17. marts 2016

OL-målsætning på 10 medaljer

DIF og Team Danmark er nået frem til en foreløbig fælles medaljemålsætning for OL i Rio på 10 medaljer. Ikke siden 1948 har Danmark vundet flere end 9 medaljer.

På samme tidspunkt for fire år siden forud for OL i London lød den danske medaljemålsætning på syv medaljer. Der var altså tale om en markant opgradering, da DIF’s OL-chef de mission Morten Rodtwitt og Team Danmark-direktør Lone Hansen torsdag på et pressemøde offentliggjorde en medaljeambition for Rio-legene på 10 medaljer.

”I et historisk perspektiv vil 10 medaljer være en sensationel præstation, men det er en realistisk målsætning. Der er så stor kvalitet hos atleterne og i forbundene i øjeblikket, og vores forberedelser er så grundige og ambitiøse, at vi kan melde denne målsætning ud,” siger Morten Rodtwitt, der er DIF’s chef de mission for det danske OL-hold.

Umiddelbart inden legene i London blev medaljemålsætningen opjusteret fra syv til otte medaljer. Medaljehøsten blev ni medaljer - den bedste danske præstation ved et Sommer-OL siden 1948.

Nu er der basis for at gøre det endnu bedre. Det på trods af, at der den seneste tid også har været nogle tilbageslag. Bryderen Mark O. Madsen lider i øjeblikket under følgerne af en hjernerystelse, badmintonspilleren Carsten Mogensen har været gennem en hjerneoperation, og 49er-sejler Jonas Warrer og Anders Thomsen, der havde kvalificeret sig til OL, er gået hver til sit.

Baggrunden for medaljemålsætningen er en analyse af atleters præstationer ved VM i 2013, 2014 og 2015, Infostradas matematiske analyse for februar og marts 2016 og 16 individuelle møder med sportscheferne fra de olympiske forbund på en studietur i Rio i sidste uge.

”Det har været meget opløftende at mærke den seriøsitet og optimisme, som sportscheferne har videreformidlet. Jeg glæder mig til at se resultaterne af arbejdet i Rio,” siger Morten Rodtwitt.

Vigtig opbakning fra partnere
Ifølge Lone Hansen, direktør i Team Danmark, er der grund til at hæfte sig ved, at der er medaljepotentiale i mange forskellige discipliner. Det er unikt for et lille land som Danmark.

”Jeg synes, Danmark kan være stolt af, at vi har atleter på højeste niveau i så bred en vifte af sportsgrene. Det viser, at mange forbund er dygtige til at udvikle talenter og gøre dem klar til at kæmpe om medaljer,” siger hun.

Team Danmarks eksperter har siden OL i London arbejdet tæt sammen med sportschefer, landstrænere og atleter om at stå bedst muligt forberedt til OL. Olympiske partnerskaber og især en stor donation på hele 55 millioner kroner fra Netto, føtex og Bilka via en donation fra Salling Fondene har været afgørende for at sikre endnu bedre forberedelser for de danske atleter og dermed bedre mulighed for at hente medaljer hjem til Danmark.

”Vi ved, at medaljerne bliver dyrere og dyrere at vinde, og samtidig stiger konkurrenceniveauet i takt med, at langt de fleste lande investerer voldsomt i eliteidræt. Derfor er det afgørende, at vi har mulighed for at give de bedst mulige vilkår for de atleter, der skal repræsentere Danmark ved OL i Rio til august, og opbakningen fra vores olympiske partnere er uvurderlig,” siger Lone Hansen.

Medaljemålsætningen er et udtryk for et øjebliksbillede, og mange faktorer som eksempelvis skader blandt atleterne i den kommende tid kan ændre billedet. Den endelige medaljemålsætning forventes udmeldt den 5. juli – en måned før OL starter.

