31. december 2014

Team Danmark skruer op for økonomisk støtte i 2015. Kajaksporten får 5.000 kr. ekstra.

Der investeres i disse år massivt i eliteidræt i mange lande, og derfor skærpes den internationale konkurrence for de bedste danske atleter markant i øjeblikket. På trods af den skærpede konkurrence har danske atleter i 2014 vundet 79 EM- og VM-medaljer, skriver Team Danmark i en pressemeddelelse.

”De flotte resultater er hentet i en bred vifte af sportsgrene, og det er et godt tegn for dansk eliteidræt, at så mange atleter og forbund er med helt fremme i den absolutte verdenselite. Derfor er jeg glad for, at det er lykkes at skrue op for støtten til flere specialforbund” siger bestyrelsesformand i Team Danmark, Frank Jensen.

Det er bl.a. handicapidræt, orienteringsløb og sejlsport, der får øget deres støtte i det kommende år. Dansk Sejlunion kan se frem til en stigning på 600.000 kroner til i alt 8,85 mio. kr. i 2015, mens Dansk Orienterings-Forbund vil få godt 400.000 kr. mere i støtte og sammenlagt modtage 2,4 mio. kroner i 2015. Dansk Handicap Idræts-Forbund modtager 1,8 mio. kroner næste år mod 1,38 mio. kroner sidste år.

Dansk Kano og Kajak Forbund fik i 2014 3.812.289 kr. og søgte til 2015 - og modtog - 3.817.257 kr. - hvilket var en stigning på 5.000 kr.

DKF står internationalt stærkt på ungdoms- og juniorsiden, mens effekten endnu ikke er slået helt igennem på samme måde i forbundets elitecenter, hvor topresultaterne i 2014 tegnedes af 3 roere: René Poulsen, Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen, der alle præsterede helt unikke resultater.

René Poulsen VM bronze i K1 1000 meter udløste 6 Team Danmark point, mens de øvrige resultater ikke gav ekstra point i forhold til tilskud og støttekategori. I 2013 fik DKF 0 af disse særlige TD-point.



FAKTA:


Dansk Kano og Kajak Forbund

Nuværende støttekategori: Internationalt eliteforbund
Støttekategori i 2015: Internationalt eliteforbund


















10. august 2014

Team Danmark: Dansk kajaksport har aldrig stået stærkere

Dansk Kano og Kajak Forbund er efter de mange flotte resultater ved VM sprint 2014 kommet et godt skridt nærmere flere støttekroner.

- DKF er nu kommet nærmere en status som "Verdensklasseforbund", fastslår Team Danmarks direktør Michael Andersen overfor Kajaksporten i fokus.

Forbundet er idag placeret i næsthøjeste støttekategori som "Internationalt eliteforbund". Rykker DKF op i samme kategori som badminton, cykling, håndbold, orientering, sejlsport, roning og svømning venter endnu flere rare støttekroner til udvikling af forbundets eliteroere.

VM kajak 2014 har været et af de bedste danske VM nogensinde,  siger Team Danmarks direktør.

- Tre VM-medaljer, heraf to af guld, viser at elite- og talentarbejdet i DKF er på et højt internationalt niveau, Og suppleret med flotte resultater ved både ungdoms-EM og ungdoms-VM har dansk kajaksport aldrig stået stærkere.

- Jeg tror, at Dansk Kano og Kajak Forbund bliver repræsenteret i 4-5 bådklasser ved såvel OL 2016 som OL 2020, og kajak-roerne vil helt sikkert vinde mange medaljer ved de kommende års internationale VM, siger han.

(C) Kajaksporten i fokus / Jan Christensen

De danske VM-guldvindere med landstræner Zoltan Bako i midten. Foto: Facebook


Team Danmarks direktør: Jeg tror, at Emma kvalificerer sig til OL 2016 i Rio.

De danske verdensmestre i K2 1000 meter med Team Danmarks direktør Michael Andersen i midten. Foto: TD.

Direktør Michael Andersen fra Team Danmark var på plads på tilskuerrækkerne ved VM sprint i Moskva og svært tilfreds med de danske kajakpræstationer.

- Det var en rigtig flot VM-præstation af Emma Jørgensen og Henriette Engel Hansen. Der er dog meget stor forskel på konkurrenceniveauet i olympiske og ikke-discipliner ved VM, hvilket bl.a. kan ses på deltagerantallet.

K2 1.000 meter for kvinder havde deltagelse af 14 nationer, mens deltagerantallet i K 2 500 meter var på mere end 40 nationer.

- Jeg tror, at Danmark har rigtig gode chancer for at kvalificere både K2 og K4 på 500 meter for kvinder til OL 2016, men det forudsætter, at både Emma og Henriette indgår i begge bådtyper, siger Team Danmarks direktør Michael Andersen til Kajaksporten i fokus.

- VM 2014 i Moskva var Emmas første internationale mesterskab som senior, og hun har fået en god positiv oplevelse, som hun kan "bygge videre på", siger han.

- For talenter med et unikt internationalt potentiale som Emma, skal man altid ha' mest fokus på det langsigtede perspektiv. Jeg tror, at Emma kvalificerer sig til OL 2016 i Rio, og hun vil helt sikkert være medaljekandidat ved OL 2020 i Tokyo, hvis hun fortsætter den nuværende udvikling, siger Michael Andersen.

Emma Jørgensen står pt. på Team Danmarks hjemmeside som Team Danmark talent - hvor vil hun skulle placeres nu?

- Kriteriet for at blive indplaceret som "Verdensklasseatlet" er som udgangspunkt en top 8-placering i en olympisk disciplin. Emma blev nr. 17 på den olympiske disciplin 200 meter ved VM 2014, men jeg tror, at hun har rigtige gode chancer for en top 8-placering ved VM 2015 i Milano.

- VM-resultaterne vil helt sikkert indplacere Emma som "Eliteatlet" og i løbet af et eller to år vil hun helt sikkert opnå en indplacering som "Verdensklasseatlet", siger Michael Andersen.

(C) Kajaksporten i fokus / Jan Christensen