14. februar 2013

Team Danmark indstiller DKF til internationalt eliteforbund og 3.457.263 kr.

Foto: Jens Thybo

Dansk Kano og Kajak Forbund vurderes nu til at opfylde forudsætningerne for at blive indplaceret som internationalt eliteforbund i Team Danmarks støttekoncept 2013 – 2016.

Herudover omfatter Team Danmark samarbejdet i 2013 enkelte roeres deltagelse ved VM 2013 Marathon i Danmark.

Samarbejdet forankres i en to årig samarbejdsaftale på baggrund af en udarbejdet masterplan.

Dansk Kano og Kajakforbund bevilges for perioden 1. januar 2013 – 31. december 2013 3.157.263 kr. til år et af den toårige samarbejdsaftale, heraf 795.170 kr. til talentudvikling.

Derudover indstiller Team Danmark til "Fonden til støtte for dansk bredde- og eliteidræt" at DKF i marts 2013 modtager 300.000 kr. i udlodning fra fonden. Beløbet skal indgå i det fælles elitebudget i 2013 (5.850.209 kr.).

DKF ansøger om 3.457.263 kr. i samlet økonomisk støtte som Internationalt eliteforbund i perioden 1. januar 2013 – 31. december 2013.

Som internationalt eliteforbund har man næstbedste kategorisering hos Team Danmark, hvorved DKF ikke opnår den ønskede indplacering i Team Danmark som såkaldt verdensklasseforbund.

Der er opstillet følgende sportslige resultatmål for støtteperioden (3-6 vigtigste):

* Kajak Sprint – EM 2013 – Målsætning: 4 A-finaler og 2 medaljer – Acceptabelt: 4 finalepladser, heraf 2 top 5 placeringer

* Kajak Sprint – VM 2013 – Målsætning: 3 A-finaler og 1 medalje – Acceptabelt: 3 finalepladser, heraf 2 top 5 placeringer

* Kajak Marathon – VM 2013 – Målsætning: 3 medaljer – Acceptabelt: 3 top 5 placeringer

Der er opstillet følgende målsætninger for at opnå bedre sportslige resultater i støtteperioden:

* 200 m - At udvikle viden og erfaring omkring accelerations- og præstationsmæssige komponenter på sprint-distancen.

* 1000 m - At optimere step-testen, så den bliver mere valid på performancemæssige komponenter.

* At udbygge den sportspsykologiske indsats, så det er en ligeså naturlig del af elitearbejdet som den fysiske træning – herunder at udnytte "kulturbærere" på EC til at præge de nye roere på EC, skabe en dame elite-kultur på linje med herrerne og at styrke atleternes forståelse for betydningen af holdrelationen i arbejdet med mandskabsbåde.

* At holde antallet af skader nede på nuværende lave niveau.

Der er opstillet følgende målsætninger for at skabe bedre rammer og vilkår for den enkelte atlet, både i træning, konkurrence og hverdag

* At få flyttet vægtræningsfaciliteterne til EC ved Bagsværd Sø.

* At etablere fysioterapeutbehandling på EC

* Fortsat at fastholde og udvikle atleter som tager stort og selvstændigt ansvar for karrieren.

* Iværksætte praktiske løsninger, der kan sikre social og praktisk integration af nye EC roere. Der er opstillet følgende målsætninger for at styrke talentudviklingen

* At kunne ATK certificere 8 klubber i 2013

* DKF vil styrke talentudviklingsarbejdet i kraftcentrene ved at professionalisere ledelsen og styrke trænerstaben med fuldtidsansatte trænere.

* Etablere to superkraftcentre i henholdsvis Maribo og Silkeborg.

* Øget fokus på at uddanne og udvikle de unge talentfulde roere til verdensklasseroere.

Atlet-indplaceringer

Verdensklasse-atleter - 6: Henriette Engel Hansen, René Holten Poulsen, Emil Stær, Casper Nielsen, Lasse Nielsen, Kasper Bleibach

Elite-atleter – 5: Jimmy Bøjesen, Martin Larsen, William Axelsen, Mads Kern, Lasse Bro Madsen

Team Danmark-atleter – 8: Anne Nielsen, Emilie Rosenkilde, Ida Villumsen, Emilie Petersen, Jesper Beer, Kasper Stig Henriksen, Troels Lund, Jeppe Jensby

Team Danmark-talenter – 2 Emma Jørgensen, Amalie Thomsen

DKF havde i 2012 en omsætning på 12.500.151 kr. Omsætningen i 2013 forventes at være 13.872.066. DKF har en positiv egenkapital på 42.000 kr. og en bunden kapital på 1.400.000 kr.

Det fælles elitebudget (DKF og Team Danmark) for 2013 er på i alt 5.850.209 kr. og DKF’s samlede elitebudget er på 6.193.209 kr. DKF’s andel af det fælles elitebudget udgør 2.392.946 (41 %) og Team Danmarks andel udgør 3.457.263 kr. (59 %).

Af det fælles elitebudget anvendes 1.344.349 kr. (23 %) på talentarbejdet.

Indstillingerne ovenfor behandles alle på Team Danmarks bestyrelsesmøde d. 18. februar 2013.