Den øjeblikkelige status er, at medaljerne forventes at komme i følgende sportsgrene:

Badminton
Brydning
Cykling
Håndbold
Kajak
Roning
Sejlsport
Svømning

Team Danmark tror på OL-medalje til René H. Poulsen ved OL i Rio.

26. januar 2016

René Holten Poulsen udtaget til OL

Kajakroeren René Holten Poulsen er som den 10. danske atlet blevet udtaget til OL i Rio. Han er verdensmester, blev tidligere på året kåret til Årets Sportsnavn og drager til OL som et af de største danske medaljehåb.

På baggrund af en indstilling fra Dansk Kano og Kajak Forbund har DIF’s bestyrelse udtaget René Holten Poulsen til OL i Rio. Der er tale om en af de helt store profiler i dansk idræt, og han bliver udtaget på baggrund af sine præstationer ved VM sidste år, hvor han vandt guld i enerkajak på både 500 og 1000 meter-distancen. Præstationer, der var stærkt medvirkende til, at han ved DIF, Team Danmark og DR’s store galla, Sport 2015, blev hædret med de to største priser, Årets Sportsnavn og BT Guld.
Han mødte op til OL i London i 2012 med medaljeambitioner, men måtte nøjes med en fjerdeplads. Dengang lagde han ikke skjul på, at resultatet var en stor skuffelse for ham. Han lægger heller ikke skjul på, at han vil opnå et bedre resultat i Rio.

”Mentalt er jeg i dag et helt andet sted, end jeg var for fire år siden, hvor jeg slæbte jeg mig selv til OL i sidste øjeblik. Denne gang er der langt bedre styr på alt det praktiske og træningen på grund af min træner, og det betyder meget. Det hele er bygget op om mig,” siger René Holten Poulsen.

Globale forberedelser

Mens isen har lagt sig på Bagsværd Sø, har René Holten Poulsen opholdt sig i udlandet. Dog ikke sydpå, men mod nord i Norge, hvor han den seneste måned har trænet langrend op til fem timer om dagen for at forbedre sin styrke og udholdenhed.

”Jeg træner på ski sammen med nogle rigtig gode folk. Det er fedt, at vi har disse afbræk, hvor vi træner på en anden måde. Så glæder vi os endnu mere til at skulle på vandet igen,” siger han.

I disse dage er han hjemme i Danmark på et kort ’pit stop’, inden turen går til det behagelige og kajak-venlige klima i Florida, hvor han træner frem til midten af april, inden turen igen går til Danmark. Herefter venter en træningslejr i Ungarn, og alt sammen skal føre til et topresultat i Rio.

”Den der vinder OL, er den, der ikke er bange for at ro. I London roede jeg lidt for forsigtigt. Ved VM roede jeg til fra start, og det bliver også min indgangsvinkel i Rio - at gå 100 procent efter det,” siger René Holten Poulsen.

Største danske medaljehåb

DIF’s OL-chef de mission, Morten Rodtwitt, lægger ikke skjul på, at det er en af de helt store profiler, der nu er blevet udtaget, og at René Holten Poulsen er en meget central brik på det danske hold.

”Han er vores største medaljehåb i Rio, og jeg tror ikke, at René ser anderledes på det. Desuden er han en foregangsperson, som sætter nye standarder i forhold til vilje og ambitioner. I forhold til London-legene er han mere voksen nu og hviler i sig selv, uden at det er gået ud over hans vildskab. Du må aldrig pille egoet ud af ham, for så forsvinder hans helt specielle drive,” siger Morten Rodtwitt.

Team Danmark-direktør Lone Hansen har også de store roser fremme til kajakroeren, der tilbage i 2008 vandt OL-sølv i toerkajak sammen med Kim Wraae.

”Han har efterhånden været en del af verdenstoppen i flere år, og det kræver ud over talent og stenhårdt arbejde, at man sammen med sit trænerteam hver eneste dag er villig til at kæmpe for at blive endnu bedre. Atleter, der går målrettet efter deres drømmemål, er inspirerende og fascinerende for os alle at følge, og her er René absolut et af de gode forbilleder," siger Lone Hansen.

