Foto: Jens Thybo |
Træningen for U16-landsholdet har ikke været optimal op til sæsonstarten, og det har givet genlyd ude i flere af Dansk Kano og Kajak Forbunds klubber.
Johan Gamst-Andersen, der er træner i Holte Roklub har nu bedt Dansk Kano og Kajak Forbund svare på, hvem der egentlig træner U16-landsholdet.
Han beretter, at den ene U16-samling efter den anden er blevet aflyst på det seneste, og at det virker uprofessionelt. Senest blev en storsamling d. 23. og 24. februar 2013 aflyst med 5 dages varsel.
En af Johans Gamst-Andersens roere har endda kontaktet den tidligere landstræner Finn Pape, der berettede at hans kontakt var udløbet, og at forbundet ikke havde ønsket en evt. forlængelse.
Direktøren for Dansk Kano og Kajak Forbund forklarer nu på Facebook, at efter at Danmark bevillingen er kommet i hus her i februar, har forbundet i første omgang haft travlt med at få kraftcenteraftalerne i hus.
I praksis betyder dette, at økonomien skulle forhandles på plads med de enkelte centre, så udbetaling af midlerne kan finde sted. Det relativt sene behandlingstidspunkt i Team Danmark af DKF´s ansøgning i februar har betydet, at forbundet ikke har haft Team Danmark-likviditeten i de første 2 måneder af året, ligesom helheden for elitearbejdet for 2013 heller ikke har været på plads.
Direktøren for DKF Christian Jacobsen nævner på Facebook, at han forventer, at U16-landstræneren i 2013 igen bliver Finn Pape, og at resten af sæsonplanen i årsmagasinet iøvrigt holder.