6. januar 2011

Jimmy Bøjesen: Kom så bare an København


Jimmy Bøjesen er fra 1. januar 2011 optaget på Dansk Kano og
Kajak Forbunds elitecenter.  Foto: Jens Thybo.

Som elitesportsmand er 19-årige Jimmy Bøjesen fra Struer Kajakklub vant til at både massør og fysioterapeut nærmest kværner hans muskler. Men da han fik problemer med en skulder, viste det sig at være nogle ultralette tryk på kraniet og nede omkring skulderleddet, som hjalp ham over en irriterende skade.

Fra januar til marts var Jimmy Bøjesen for andet år i træk sammen med de øvrige landsholdsroere på træningslejr i Florida, og umiddelbart inden de skulle hjem fik han en skade i sin højre skulder. »Vi var ude på nogle vand- scootere,« fortæller han. Det var sjovt. Det var vildt, og så skete det, som ikke må ske:

Jimmy Bøjesen væltede sammen med en af kammeraterne, og en skulderskade kom derfor til at præge hans sæson.

»Jeg kunne ikke trække helt igennem,« konstaterer han.

Men både landstræneren og sportschefen ved Dansk Kano- og Kajakforbund havde forlængst fået øjnene op for Jimmy Bøjesens potentiale.

»Nu skal vi bare have hans skulder i orden,« fortalte sportschefen Mikkel von Seelen, idet han fik Jimmy Bøjesen i behandling hos en af Team Danmarks fysioterapeuter ved elitecentret i København. »Jeg fik nogle øvelser, og det virkede fint,« fortæller Jimmy Bøjesen. Hans højre skulder skulle stabiliseres. »Den hang lidt i forhold til den venstre. Det var helt underligt,« fortæller han, og desuden har han støt og roligt arbejdet på at få skuldrene lidt længere tilbage. »Jo længere træk jeg får i pagajen - jo bedre,« konstaterer han. Men han blev ved med at få problemer.

Når han gik i gang med den lidt tungere vægttræning, gjorde det ondt. I slutningen af september foreslog formanden for Firmaidræt Struer, Flemming Odde, derfor, at Jimmy Bøjesen kunne forsøge sig med en behandling eller tre hos Annette Felber Krogfelt, som giver Kranio-Sakral Terapi ved Struer Fitness på Bredgade. »Det virkede.

Dagen efter den første behandling, gjorde det næsten mere ondt i min skulder end tidligere. Men smerterne forsvandt,« konstaterer Jimmy Bøjesen. Jimmy Bøjesen kunne begynde at træne igennem. Han kom sig over sin skulderskade, og den 2. november kom den officielle besked. Jimmy Bøjesen blev optaget på Elitecentret ved Bagsværd Sø med virkning fra den 1. januar 2011. »Når Dansk Kano og Kajak Forbund har valgt at tildele en af de attraktive Elitecenterpladser til Jimmy Bøjesen, er det fordi Jimmy har et stort potentiale og har vist den rette indstilling til at arbejde for at indfri det potentiale.

Der er kun ti roere på centret, så det er kun for den absolutte elite, som skal kunne præstere internationale toppræstationer. Kravene og forventningerne er høje til Jimmy, men det er trænerteamet og Dansk Kano og Kajak forbund ikke i tvivl om, at han kan leve op til,« lød det i den officielle pressemeddelelse fra sportschefen Mikkel von Seelen.

Altså store forventninger, og med en frisk skulder er Jimmy Bøjesen fuldstændig klar til at tage udfordringen op. »Jeg bliver stærkere og stærkere - både fysisk og mentalt,« fortæller han, og hans helt klare mål er at erobre den danske 200-meter trone. Derefter skal raketten fyres af i en VM-finale, så han kan sikre Danmark en billet til OL i London i 2012.

»Det er det, jeg går efter, og nu glæder jeg mig bare til at komme til København, hvor jeg kan koncentrere mig om min træning,« fortæller han, inden han midt i januar flytter til hovedstaden, hvor han skal bo tæt på Bagsværd Sø og sammen med to af de øvrige landsholdsroere i en lejlighed, som Team Danmark stiller til rådighed for en rimelig husleje. Tekst: Frede Stengaard.