Ved OL i Rio skal René Holtens konkurrere i 1.000 meter enerkajak (500 meter-distancen er ikke en olympisk disciplin).

Fakta om René Holten Poulsen

Alder: 27 år

Disciplin: K-1 1000 meter

Tidligere OL-deltagelser: Beijing 2008 (sølv K-2 1.000), London 2012 (nummer 4 K-1 1.000)

Udvalgte resultater:

2015: VM-guld (K-1 1.000, K-1 500), EM-guld (K-1 500, K1 5.000), EM-sølv (K-1 1.000), European Games-bronze (K1 1.000)

2014: VM-guld (K-1 500), VM-bronze (K-1 1.000), EM-sølv (K-1 500, K-1 1.000, K-1 5.000)

2013: VM-sølv (K-1 500), EM-guld (K-1 1.000, K-1 500), EM-bronze (K-1 5000)

2012: EM-guld (K-4 1.000), EM-sølv (K-1 1.000)

2011: EM-bronze (K-1 5.000)

2010: EM-bronze (K-1 1.000)

2009: EM-bronze (K-1 1.000)

2008: OL-sølv (K-2 1.000), EM-guld (K2 1.000)



Fakta om OL i Rio:

5.-21. august 2016

DIF og Team Danmark forventer at kunne stille med et endeligt hold på cirka 135 atleter. Det er de enkelte specialforbund, der indstiller atleter til udtagelse, og det er bestyrelsen i DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, som står for udtagelsen.



1. december 2015

Team Danmark vil ikke gøre Dansk Kano og Kajak Forbund til verdensklasseforbund i 2016


Rene H. Poulsens resultater i 2015 er ikke
nok til at gøre DKF til verdensklasseforbund.
Foto: Team Danmark
Dansk Kano og Kajak Forbud har i 2015 efter Team Danmarks vurdering opfyldt hovedparten af de opstillede sportslige resultatmål.

Alligevel foreslås, at samarbejdet mellem DKF og Team Danmark fortsætter på et uændret støtteniveau.

Der er skabt et godt samarbejde mellem trænere og atleter og sportschefen er forankringsperson på det overordnede samarbejde. Der er derfor en god base for atleterne til at præstere på højt niveau, lyder det i Team Danmarks vurdering af DKF´s støtteansøgning for 2016, som drøftes på TD´s bestyrelsesmøde 2. december 2015.

DKF har overfor Team Danmark udtrykt ønske om støttemæssigt at blive rykket op som  ”Verdensklasseforbund” i det sidste år af den aktuelle samarbejdsaftale.

Men det ønske ser ikke ud til at blive opfyldt i denne omgang.

Da det kun er én atlet, som har opnået medaljer ved EM og VM (OL discipliner) i samarbejdsperioden, opfylder DKF ikke kravene til at blive verdensklasseforbund i det sidste år af samarbejdsaftalen, lyder udmeldingen fra Team Danmark.

Dansk Kano og Kajak Forbund (sprint) skal derfor fortsat indplaceres i næsthøjeste kategori som Internationalt eliteforbund i Team Danmarks støttekoncept for den resterende del af perioden 2013 – 2016.

DKF ansøger i 2016 om 3.8 mio. i samlet økonomisk TD-støtte, hvilket er uændret niveau i forhold til 2015. Også i 2014 udgjorde TD-støtten 3,8 mio. kr.

Der er af DKF opstillet følgende sportslige resultatmål for næste støtteperiode:

* OL 2016 (herre K1 – 1000m) - Målsætning: Guld – Acceptabelt: Medalje
* OL 2016 (dame K2 – 500m) - Målsætning: Top 6 – Acceptabelt: Top 9 (finale)
* OL 2016 (dame K4 – 500m) - Målsætning: Top 6-placering – Acceptabelt: Top 9 (finale)
* EM 2016 (sprint) - Målsætning: 2 medaljer og 4 finaler – Acceptabelt: 2 top 5 og 4 finaler

 Der er opstillet følgende målsætninger for at opnå bedre sportslige resultater:

* I 2016 vil der hovedsagligt være fokus på at opnå sportslige resultater via udviklingsmål fra de forgående tre år i samarbejdsaftalen.

