Rostadion i international klasse, bedre træningsfaciliteter og robaner i international standard. A.P. Møller Fonden har doneret 50 millioner kroner til et nyt nationalt rostadion i Bagsværd, så vi også fremover kan få verdensklasseatleter i roning og kajak. Det oplyser Team Danmark idag i en pressemeddelelse.
Det er en mangeårig drøm, der nu bliver til virkelighed. Derfor er der jubel i ro- og kano og kajaksporten, efter A.P. Møller Fonden i dag har doneret 50 mio. kr. til at skabe bedre vilkår for roerne på Bagsværd Sø. Prisen for at realisere drømmen om et moderne rostadion og træningsanlæg forventes at blive godt 90 millioner kr. De tre kommuner Københavns Kommune, Gladsaxe Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune lægger 35 millioner kroner i projektet tilsammen. Resten skal søges via fonde.
Opgraderingen er tvingende nødvendig, hvis Danmark blive ved med at udvikle eliteatleter i rosport og kano og kajak, forklarer Lars Christensen, sportschef i Dansk Forening for Rosport.
”Hvis danske roere skal blive ved med fastholde deres niveau og levere resultater på topplan, er det tvingende nødvendigt at forbedre faciliteterne i Bagsværd. Derfor er vi meget glade for nyheden om A.P. Møller Fondens flotte donation, så vi nu kan se frem til faciliteter, der svarer til atleternes høje internationale niveau, siger Lars Christensen. Han fortæller, at det i dag ikke er muligt at samle alle de bedste roere til fælles træning i Bagsværd, fordi de simpelthen ikke kan være i lokalerne på samme tid.
”Vi får mulighed for at skabe de rammer, der skal til for at have roere i den absolutte verdenselite. Samtidig får vi mulighed for at afholde internationale stævner i Danmark – noget vi ikke har haft mulighed for siden 1987, hvor det seneste stævne blev afholdt på Bagsværd Sø. Det glæder vi os til,” siger Lars Christensen. Udover at bygge nye faciliteter på land vil banerne på søen også blive forlænget.
Blandt de bedste i verden
Bestyrelsesformand for Team Danmark, og Københavns overborgmester, Frank Jensen, fortæller, at det er et mangeårigt ønske fra Team Danmark at forbedre rammerne for det unikke elitemiljø, der findes i rocentret ved Bagsværd Sø.
”Roning og kajak er idrætsgrene, hvor Danmark er blandt de bedste i verden. Realiseringen af projektet betyder, at vi får mulighed for at opretholde et attraktivt og udviklende elitemiljø for vores danske roere. Derfor er det dejligt, at drømmen nu snart kan blive til virkelighed,” siger Frank Jensen.
Køleskab på slæb
En af de eliteatleter, der kender forholdene på Bagsværd Sø indgående, er den dobbelte VM-guldvinder i kajak, Henriette Engel Hansen. Da hun roede DM i kajak i sommer lå hun til at vinde løbet. Men så satte søgræs sig fast i roret, så det føltes som om hun trak et køleskab efter kajakken. Det kostede sejren. Forholdene har betydet, at Henriette Engel Hansen i øjeblikket har fravalgt at træne på Bagsværd Sø og i stedet træner i sin klub.
”Vi kalder søen for Bagsværd Mose. Om sommeren vokser der så meget søgræs frem, at vi ikke kan ro på store dele af søen. Derfor får det enorm betydning, at træningsforholdene både på land og i vandet bliver forbedret, for vi er langt bagud i forhold til vores internationale konkurrenter, når det handler om vores træningsfaciliteter,” siger Henriette Engel Hansen.
Projektet tog sin begyndelse i 2011, hvor Lokale og Anlægsfonden finansierede en forundersøgelse af potentialet og mulighederne for at opgradere Bagsværd Rostadion til tidsvarende og internationale standarder for kajak- og rosporten. Anlæggene forventes klar til brug med udgangen af 2017.
Fakta
Projektet som A.P. Møller Fonden har valgt at støtte omfatter et helt nyt rocenter og forlængelse af robanerne i søen. Udviklingen af det nye rostadion vil komme til at ske i tæt samarbejde mellem A. P. Møller Fonden, Dansk Forening for Rosport, Dansk Kano og Kajakforbund, Team Danmark, kommunerne samt naboer til og øvrige brugere af Bagsværd Sø.
Projektets finansiering
A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har givet tilsagn om bidrag til projektet på 50 mio. kr. og Københavns Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Gladsaxe Kommune har samlet bevilliget ca. 34,9 mio. kr., fordelt på 22,3 mio. kr. fra Københavns Kommune, 10 mio. kr. fra Gladsaxe Kommune og 2,6 mio. kr. fra Lyngby-Taarbæk Kommune. Projektet har søgt støtte fra Lokale og Anlægsfonden.