3. juni 2013

Stær, Bøjesen og Bleibach i front ved Bagsværd Regattaen

Ved årets Bagsværd Regatta var det Emil Stær fra Silkeborg, Jimmy Bøjesen fra Struer og Kasper Bleibach, der dominerede hos herrerne. Regattaen lå samtidig med World Cup-stævnet i Poznan, hvor René Poulsen bl.a. var med.

Stær tog sig af guldet i både K1 1000 meter og K1 500 meter, mens Kasper Bleibach ikke overraskende var hurtigst på 200 meter distancen.

På 1000 meteren var der sølv til William Nordahl fra Lyngby og bronzen blev roet hjem af Mads Kern fra Skovshoved. På den halve distance gik sølvet til Lasse Bro Madsen fra Vallensbæk og bronzemedaljen gik til Maribos Orion Pilo.

På 200 meteren var der sølv til Gladsaxes Casper Nielsen mens bronzen havnede hos Vallensbæks Lasse Bro Madsen.

I K2 200 meter og K2 500 meter vandt Emil Stær fra Silkeborg og Struers Jimmy Bøjesen guld. Lasse og Casper Nielsen havde meldt afbud på 200 meteren, og sølvet gik til Kasper Bleibach og Orion Pilo fra Maribo. Bronzen blev roet hjem af brødrene Lasse og Jonas Bro Madsen.

I K2 500 meter gik sølvet til Troels Lund fra Neptun og Jeppe Jensby, Silkeborg, mens bronzen blev overrakt til Emil Noe Nielsen, Silkeborg og Jesper Beer fra Limfjorden.

Silkeborg tog sig desuden af guldet i 4 x 200 meter stafet.


Kasper Bleibach. Foto: Thomas Storch


Emil Stær. Foto: Thomas Storch.