* Ansættelse af assisterende landstræner til hovedsagligt U/23 roerne.

* Optimere de fysiologiske testprotokoller i laboratorie og på vandet, herunder at udvikle en test af rotationsbevægelsen hos kajakroere og implementere brugen af wattpagajer.

* Optimere kvaliteten i den daglige træning via integration af dataopsamling fra værktøjer som wattmålere og accelerometre i en webbaseret træningsdagbog.

Der er opstillet følgende målsætninger for at skabe bedre rammer og vilkår for den enkelte atlet, både i træning, konkurrence og hverdag:

* I forbindelse med opgraderingen af Bagsværd sø og bygningerne, vil DKF have fokus på, at skabe de bedst mulige forhold for atleter og trænere i fremtiden.

* Der gennemføres personlige sæsonevalueringssamtaler med atleterne for at optimere deres individuelle vilkår bl.a. mht. bolig, job, uddannelse og økonomi for at sandsynliggøre et optimalt udbytte af træningen.

Der er opstillet følgende målsætninger for at styrke talentudviklingen:

* Det faglige niveau i kraftcentrene skal hæves ved at tilbyde uddannelse med fokus på bl.a. pædagogik og træningsplanlægning i tråd med forbundets aldersrelaterede træningskoncept.

* DKF vil styrke erfaringsudvekslingen mellem Elite- og kraftcentrene for at opnå et kompetenceløft.

* DKF vil færdigbeskrive en talentudviklingsstrategi for at ensrette talentudviklingen på landsplan.

* DKF vil fortsat have fokus på at styrke samarbejdet med elitekommunerne Vejle, Holstebro, Gentofte og København og ligeledes bringe Silkeborg og Århus i spil.

DKF’s andel af det fælles elitebudget udgør 2.673.746 (41 %) og Team Danmarks andel udgør 3.817.500 kr. (59 %). Af det fælles elitebudget anvendes 1.815.220 kr. (29 %) på talentarbejdet, oplyser Team Danmark.

- Efter DKF’s opfattelse har vi i den seneste tid konsolideret og udviklet vores samarbejde med Team Danmark. Vi er meget tilfredse med den udvikling der har været på facilitets-siden i Bagsværd og med udviklingen i samarbejdet på ekspert siden, anfører DKFs direktør Christian Jacobsen i oplægget til Team Danmarks bestyrelsesmøde.

- Vi anerkender den meget svære økonomiske situation som TD har udsigt til i 2016. Det er en fælles udfordring, idet DKF er klemt af samme udvikling. DKF har leveret en rigtig god sæson 2015, der viser stort potentiale både på kort og langt sigt, noterer  Christian Jacobsen

- DKF er på den baggrund skuffede over stilstanden i den økonomiske udvikling, men accepterer Team Danmarks indstilling. Der er dog store udfordringer i den nære fremtid. Det fælles stærke fundament af U18 og U23 atleter skal der fortsat afsættes øgede ressourcer til, hvis frugten af det gode TD-støttede ungdomsarbejde skal høstes i 2020 og 2024, nævner Christian Jacobsen

- Overordnet er vi således tilfredse med samarbejdet, og med den tillid TD viser DKF. Vi tror 100% på at vi kan opfylde de mål, der er sat for vores fælles arbejde, siger direktøren.

Emma Aastrand Jørgensen (th) og Henriette Engel Hansen er begge af Team Danmark nu blevet indplaceret som verdensklasseatleter, hvilket er et TD-niveau højere end i sidste sæson.

