Seks ugers træning i Florida har givet et stort udbytte. Foto: DKF / Martin Hald |
De danske elitecenterroere er nu tilbage i Danmark efter træningslejren i Indian Harbour Beach i Florida.
- Vi kom hjem i går morges efter seks ugers lejr i Florida. Træningsmæssigt er jeg godt tilfreds med lejrens udbytte. Hele holdet har gennemført den planlagte træning, hvor kvaliteten samtidig har været god og konsistent igennem hele lejren, fortæller landstræner martin Hald.
Det har blandt andet været muligt, fordi træningsforholdene i Florida er helt unikke. På seks uger har der kun været to dage med regn og dårligt vejr og i gennemsnit en temperatur imellem 25-30 grader. Vejret gør det bare væsentligt nemmere at opnå den store træningstid på vandet, uden at blive kold eller i værste tilfælde syg, siger han.
Og træningen har givet stort udbytte for alle roere.
- 1000 meter gruppen har bygget en solid aerob base op, som giver et godt udgangspunkt for at bygge formen rigtigt op frem imod sæsonens store mål, de Olympiske Lege i London. 200 meter gruppen har arbejdet intensivt med styrken under denne lejr, sideløbende med en stor mængde kvantitativ sprint, fortæller landstræneren.
- Vi befinder os lige nu i overgangen imellem den tunge træning, og er på vej ind i fasen med mindre, men meget mere kvalitativ træning.
- Jeg forventer solide præstationer af 200 meter holdet næste weekend, men deres toppræstation venter 3 uger efter Copenhagen Spring Regatta ved Olympic Qualifier, samt World Cup i Polen, siger Martin Hald.