Birgit Pontoppidan vandt World Cup sølv tidligere på året på Bagsværd sø. Foto: Michael Cederqvist. |
Ved weekendens DM maraton i Silkeborg kan kvindernes enerkajakløb godt gå hen og blive et meget spændende løb at følge.
Med til start på den 26,2 km. lange rute er nemlig hele tre tidligere VM-medaljevindere i toerkajak, da både Henriette Engel Hansen, Jeanette Løvborg og Birgit Pontoppidan møder til start på Silkeborg Langsø.
Mens Birgit Pontoppidan sidste weekend blev dansk mester i enerkajak over 5000 meter på Bagsværd sø og vandt World Cup sølv i juni, så er det efterhånden nogle sæsoner siden, at den tidligere 3-dobbelte verdensmester i toerkajak Henriette Engel Hansen har været til start på maratondistancen.
Derfor skal hun ved weekendens DM marathon vise formen og bekræfte sin VM-forhåndsudtagelse, som hun har fået på de tidligere opnåede resultater.
Birgit Pontoppidan har imidlertid allerede sikret sin VM-deltagelse på baggrund af World Cup sølvmedaljen i juni.
Også Jeanette Løvborg, der har vundet VM-sølv sammen med Birgit Pontoppidan i 2010, kommer til start på hjemmebanen i kvindernes enerkajak efter en pause. Det skal blive spændende at se hende i konkurrence igen mod de øvrige stærke roere.
I alt seks kvinder er til start i dame senior og herunder også U23-roerne Annemia Pretzmann og Sofie Aastrand Jørgensen, der er VM-udtaget i K2 i U23-klassen.
VM maraton afvikles i Italien 21. - 23. september 2012. I 2013 afvikles VM maraton i Danmark.