerkajak.
Foto: Jens Thybo.


 De danske kajakroere er ved at have et højt internationalt niveau. Jan Darfelt, som er eliteansvarlig i Dansk Kano og Kajak Forbund tror derfor på, at der er medaljer i sigte ved OL i London i 2012.

- I første omgang er det kvalifikationen til OL, det gælder. Det kræver 6. pladser for to af kajakkerne ved VM i år. Vi går samlet efter at kvalificere syv atleter, siger Jan Darfelt til DR-sporten.

Danmark havde fire kajakroere med ved OL i Beijing i 2008, hvor René Poulsen og Kim Wraae vandt sølv i toerkajak over 1.000 meter. Derudover deltog også Henriette Engel Hansen og Kasper Bleibach. Fire år tidligere i Athen var blot to kajakroere med, nemlig Lasse Nielsen og Mads Kongsgaard.

- Vi har pt. to mulige medaljekandidater til legene i London. Den ene er René Poulsen i enerkajak og den anden er Casper og Lasse Nielsen i toerkajak, vurderer DKF´s eliteansvarlige Jan Darfelt.

- Det er meget med dagsformen selvfølgelig, men nu ser vi, når vi starter op med de første World Cup stævner, siger Jan Darfelt.