1. juni 2015

René H.Poulsen vil vinde de første European Games




Når det om knap to uger går løs ved European Games i Aserbajdsjan er René H. Poulsen med blandt de danske atleter. Han er eneste danske kajakroer, der deltager.

-  Det er de første European Games, og jeg vil forsøge at vinde. Jeg er perfektionist, det ligger i mit DNA, fortæller René H. Poulsen i legenes PR-video.

Blandt Poulsens største konkurrenter i Baku bliver bl.a. tyske Max Hoff og Laurens Pannecoucke fra Belgien, der også hentede medaljer ved netop overståede World Cup 3 i Danmark.

Poulsen skal ved European Games ro enerkajak over 1000 meter og 5.000 meter.

Tyskland, Ungarn og England stiller med deres allerbedste kano- og kajakroere ved European Games, så niveauet bliver højt.

Herrernes K1 1000 meter afvikles 14. og 15. juni mens K1 5.000 meter distancen ligger 16. juni. Der ros på floden Kur i byen Mingachevir ca. 275 kilometer fra Baku.

For danske seere vil legene bl.a. kunne ses på TV2 sport og de tyske kanaler ARD og ZDF.

Se videoen, hvor René Poulsen fortæller om sine forventninger ved European Games her:



Også de engelske kajakroere har store forventninger til European Games:








31. maj 2015

Atlethes updates from ICF World Cup 3 Copenhagen 2015

Have a look at

Et billede slået op af Moa Wikberg (@mwikberg) den

29. maj 2015

Kronprinsen gæster World Cup stævnet på Bagsværd sø

Kronprins Frederik ved et tidligere besøg på Bagsværd sø.
Foto: Facebook - DKF

World Cup 3 på Bagsværd sø får lørdag formiddag fra kl. 9.45 besøg af Kronprins Frederik, der bl.a. skal overvære A-finalerne med forventet deltagelse af bl.a. René Holten Poulsen, Henriette Engel Hansen og Emma Jørgensen.

Desuden vil kronprinsen under besøget overrække medaljer i herrernes K1 1000 meter og i kvindernes K2 500 meter.

Endelig vil Kronprins Frederik lørdag formiddag også besøge World Cup stævnets science corner og testcenter med præsentation af  konceptet #trainlikeachamp.

Kronprinsen har bl.a. tidligere overværet VM i kano og kajak maraton i 2013 også på Bagsværd Sø.

Unge danske roere kæmper mod verdenseliten

Emma Broberg (til højre!) er med i kvindernes enerkajak over 1000 meter.

World Cup 3 på Bagsværd sø har givet Dansk Kano og Kajak Forbund mulighed for at få en række yngre roere med i fredagens World Cup løb på hjemmebanen.

Fredag formiddag får Katrine Christensen og Maja Rosenkrands således lov at prøve kræfter i kvindernes K1 500 meter med bl.a. Lisa Carrington fra New Zealand.

Mads Petersen er med i herrernes K1 1000 meter, mens Emil Noe og Niels Boe stiller op i herrernes toerkajak over 1000 meter. Noe og Boe skal i toerkajakken bl.a. dyste mod tyske Max Rendschmidt og Marcus Gross, der vandt World Cup 2 i Duisburg.

I kvindernes K1 1000 meter kommer Emilie Petersen og Emma Broberg til start.

I herrernes K4 1000 meter stiller Danmark op med Morten Graversen, Jesper Beer, Casper Pretzmann og Jeppe Jensby.

I kvindernes K4 200 meter kommer Emilie Petersen, Nanna Aagaard, Maja Rosenkrands og Katrine Christensen på vandet og dyster her bl.a. mod den danske førstebåd med Emma Jørgensen, Henriette Engel Hansen, Amalie Thomsen og Ida Villumsen.

Endelig er Orion Pilo er med i herrernes K1 500 meter, hvor modstanderne bl.a. er verdensstjernerne Hoff, Poulsen og van Koeverden.